7-trinsskalaen i gymnasiet følger samlet set den forventede udvikling. Det viser en ny evalueringsrapport, som blev offentliggjort i dag.
Rapporten, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) har lavet, kortlægger karakterudviklingen fra 2007 til 2015 i grundskolen, gymnasiet og på de videregående uddannelser. Rapporten er første del af en evaluering af 7-trinsskalaen.
”Jeg noterer mig, at karakterfordelingen på de gymnasiale uddannelser følger den forventede udvikling. Der er en lille afvigelse i 2015 med et stigende antal 12-taller, men den er slet ikke tilstrækkelig til, at man generelt kan tale om inflation i høje karakterer,” siger Annette Nordstrøm Hansen, der er formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL).
Ved indførelsen af 7-trinsskalaen i 2006 blev det fastsat, hvordan man forventer, at karaktererne vil fordele sig over en længere periode: 10 procent af eleverne skal have 12, 25 procent 10, 30 procent 7, 25 procent 4 og 10 procent 02.
Note: Figuren viser den forventede fordeling af alle beståede karakterer (jf. Karakterkommissionens anbefalinger) samt den faktiske karakterfordeling af alle beståede karakterer ved gymnasiale uddannelser ud fra data for hvert enkelt år mellem 2007-2015.
Inflation i 12-taller
Karakterne i netop 2015 skiller sig ud på flere måder. Der er en overvægt af høje karakterer og en undervægt af lave karakterer i forhold til den forventede karakterudvikling.
Tal fra Undervisningsministeriet viser, at i 2007 lå andelen af 12-taller på 9 procent, og i 2015 var den steget til 13 procent. I den anden ende af skalaen er karakteren 02 faldet fra 12 procent i 2007 til 9 procent i 2015.
I rapporten får det EVA til at fastslå, at der har været “inflation i brugen af 12-taller på de gymnasiale uddannelser”.
Peter N. Allerup, professor i uddannelsesstatistik ved DPU på Aarhus Universitet, er enig.
“7-trinsskalaen har spillet fallit. En karakterskala skal bruges til at differentiere eleverne med, og det er ikke tilfældet, når flere elever får 12,” siger Peter N. Allerup.
Skalaen duer ikke
Da 7-trinsskalaen erstattede 13-skalaen, anbefalede Karakterkommissionen, at man systematisk evaluerede brugen af karakterskalaen i hele uddannelsessystemet.
7-trinsskalaen har tidligere været kritiseret for – blandt andet af GL – at der er for store spring fra 4 til 7 og 7 til 10. Det pegede EVA også på i en evalueringsrapport fra 2013.
”Springene mellem karaktererne i skalaen er for store. Jeg håber, at regeringen med afsæt i denne og den kommende evaluering tager initiativ til at nedsætte et udvalg, der kan imødekomme vores ønsker til en revideret karakterskala,” siger Annette Nordstrøm Hansen.
Også Peter N. Allerup kritiserer selve skalaen. Han mener, at den fokuserer for meget på fejl og mangler.
“Vi er nødt til at udskifte 7-trinsskalaen. Den giver ikke plads til kreativitet, innovation og andre kompetencer hos eleven. Man kigger enøjet på, om eleven begår fejl eller ej. Det duer ikke,” siger Peter N. Allerup.
Først når anden del af evalueringen er færdig, vil regeringen tage stilling til, hvilke initiativer der er behov for, skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse. Det forventes, at den samlede evaluering ligger klar til efteråret.
Læs hele rapporten fra Danmarks Evalueringsinstitut her.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode