Det kan godt være, at Bornholm er en dejlig solskinsø, men det ændrer ikke ved, at der i de kommende 10 år bliver markant færre unge på øen.
Fra 2013 og 10 år frem bliver der over 20 procent færre 15- og 16-årige på Bornholm. Det betyder, at der også bliver færre potentielle elever på ungdomsuddannelserne.
Bornholm er en af flere landsdele i Danmark, som bliver hårdt ramt af, at ungdomsårgangene bliver mindre i Danmark i de kommende år.
Fra 2013 og fem år frem bliver der fem procent færre danskere i alderen 15 og 16 år, hvilket svarer til 7.000 færre unge i den aldersgruppe, viser en fremskrivning fra Danmarks Statistik. Nedgangen af potentielle elever på gymnasierne er dog skævt fordelt i Danmark. Region Hovedstaden vil ifølge prognoserne have lige så mange unge som i dag, og selve København vil ligefrem få markant flere unge i de næste 10 år.
Bornholm savner unge
Uddannelseschef for de gymnasiale uddannelser på Campus Bornholm, Klaus Kristiansen, er udmærket klar over, at der bliver færre unge bornholmere. I år modtog han også lidt færre ansøgere end sidste år.
”Det betyder, at nogle af vores uddannelser bliver mindre. Vi er for eksempel gået fra ni stx-spor til otte. Vi har dog rustet os til situationen ved at fusionere uddannelserne i en campus,” siger Klaus Kristiansen.
I takt med at der bliver færre bornholmske unge, bliver det ifølge uddannelseschefen mere nødvendigt, at de forskellige uddannelser skal samarbejde.
”Vi kan flytte rundt på lærerkræfter, for eksempel mellem stx og htx. Det er vigtigt, at vi blandt andet over for tilflyttere stadig kan fremvise en bred palet af ungdomsuddannelser,” siger Klaus Kristiansen.
Han frygter dog ikke at måtte afskedige lærere i de kommende år. Den naturlige afgang vil nogenlunde følge nedgangen af elever, mener han.
Nordjyder tager til Aalborg
Også i Region Nordjylland bliver der færre unge i de kommende år. I 2018 vil der være 10 procent færre unge på 15 og 16 år, end der var sidste år.
Regionsrådsformand Ulla Astman pointerer, at der samtidig er en tendens til, at flere mennesker søger mod den nordjyske hovedstad Aalborg. Med andre ord bliver der længere mellem de unge i de i forvejen tyndt befolkede områder.
”Fremover bliver der en øget konkurrence mellem ungdomsuddannelserne. Gymnasieskolerne bliver udfordret, og nogle må nedlægge spor eller ligefrem dreje nøglen om,” siger Ulla Astman.
Det sidste, håber hun, kan undgås, men samtidig siger hun, at ”man ikke kan tvinge de unge til at vælge bestemte skoler”.
Hun mener også, at der i regionen er brug for, at flere unge tager en erhvervsuddannelse.
”Vores seneste analyse viser, at vi kommer til at mangle faglærte,” siger hun.
Færre ansøgere i år
Allerede i år fik gymnasierne færre ansøgere. Tal fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) viser, at 55.478 unge har søgt ind på en gymnasial uddannelse. Det er et fald på 1.336 elever eller 2,4 procent. En del af det fald skyldes de mindre ungdomsårgange. Andelen af unge, som søger ind på en gymnasial uddannelse, er nemlig kun faldet med knap 1 procent.
Der er dog store udsving mellem uddannelserne. Hhx har fået hele 9,3 procent flere ansøgninger, mens stx har fået 3,8 procent færre, og den 2-årige hf har mistet hele 10,9 procent af ansøgerne i forhold til sidste år.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode