Artikel
Minister fortsat tavs om reform
pernille-rosenkrantz-theil 7 - NY

Minister fortsat tavs om reform

Der er ingen ændringer af gymnasiereformen lige om hjørnet. Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil vil først have landet en politisk aftale om elevfordeling og nyt taxametersystem.

Hvordan børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) ser på indholdet af gymnasiet, som det ser ud i dag, er uvist. Selvom det første kuld studenter under den nye reform sprang ud i juni, og ministeren har siddet mere end et år på posten, vil hun ikke udtale sig om gymnasiereformen, og hvad hun eventuelt gerne vil have ændret.  

Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil er der to punkter på hendes to-do-liste, der først skal klares.

”Jeg vil godt vente med at snakke reformindhold. Elevfordelingen og taxametersystemet er to områder, jeg skal have taget fat på først.”

Sådan lød det fra ministeren, da hun tidligere på dagen holdt en såkaldt rundbordssnak med gymnasieskolen.dk og en række andre fagmedier på hendes ressortområde. Der var sat 45 minutter af til mødet, så der var kun tid til at stille nogle få spørgsmål.

Det er ikke første gang, gymnasieskolen.dk har bedt Pernille Rosenkrantz-Theil om at forholde sig til elementer i gymnasiereformen uden at få svar. 

Forhandlinger på vej
De politiske forhandlinger på Christiansborg om et nyt taxametersystem og en ny model for elevfordeling begynder i løbet af efteråret. Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil er man nødt til at se på de to ting samlet.

”Når eleverne ikke er fordelt ordentligt, giver vi dem dårlige kort på hånden både fagligt og i forhold til at skabe et fællesskab. I forhold til taxametersystemet skal vi have lavet en model, der tager et opgør med den konkurrence mellem skolerne, vi ser i dag,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.

Der er nogle systemfejl, der skal tages hånd om.

Tomas Kepler, formand
GL

GL: Stort problem
I forhold til gymnasiereformen har ministeren indtil videre kun udtalt, at hun er skeptisk overfor grundforløbet og gerne ser det justeret ”på et tidspunkt”. Men ellers har hun været tavs.

Læs: Undervisningsministeren ser problemer med nyt grundforløb

Tomas Kepler, formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), kalder det et stort problem. Han oplever, at ministeren har haft sit primære fokus rettet mod grundskolen i sin første tid. Men nu er der behov for, at hun retter blikket mod de udfordringer, der er i gymnasiet, mener han. 

Ifølge GL er der blandt andet brug for et opgør med grundforløbet, mulighed for at starte tidligere på fagpakkerne på hf, bedre vilkår for sprogfagene og et større udbud af studieretninger. 

”Flere af problemerne har vi gjort opmærksom på ret tidligt, og de forsvinder ikke af, at vi nu er på reformens fjerde år. Tværtimod. Det handler ikke om tilvænning. Der er nogle systemfejl, der skal tages hånd om,” siger Tomas Kepler.

Jeg vil godt vente med at snakke reformindhold.

Pernille Rosenkrantz-Theil
Børne- og undervisningsminister

Sidste udkald
GL’s formand er enig i, at det er store og vigtige forhandlinger, der venter her i efteråret. Men der er en grænse for, hvor længe mininsteren kan undlade at forholde sig til reformen og gå i dialog om den, mener han. 

”Nu har vi haft et fuldt gennemløb, og der er ingen grund til at vente længere. Vi mister afgørende tid, hvis vi skal vente på taxameter- og elevfordelingsforhandlingerne. Reformen er ikke så god, at den skal have lov til at køre i fem år uden ændringer. Skal ændringerne kunne træde i kraft fra næste skoleår, er det ved at være sidste udkald,” siger Tomas Kepler. 

Han er ikke i tvivl om, at det påvirker lærerne at have en minister, som ikke forholder sig til de rammer, reformen sætter for deres undervisning og arbejdsliv ude på skolerne. 

”Man kan let føle sig glemt,” siger han. 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater