Man skal turde slippe styringen

Sidste skoleår brugte jeg enormt meget tid på at forberede mig. Jeg sad ofte foran computeren flere timer om aftenen. Det var mit første år som lærer, og jeg følte, at hvert sekund af min undervisning skulle være pakket med det helt rigtige indhold, og at jeg skulle kunne svare på alle elevernes spørgsmål. Jeg var bange for at give slip på styringen, så jeg lavede tit lange powerpoint eller arbejdsark til min undervisning. Det kunne let tage fem-seks timer.
Da jeg i dette skoleår begyndte i pædagogikum og fik en masse læringsteori, blev det meget tydeligt for mig, at jeg ikke fik eleverne nok på banen. Selvom det er det, jeg gerne vil med min undervisning. Jeg tror på, at de lærer mest, når de selv er aktive og medbestemmende. Men de havde ingen chance for at præge indholdet i mine timer. Det var bare mig, der formidlede den viden, som jeg syntes, de skulle have ind i hovedet.
Det er forbandet svært at ændre på sine vaner. Derfor besluttede jeg at give mig selv en udfordring: I en uge i efteråret måtte jeg ikke forberede mig mere til timerne end eleverne. Selvfølgelig havde jeg forberedt, hvilket emne vi skulle arbejde med, men derudover måtte jeg kun læse den lektie, eleverne også skulle læse.
Det gik helt vildt godt lige fra første time. Jeg fortalte eleverne, at jeg kun havde læst det samme som dem, og at vi nu alle sammen var ansvarlige for, at de fik noget ud af timen. Det var tydeligt, at eleverne fik meget mere indflydelse, end de plejede. Selvfølgelig kom vi lettere ud på nogle vildspor, men jeg fandt ud af, at min faglige ballast gør, at jeg hurtigt kan gennemskue, hvornår det sker, og få drejet tingene i den rigtige retning igen. Det bliver et meget mere innovativt rum, når man slipper styringen.  
Den mest vellykkede time var en i billedkunst, hvor vi beskæftigede os med skulpturer. Jeg bad eleverne om at skrive på tavlen, hvor godt de havde forstået den tekst, de havde læst derhjemme. En af de stille piger i klassen skrev som den eneste, at hun havde forstået teksten rigtig godt, så jeg lod hende få ansvaret for at formidle teksten til de andre – selvfølgelig med hjælp fra mig. Bagefter foreslog en anden elev, at vi skulle gå rundt og kigge på de skulpturer, der står på skolen. Jeg havde jo ikke forberedt mig på, hvem kunsterne var, men det tjekkede en af drengene på sin smartphone. Til sidst fandt eleverne på at tegne en skulptur i fællesskab ved at tilføje elementer på skift. Det blev en rigtig fed øvelse, som jeg helt sikkert vil bruge igen.
Udfordringen har lært mig at stole på min faglighed og give slip på styringen en gang imellem. Det tror jeg, vi bliver nødt til, hvis vi skal uddanne medbestemmende, aktive og handlende samfundsborgere, som bekendtgørelsen siger. I dag planlægger jeg min undervisning anderledes, og antallet af timer, jeg bruger på at forberede mig, er kommet ned på et mere fornuftigt niveau. Jeg veksler mere mellem undervisningsformerne og laver langt færre powerpoint. Og i dag ved jeg, at jeg ikke behøver at vide alt og bestemme alt. Tværtimod har eleverne godt af selv at skulle opsøge viden og være med til at forme undervisningen.”

Bonnie Bay Andersen
ALDER: 31 år
SKOLE: Århus
Statsgymnasium
FAG: Billedkunst, design og historie