Lønforhandlinger i krisens kølvand

Lønstigninger for de offentligt ansatte har næsten ikke været til at tage og føle på, siden den økonomiske krise ramte i 2008. Heller ikke denne gang bør offentligt ansatte drømme om en dyrere sommerferie i år i forhold til sidste år og forrige år.

Det skyldes først og fremmest den økonomiske krise, forklarer Mikkel Mailand. Han er forskningsleder for Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier (FAOS) på Københavns Universitet.

”Siden krisen har lønstigningerne i det private været meget beskedne, og de offentlige lønmidler er bundet til de private lønninger med tilbagevirkende kraft, så alene af den grund er der ikke så meget at rutte med,” siger Mikkel Mailand.

Lidt til mange
Det er den såkaldte reguleringsordning, som binder den offentlige løn til den private. Reguleringsordningen er med andre ord de offentligt ansattes garanti for, at finansministeren ikke får den idé, at de offentligt ansatte skal snydes for lønstigninger i forhold til de private eller ligefrem gå ned i løn, som det er sket i flere lande i Sydeuropa.

Gymnasielærernes lønstigninger bliver ved disse forhandlinger i grove træk afgjort af forhandlingerne mellem Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU) og finansministeren. CFU forhandler en lønramme for alle statsansatte. I år har kravet lydt på generelle lønforbedringer, hvilket betyder, at alle ansatte i staten skal have en lønstigning.

Det kan meget vel betyde, at alle statsansatte får den samme beskedne lønstigning, og derefter er der ikke flere penge at uddele, vurderer Mikkel Mailand.