Artikel
Lærere på VUC Syd: Trist med mange fyrede kolleger
VUC Syd Aabenraa

Lærere på VUC Syd: Trist med mange fyrede kolleger

Det er virkelig trist, at udviklingen på VUC Syd har kostet så mange lærere deres arbejde. Tre lærere fortæller om en turbulent tid på skolen.

Anita Lundgren Fischer tegnede sidste år en ekstra arbejdsløshedsforsikring og opfordrede sine kolleger på VUC Syd om at gøre det samme.

Den opfordring viste sig at give mening. For nyligt fik 22 hf-lærere deres endelige afskedigelse fra VUC Syd, efter de var blevet varslet afskediget i juni måned.

Hf-lærer Anita Lundgren Fischer og hendes kolleger Rasmus Wiin Larsen og Rasmus Buje Møller sidder i et mødelokale med glasvægge på VUC Syd i Aabenraa og fortæller om en noget turbulent tid på den store uddannelsesinstitution i Sønderjylland.

“Det er virkelig trist, at så mange unge lærere er blevet fyret. Som jobsituationen er nu, er det bestemt ikke nemt at finde et job som gymnasielærer,” siger Anita Lundgren Fischer.

Et hårdt år
Da hun opfordrede sine kolleger til at tegne en arbejdsløshedsforsikring, kom det efter en afsløring af, at den tidligere direktør var skyld i et overforbrug af institutionens midler og blandt andet havde brugt penge på en dyr studietur til Californien.

Og derefter begyndte en proces og en turbulent tid, som lærerne på VUC Syd kun kender alt for godt, og som for nyligt kostede en del af deres kolleger jobbet.

“Det har været et enormt hårdt år, og det har kostet kræfter for mange lærere,” siger Anita Lundgren Fischer.

Rasmus Wiin Larsen, som også er formand for pædagogisk råds udvalg på VUC Syd, sidder og nikker. Han mener, det har været trist at sige farvel til så mange kolleger, men han fremhæver dog også, at det var en lettelse for ham, da der sidste år i medierne blev prikket hul i illusionen om, at den tidligere ledelse drev den perfekte ungdomsuddannelsesinstitution.

“Vi var i gang med en udvikling med standardiseret undervisning og meget lidt frihed til den enkelte lærer til at sætte sit eget præg på undervisningen. Den udvikling stoppede, og vi er nu på vej i en anden retning,” siger Rasmus Wiin Larsen, der som eksempel nævner, at pædagogisk råd er blevet “genetableret” i år, efter at den tidligere ledelse havde stoppet arbejdet i rådet.

Topstyring
Rasmus Buje Møller beskriver også den tidligere ledelse som meget topstyrende. Visionerne om den gode undervisning blev udarbejdet på direktørens kontor, og så skulle medarbejderne føre visionerne ud virkeligheden.

“Mange medarbejdere er gået ned med stress. Både på grund af arbejdsmængden, men også fordi man ikke havde frie hænder til at gøre det, man syntes, var det bedste. Det er ikke godt, når vidensarbejdere bliver sat til at lave en opgave, uden at de får lov til at tænke selv, og når der samtidig ikke er tid til at udføre opgaven,” siger Rasmus Buje Møller.

De tre lærere fortæller blandt andet, hvordan den tidligere ledelse var utroligt fokuserede på digitalisering i undervisningen, og at næsten al undervisning skulle foregå på en iPad. Alle kursister fik en iPad, men der blev ikke lyttet til de lærere, som påpegede, at en iPad ikke i sig selv er et godt læringsredskab, forklarer lærerne.

“Det har ændret sig nu med den nye ledelse. Nu er det digitale ikke længere et mål i sig selv, men et redskab til at lave god undervisning,” siger Rasmus Wiin Larsen.

Samtidig er den nye ledelse også langt mere lydhør over for lærernes holdninger om pædagogik, og nu bliver lærerne reelt invitereret med til at bestemme, hvilken undervisning der skal tilbydes på VUC Syd.

“Vi har fået langt mere frihed, og det giver den nye ledelse også udtryk for, at den ønsker, at vi har,” siger Rasmus Wiin Larsen.

Bedre kommunikation
Første maj blev Asbjørn Nielsen ansat som direktør, og derudover er der kommer flere nye ansigter i ledelsen.

Lærerne fortæller også, at den nye ledelse kommunikerer langt bedre end før. Det skal der måske heller ikke så meget til.

“VUC Syd var meget centralt styret før, og kommunikationen var elendig. Nu er der meget større åbenhed, og der bliver for eksempel sendt nyhedsbreve fra ledelsen om, hvad der sker på VUC Syd,” siger Anita Lundgren Fischer.

De tre lærere fremhæver også, at selv om det seneste år til tider har været hårdt, så er fællesskabet mellem lærerne fantastisk godt.

“Måske er fællesskabet og samarbejdet mellem lærerne så godt, fordi vi rykkede sammen i forhold til den tidligere ledelse,” siger Rasmus Wiin Larsen.

Bestyrelsen på VUC Syd er blevet afsat af Undervisningsministeriet, og i stedet er der indsat en midlertidig bestyrelse, som skal kortlægge VUC Syds økonomi.
Dette interview er foretaget inden bestyrelsen blev afsat.

 

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater