Artikel
Lærer: Næsten umuligt at forhindre eksamenssnyd
julian_bybeck_tosev

Lærer: Næsten umuligt at forhindre eksamenssnyd

Elever får personer udefra til at lave deres eksamensopgave via delingsværktøjer. Næsten umuligt at stoppe den slags snyd, mener lærer

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Gymnasier er stort set magtesløse, hvis elever med et simpelt trick vælger at snyde til den skriftlige eksamen.

Det mener gymnasielærer Julian Bybeck Tosev, som igennem længere tid har afdækket forskellige former for snyd til eksamen.

Ved hjælp af delingsværktøjer som Dropbox og Google Docs vælger nogle elever ganske enkelt at få andre personer til at lave deres opgave og dermed snyde sig til en bedre karakter.

“Det er meget svært for skolerne at opdage den form for snyd. Her er jo ikke tale om et plagiat af en anden opgave, men en original besvarelse udført af en anden person,” siger Julian Bybeck Tosev.

Han har i en periode oprettet en falsk Facebookprofil som lektiehjælper i en lektiehjælpsgruppe, og hurtigt kom der beskeder fra elever, som ønskede at få hjælp til matematikeksamen. Eleverne ville gerne betale for at kunne pynte deres eksamensbevis med lånte fjer.

Jeg plejer at give 100 kroner
Eleverne foreslog, at de delte hele eksamensopgaven eller nogle af spørgsmålene via Dropbox eller Google Docs, og på den måde kunne de få lavet deres eksamen uden selv at gøre en indsats.

“Jeg har aldrig prøvet det før. Men mine klassekammerater har åbenbart prøvet det gennem Dropbox,” skriver en elev, som ønsker at få et 10-tal til eksamen.

“Jeg plejer at give 100 kroner,” skriver en anden elev, som ønsker at få 10 eller 12 i matematik B.

Julian Bybeck Tosev har også oprettet en falsk Facebook-profil, som opsøger hjælp til at få lavet eksamensopgaver. Hans korrespondancer med “eksamenshjælpere” viser, at det ikke er svært for gymnasieelever at få hjælp til at få lavet deres eksamensopgaver for penge eller gratis.

Julian Bybeck Tosev kan ikke sige, hvor udbredt denne form for snyd er. Men alene det, at eleverne kender til, at nogle elever snyder sig til bedre karakterer, er et problem for sektoren, mener han.

Han arbejder på Herlev Gymnasium og HF, hvor han også har til opgave at være med til at forebygge snyd på skolen.

Læs: Lærer. Sådan snyder eleverne til den skriftlige eksamen

På skolen laver de stikprøvekontrol af elever til den skriftlige eksamen, men han mener, det er meget svært for skolerne at dæmme op for snyd med delingsværktøjer.

“Eleverne kan nemt slette deres browserhistorik, og selv om vi ser, at de har arbejdet i Google Docs eller har haft Dropbox åben, så er der jo ikke grundlag for at påvise, at de har snydt,” siger Julian Bybeck Tosev, som understreger, at han ikke har grund til at tro, at der er en større eller for den sags skyld mindre snydekultur på hans egen skole.

Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) har over for gymnasieskolen.dk afløret, at hun overvejer overvågning af elevernes skærme og lagring af deres aktiviteter på internettet under eksamen.

Julian Bybeck Tosev mener, at overvågning “vil skræmme mange elever fra at snyde.” I et debatindlæg i gymnasieskolen.dk kalder han dog løsningen for “lidt ekstrem”, og han mener, at det vil være at pålægge gymnasierne en meget stor opgave, og han forudser en række tekniske problemer ved indførelse af “masseovervågning af samtlige gymnasieelever i hele landet.

Nye eksamensformer
Julian Bybeck Tosev mener i stedet, at den teknologiske udvikling gør det nødvendigt at tænke i nye eksamensformer.

“Tiden er løbet fra, at 400 elever sidder i en idrætshal og løser en skriftlig opgave. Vi må tænke nyt,” siger han.

Han foreslår selv en eksamensform, hvor lærer og censor kan gå rundt blandt eleverne og tale med dem om opgaven. Eleverne skal kunne stille opklarende spørgsmål, og lærerne kan så for eksempel også spørge eleverne om, hvordan de har lavet den graf, som de har på skærmen.

“Det er én idé. Der er sikkert også mange andre kreative måder at lave eksamen på, som afspejler virkeligheden bedre end de nuværende eksamensformer,” siger Julian Bybeck Tosev, som underviser i informationsteknologi, matematik og idræt.

I den nye gymnasiereform, som træder i kraft til næste år, skal der arbejdes med at udvikle nye eksamensformer.

Læs også artiklen Eleverne bevæger sig i gråzone mellem hjælp og snyd i det nye nummer af Gymnasieskolen

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater