Artikel
Kronik: Kan uddannelsessystemet reddes?
kronikør_Lone-Nørgaard_filter

Kronik: Kan uddannelsessystemet reddes?

Er tiden ikke kommet til at gøre massivt op med et uddannelsessystem, der tilgodeser elever fra ressourcestærke familier med al for meget fokus på rummelighed og trivsel – og i stedet prioritere struktur, disciplin, lærerautoritet og klare faglige mål for undervisningen?

For to år siden skrev jeg en kronik til Gymnasieskolen under overskriften Kampen om uddannelsessystemet – hvad gik galt, og hvordan retter vi op på miseren?

Den debat, jeg havde håbet at rejse på det grundlag, blandt andet om det centrale dannelsesbegreb, udeblev. Ærgerligt, fordi tavsheden vidner om, at gymnasielærerstanden enten er helt på hælene efter årtiers fejlslagne reformer – eller måske bare ER blevet reduceret til de uengagerede lønarbejdere, overenskomsten fra 2013 systematisk lagde op til.

Siden den 28. november 2016 har vi imidlertid haft en undervisningsminister, der hedder Merete Riisager. I modsætning til sine forgængere i embedet har hun en forståelse af pædagogik og uddannelse, der demonstrerer indsigt i, hvad der rent faktisk foregår ude i klasseværelserne og i eksamenslokalerne. Som for eksempel snyd på gymnasierne, for meget fravær, manglende anerkendelse af håndens arbejde, trivsel og rummelighed på bekostning af faglighed, flid og forberedelse og et udvandet dannelsesbegreb.

Dannelsesbegrebet med substans
Men er tiden ikke kommet til at ­gøre massivt op med et uddannelses­system, der tilgodeser elever fra ressourcestærke familier med al for meget fokus på rummelighed og trivsel, frem for at prioritere struktur, ­disciplin, lærerautoritet og klare faglige mål for undervisningen – med afsæt i et dannelsesbegreb med substans? Som jeg vil tillade mig at repetere, fordi begrebet ikke for tit kan indholdsbestemmes over for de overfladiske røster, der for eksempel har konstrueret det omvandrende paradoks ’digital dannelse’.

At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, man skal bringe sig i overensstemmelse med. At forstå sig selv som en del af en helhed. Som superegoist og narcissist får man et ringere liv.

Dannelse er evnen og viljen til at lytte til andre. Til at sætte sig ind i en andens oplevelses- og tankeverden. Da identitet kun kan dannes i samspil med instanser uden for én selv, er selvdannelse en meningsløshed.

Dannelse handler om såvel kundskaber som takt og tone – herunder at kunne udfolde sig sammen med andre. For at mestre omgangsformer ansigt til ansigt – ikke på Facebook – må der opdragelse til. Vel skaber vi selv vores identitet, men processen sker i forhold til omverdenen. Dannelse er på én gang en proces og et resultat, og dannelsesmidlerne en kombination af (forældre)opdragelse, uddannelse og selverkendelse.

Dannelsen sker i mødet mellem samtalepartnere – herunder ikke mindst i (skøn)litteratur. (Fanden tage den nye bekendtgørelse i dansk!). Mennesket forstår sig selv i en histo­risk kontekst og skal selv forstås konkret-historisk. At se ud over egen næsetip fordrer, at man skruer ned for egen selvrealisering og umiddelbare behovsopfyldelse. Ellers mister man evnen til at føre samtaler, der ligger uden for én selv – og evnen til at indgå i fællesskaber.

Denne proces kan ikke lykkes uden vilje til at overvinde modstand i stadig afprøvning. Så at over­vinde kriser, skuffelser og modgang er en helt nødvendig del af dannelses­projektet. 

Der er selvfølgelig grænser for, hvor meget Merete Riisager kan gå op imod det herskende pædagogiske ­kleresi, der aldrig sætter sine ben på gulvet og ikke forspilder nogen lejlighed til at ligge i arm med de kræfter, der vil fremme digitaliseringen i uddannelsessystemet.

Men Riisager har fat i en rigtig lang ende, fordi hun baserer sin politik på en række historiske kendsgerninger:

Det faglige niveau er faldet markant.

Tværfaglighed hviler ikke på solid faglighed.

Metodefriheden er sat under pres. Der lægges for meget vægt på form på bekostning af indhold. Således bliver lærere nu TVUNGET til at koordinere deres undervisningstilrettelæggelse/læse samme pensum.

Taxametersystemet fremmer øko­nomisk tænkning ved at optage uegnede og umotiverede elever/studerende, som gennem­fører uanset deres faglige niveau.

Lærerautoriteten er blevet undermineret.

Riisagers kritik retter sig mod den reformpædagogik og kompetenceideologi, som har betydet, at nutidens studerende mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder. De studerendes viden er blevet mere overfladisk, og det bliver stadig sværere at få dem til at sætte sig ind i noget kompliceret.

Bevidstløst knæfald
Det næsten værste er det bevidst­løse knæfald for digitaliseringen. Alt for mange skolelederes ukritiske accept af it har føjet spot til skade. Dertil kommer, at det uddannelsesindustrielle kompleks’ årelange kolportering af 1.) det skal være lystfyldt at lære, 2.) ligemageriet (populært udtrykt: Ingen skal lære, hvad ikke alle kan lære) allerede har kostet et par generationer af børn og unge dyrt. De fleste har hverken tilegnet sig solide faglige kundskaber, udholdenhed eller arbejdsdisciplin.

It og de digitale medier er kommet for at blive, men besindelse og omtanke på et langt mere kvalificeret niveau end det aktuelle er påkrævet. I stedet for at sænke alle bomme. Det seneste hovedløse tiltag er, at eleverne ikke skal have udleveret eksamenshæfter i papirform. Det til trods for, at al forskning peger på, at hjernen foretrækker papir.

På den baggrund vil jeg gøre opmærksom på en nyligt oversat bog af den tyske hjerneforsker Manfred Spitzer, der vil få fornuftige voksne til at smide deres (barne)barns smartphone og iPad på møddingen. Titlen er Digital demens, og dens emne digitaliseringen og dens katastrofale konsekvenser.

Hvem er Manfred Spitzer?
Manfred Spitzer er ikke hvem som helst. Han er født i 1958 og uddannet psykiater. Som gæsteprofessor på henholdsvis Harvard og Oregon universitet i perioden 1989-94 blev hans forskningsinteresse sporet ind på grænseområdet mellem kognitiv neurovidenskab og psykiatri. Han har skrevet et hav af artikler om, hvad digitaliseringen gør ved ikke mindst børns hjerne og læring, og i 2010 udkom hans første bog om emnet, ­Vorsicht Bildschirm. Heri sandsynliggjorde han, at volden i medierne og voldelige videospil gør unge mennesker mere voldelige, mere afstumpede og mindre empatiske.

I 2012 fulgte han op med Digitale Demenz, der her seks år senere er blevet oversat til dansk. I et forord skrevet til den danske udgave konstaterer Spitzer, at siden 2012 er der kommet endnu mere viden og forskningsmæssige belæg for farer og bivirkninger ved informationsteknologien. Sagt med andre ord: De revolutionerende og foruroligende resultater, der blev lagt frem i 2012, er i de forløbne seks år blevet yderligere underbygget.

Spitzers centrale konklusion er, at overdreven brug af digitale medier er farlig for børn og ­unge. Intensiv brug af computerspil og onlinetjenester sløver og nedbryder hjernen og koncentrationsevnen. Og hvad værre er: Evnen til at interagere med andre mennesker svækkes. Netbank, mails og sociale medier har erstattet tidligere relationer mellem mennesker.

Her følger nogle flere af Spitzers pointer:

Jo mere et land investerer i computere i skoler og børnehaver, jo større sandsynlighed er der for, at skoleelevernes resultater bliver dårligere.

Man lærer mere ved at skrive i hånden end ved at taste på en pc.

Hvis der er én ting, de sociale medier ikke er, så er det sociale. De fører til social isolation og overfladiske kontakter. Og gør vores børn og unge ensomme og ulykkelige.

Når de daglige små møder bliver erstattet af smartphonen, så fører det til et tab af grundlæggende tillid imellem mennesker.

Lær af Sydkorea, som er det land, der producerer flest smartphones. Her er der som det eneste sted i verden vedtaget love, der skal beskytte unge under 19 år mod de mest skadelige virkninger. For eksempel i form af et program, der blokerer for adgangen til porno og hård vold.

En computer i hjemmet giver som hovedtendens dårligere præstationer i skolen, fordi børn og unge bruger pc’en til spil frem for at læse lektier.

Der findes ikke nogen uafhængige (af interessenter) undersøgelser, der helt utvetydigt har vist, at læringen er blevet mere effektiv ved at indføre computere og skærme i klasseværelserne.

For meget tv og computer i børnehavealderen kan på den lange bane sænke et menneskes uddannelsesniveau. Jo mere tv i barndommen, jo dårligere uddannet.

Digitale medier er skadelige for helt små børns læring og dermed for deres åndelige udvikling og dannelse.

Hjernen ændrer sig ved at blive brugt – derfor er det helt afgørende, HVORDAN den bliver brugt. Hjernen er ikke statisk, men en slags vedvarende byggeplads. Den måde, vi lærer på, afgør, hvordan det bliver gemt i hjernen. Den digitale tilgang til verden medfører, at hjernen bliver opbygget betydeligt mindre. Resultat: mental deroute/demens.

Digitale indfødte? Glem det. Hvis man skal have udbytte af nettet, har man først brug for en solid grunduddannelse og en basal viden på det område, man søger på.

Tro aldrig på en ekspert, før du har undersøgt, hvem der betaler vedkommendes løn. Den digitale lobby har mange penge til at styrke myten om teknologiens vidunderligheder. Universitetseksperter i mediekundskab og politikere lader sig ofte misbruge som marketingmedarbejdere for industrien.

Unge kender ikke Grundtvig
Den anden titel, jeg vil gøre opmærksom på, er en lille debatbog af gymnasielærer Mikael Busch, Carpe diem. Jeg fatter ikke, at disse 40 tekster om pædagogik og uddannelsessystem – trykt i dagspressen i perioden 2006-16 – ikke har affødt omfattende diskussioner. Ja, end ikke en anmeldelse i Gymnasieskolen har det kunnet blive til!

Men hvis du, kære gymnasie- og VUC-lærer, ikke kender bogen, så kan du naturligvis heller ikke forholde dig til de knivskarpe analyser, forfatteren laver af vores arbejdsområde. Du skal selv have fat i bogen, men her får du en appetizer i form af en række prægnante udsagn:

I dag er uddannelsesfilosofi og managementteori næsten det samme.

De dygtige finske elever trives efter sigende ikke nær så godt som danske.

Den originale lærerpersonlighed, der kan gøre en forskel, kan kun trives i et tillidsbaseret system med relativt frie rammer og tid til fordybelse. God undervisning forudsætter undervisere, der har det nødvendige faglige og mentale overskud. Derfor skal de have fred, tid og ro til at passe deres arbejde. Den autentiske lærerpersonlighed søges erstattet af et anonymt ’lærerteam’. OK 13 var et uværdigt, næsten afstumpet opgør med den selvstændigt tænkende underviser.

De unge mennesker kender ikke Goethe og Grundtvig, men så kan de så meget andet, som man siger. Øhh, hvad??

Dannelse og kompetence er ikke synonymer, snarere antonymer.

Inden nogen gymnasieelev begynder at tænke ud af nogen boks, skulle der gerne være noget INDE i boksen: kundskaber og viden.

Hele den offentlige sektor – ikke kun skolerne – er efterhånden gennemsyret af en bestemt kvindelig omgangsform og samtalekultur, der bærer præg af overdreven, ja, ekstrem omsorg.

Teopæder og profileringshungrige politikere, som befinder sig på sikker afstand af virkelighedens klasseværelser, er en del af problemet snarere end løsningen.

Hvordan man lærer at tale polsk (som sprogofficer) i løbet af et lille års tid? Man terper. Man lærer udenad. Man læser lektier. Udenadslære virker tilsyneladende bedre end at lære ‘læring’.

Gå til kamp for faglighed
Kan et uddannelsessystem, der så længe har været i frit fald, reddes? Kan det almene gymnasium? Ja, kære unge, yngre og lidt ældre kollega, der modtager på samme bølgelængde, som denne salut er sendt på. Gå til kamp for faglighed, dannelse og ikke mindst læreren som autoritet.

For en helt afgørende pointe er, at mennesker (elever) ikke kan opnå dannelse i kraft af sig selv og derfor har brug for læremestre/mesterlære/(åndelige) autoriteter: JER! Så du kan hjælpe dine elever/kursister med at tilegne sig en nedarvet fælleskultur, uden hvilken vores civilisation risikerer at gå i opløsning.

Som Thilo Sarrazin, tidligere medlem af Deutsche Bundesbanks bestyrelse og forfatter til bestselleren Deutschland schafft sich ab, udtrykker det:

“Når mennesker går på pension eller dør, går deres viden til grunde. Den skal bestandigt genvindes. Dette lykkes kun i begrænset omfang. Således er den liberale orden, som for et halvt århundrede siden stod fadder til EF, i vidt omfang forsvundet i glemsel. Desuden skrumper de europæiske dannelseseliters hovedstol af nedarvet fælleskultur. Den erstattes af en international kultur, som Facebook og sportsbegivenheder står for. Også de forbinder, men ikke på europæisk.”

Kundskabsskolen
Jamen, vil jeg da tilbage til ’den sorte skole’? Hm! Begrebet er blevet brugt som et stigmatiserende skældsord ­siden 68-oprøret, men dækker i virkeligheden over en skole, hvor lærere og ledelse ud fra et klassisk dannelses­ideal har haft det mål, at eleverne skulle tilegne sig faglige kundskaber og paratviden. Og paratviden er som bekendt den eneste reelle viden.

Tør jeg driste mig til den påstand, at det ene sted, den sorte skole har ­fået lov til at udfolde sig i fuldt flor, er i Hans Scherfigs roman Det forsømte forår?

Om Lone Nørgaard

Lone Nørgaard er Cand.mag. i dansk, engelsk, ­filosofi og køn og kultur. Hun har siden 1982 været ansat som hf-lærer på først Greve-Solrød Forberedelseskursus, siden VUC Greve, i dag VUC Roskilde. Tidligere har hun blandt ­andet været studievejleder, pædagogikumvejleder, pædagogisk koordinator og tillidsrepræsen­tant.
Lone Nørgaard arbejder sideløbende som freelanceskribent og anmelder.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater