Artikel
Klimaforslag skabte stor debat
forurening_kul_shutterstock_133957013

Klimaforslag skabte stor debat

Klimaet og ansvarlige investeringer var på dagsorden ved generalforsamlingen i MP Pension.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

De globale klimaudfordringer var igen i år det helt store punkt i indlæggene fra talerstolen, da MP Pension afholdt den årlige generalforsamling tirsdag aften.

Netværket Ansvar Fremtid, der arbejder for at bekæmpe klimakrisen, havde sammen med 160 andre medstillere foreslået, at MP Pension frasælger investeringer i de fossile selskaber, der ikke lever op til klimaaftalen fra Paris inden udgangen af 2018.

MP Pensions bestyrelse anbefalede generalforsamlingen at stemme imod forslaget, der også blev stemt ned med 771 stemmer imod og 559 for.

Forretningsmodel med fokus på klima
Gruppens andet forslag gik på, at pensionskassen skal udarbejde en konkret metode til at definere, hvorvidt fossile selskabers forretningsmodeller er forenelige med den globale klimaaftale fra Paris om sikring af maksimalt to graders global opvarmning.

I det skriftlige materiale, der var offentliggjort op til generalforsamlingen, havde MP Pensions bestyrelse anbefalet at stemme imod forslaget. Men ved mødet overraskede bestyrelsen ved at komme med nogle ændringer til forslaget, der derefter blev vedtaget.

Ansvarlig Fremtid har som tidligere år stillet de to forslag i andre pensionsselskaber.

Første klimarapport
Sidste år skrev bestyrelsen i MP Pension målene fra den globale klimaaftale fra 2015 ind i MP Pensions investeringspolitik.

Hensigten er at begrænse den globale opvarmning til maksimalt 2 grader og så tæt på 1,5 grader som muligt.

”Ud over vores årlige rapport om ansvarlige investeringer har vi i marts 2017 udgivet vores første klimarapport, hvor vi beskriver vores arbejde med klimavenlige investeringer. Også her går vi forrest, da der ikke – så vidt jeg ved – er andre pensionskasser, der har udgivet en særskilt klimarapport. Vi er i bestyrelsen glade for, at så mange medlemmer støtter op om det arbejde, vi har sat i gang det seneste år”, skriver bestyrelsesformand i MP Pension Egon Kristensen i en pressemeddelelse.

Ansvarlig investering
Derudover var der stillet to andre forslag fra medlemmerne, der handlede om retningslinjer for ansvarlige investeringer.
For det første skulle MP Pension fremlægge en redegørelse for investeringer i et mozambiquisk statsejet firma, Ematum, der har vist sig at være ude af trit med pensionskassens ansvarlige investeringer.
Landet gik i januar i betalingsstandsning, og Ematum beskyldes for at være korrupt og for at have bidraget til at forgælde Mozambique.

Derudover ønskede en gruppe medlemmer tilføjelser til MP Pensions investeringspolitik om at efterleve forskellige retningslinjer, blandt andet FN’s retningslinjer for virksomheders menneskeretsansvar (UNGP) og OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber.

Begge forslag blev vedtaget.

Digital kommunikation
MP Pensions bestyrelse havde derudover to forslag, der overordnet handlede om pensionskassens kommunikation. Begge blev vedtaget.

Det indebærer blandt andet, at indkaldelse til generalforsamlingen fremover sker på pensionskassens hjemmeside samt at medlemmer, der ikke har oplyst en gyldig mailadresse, skal holde sig orienteret via pensionskassens hjemmeside.

MP Pension er den pensionskasse, som de fleste gymnasielærere har deres pension i.

Ansvarlig fremtid

  • Ansvar Fremtid er et netværk, der forsøger at sætte fokus på konkrete måder at bekæmpe klimakrisen.
  • Se mere om forslaget og begrundelser på ansvarligfremtid.dk

 

Forslag MP Pensions generalforsamling

Generalforsamlingen skulle stemme om seks forslag:

  1. Elektronisk kommunikation.
    Vedtaget
  2. Bemyndigelse til bestyrelsen om korrekturændringer o.l.
    Vedtaget
  3. Fremlæggelse af redegørelse for investeringer i Ematum.
    Vedtaget
  4. Tilføjelse af MP Pensions investeringspolitik om at efterleve forskellige retningslinjer.
    Vedtaget
  5. Forslag om udarbejdelse af konkret metode til definition af forretningsmodel er forenelig med den globale klimaaftale.
    Vedtaget med ændringer
  6. Forslag om anbefaling om aktivt ejerskab og frasalg af investeringer.
    Nedstemt

Se MP Pensions præsentation her eller find mere om generalforsamlingen på MP Pensions hjemmeside.

MP Pensions klimarapport

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Her kan der stå en kort tekst om søgning

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater