Idrætslærerne savner nogle gange større seriøsitet fra eleverne i idrætstimerne. Derfor foreslår idrætslærerne, at idræt på C-niveau bliver gjort til eksamensfag.
Efter folkeskolereformen kan eleverne gå til en prøve i idræt.
”Når eleverne i folkeskolen nu kan gå til prøve i idræt, er det også naturligt, at idræt på C-niveau bliver et eksamensfag,” siger formanden for Gymnasieskolernes Idrætslærerforening, Anders Bergholdt.
Idræt C på stx er et obligatorisk fag med 150 timer fordelt over tre år, hvor eleverne får en årskarakter. Ifølge Anders Bergholdt har nogle elever dog en knap så seriøs tilgang til faget, og det håber han, en eksamen kan være med til at ændre.
”Det handler ikke om, at hele faget skal være målrettet eksamen – der skal stadig være et frirum, som ikke er eksamensrettet, men det mener jeg også, der skal være i de andre fag i gymnasiet,” siger Anders Bergholdt.
Elitefodboldspilleren og computernørden
Spørgsmålet er, om det er retfærdigt, at elitefodboldspilleren skal sammenlignes med computernørden til en eksamen i boldspil? Anders Bergholdt mener ikke sammenligningen er anderledes end mellem elever, som har boet flere år i et engelsktalende land og deres klassekammerater, som også går til eksamen i engelsk på lige vilkår.
Derudover fremhæver han, at læreplanerne i idræt udover boldspil også består af musik og bevægelse og nye og klassiske idrætter. Elitefodboldspilleren skal ikke nødvendigvis op i boldspil til eksamen.
Motion fylder meget i samfundet
I folkeskolereformen blev idræt og motion opprioriteret, og Anders Bergholdt efterlyser, at fagets status også følger med op i gymnasiet.
”Det er paradoksalt, så meget vi taler om kost og motion i samfundet, uden at det afspejler sig i undervisningsverdenen. Vi ved, at rigtig mange unge, når de kommer i gymnasiet, holder op med at dyrke motion på grund af lektier og fester, og vi ved, at overvægt er et større problem i dag,” siger Anders Bergholdt, som ser idræt som en vigtig almendannende del af gymnasiet.
”Det er vores opgave, at motivere eleverne til fortsat fysisk aktivitet og via idræt være med til at udvikle elevernes sociale kompetencer over for kammeraterne og medborgere i samfundet,” siger Anders Bergholdt.
Ikke eksamen på hf
På hf får kursisterne hverken årskarakterer eller går til eksamen i idræt C. Idrætslærerne foreslår, at kursisterne får en årskarakter baseret på indsatsen i undervisningen.
”Der er i forvejen mange eksamener på hf, så det er nok ikke realistisk med en mere,” siger Anders Bergholdt.
Gymnasieskolen tager temperaturen på de enkelte fag i de gymnasiale uddannelser.
Formændene for de faglige foreninger fortæller om undervisningen, udviklingen og udfordringen for deres fag.
Læs alle artiklerne:
Matematiklærere: Faget skal ikke tvinges ned over eleverne
Samfundsfag: Moderne dannelsesfag i konstant forandring
Dansklærere: For lidt tid til skriftligt dansk
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode