Tekst_
Tina Rasmussen
Foto_
Jesper Voldgaard
Den hvidhårede mand i striksweater åbner døren til skolens bibliotek og byder indenfor.
Vi skal blive længere på arbejdsmarkedet, men mange gymnasielærere er pressede og tvivler på, om de kan blive ved med at holde til jobbet. Hvad skal der til for at få gymnasielærere til at fortsætte, og hvilken styrke ligger der i ældre medarbejdere? Det sætter vi fokus på i en række artikler.
”Da gymnasiet var helt nyt, var det min opgave at opbygge biblioteket. Det er 45 år siden. De fleste af de bøger, der står her, har jeg købt, jeg tror, der er omkring 20.000,” siger han og kigger rundt på de fyldte reoler langs væggene i det lille lokale.
På et bord har han lagt digtsamlinger frem af blandt andre Pia Tafdrup, Yahya Hassan og Lone Hørslev. I øjeblikket arbejder skolens 3.g-klasser med genren i dansktimerne.
Jørgen Lauritsen er 80 år. Han stoppede med at undervise i engelsk og dansk på Ringkøbing Gymnasium for 15 år siden. Det var blevet for krævende at rette de mange skriftlige opgaver. I stedet fik han tilbuddet om at være ansvarlig for skolens bibliotek. Et deltidsjob, han stadig sætter stor pris på.
”Det var den tidligere rektor, der spurgte mig – heldigvis. Jeg var ikke meget for at skulle aflevere min nøgle til skolen.”
Det er vigtigt for ham fortsat at kunne bidrage med noget.
”Jeg holder meget af at komme på skolen og hjælpe eleverne. De er så søde, og jeg føler mig meget værdsat.”
Aftalen er, at Jørgen Lauritsen er på skolen tre dage om ugen. En time og 20 minutter hver dag. Det er bibliotekets ”officielle åbningstid”, som han siger.
”Jeg skal være her klokken 10, men plejer at komme halv ni. Så tjekker jeg min mail, får en kop kaffe på lærerværelset og sludrer med kollegerne.”
Han fortæller, at kolleger og ledelse også påskønner hans arbejde og jævnligt siger, at de håber, han bliver ved.
”Jeg føler, at det, jeg laver, betyder noget. Derfor er jeg her stadig.”
Mere end en arbejdsplads
I de perioder, hvor eleverne arbejder med de store skriftlige opgaver, har Jørgen Lauritsen flere timer og er på skolen hver dag. Han hjælper dem med at finde materialer og giver dem gerne et lynkursus i informationssøgning og kildekritik med på vejen.
Han har også fået en del ekstra timer for at hjælpe skolen med at få styr på alle de trykte ting som bestyrelsesreferater og informationsmateriale, en uddannelsesinstitution har pligt til at indlevere til Rigsarkivet.
Man skal ikke tale længe med Jørgen Lauritsen, før man fornemmer, at han har en stor kærlighed til skolen. For ham har den været meget mere end en arbejdsplads.
”Jeg føler mig virkelig knyttet til det her sted. Jeg har holdt meget af at undervise og har fået rig mulighed for at engagere mig i en masse spændende ekstra opgaver uden for huset,” siger han og remser op, at han blandt andet har været formand for opgavekommissionen i skriftlig engelsk, censor i både gymnasiet og på landets universiteter og tilsynsførende med pædagogikumkandidater.
Jørgen Lauritsen synes, det er ekstra svært at sige farvel til skolen, fordi han har været med lige fra begyndelsen. Han har ikke besluttet sig for, hvornår det er tid til at stoppe.
”Jeg tager et år ad gangen,” siger han.
Hør Jørgen Lauritsen fortælle, hvorfor han stadig arbejder
Ikke parat til at slippe skolen
Jørgen Lauritsen er ikke den eneste lærer på det vestjyske gymnasium, der har fået en ny funktion i stedet for at gå på pension. Det samme har 70-årige Hans Birger Jensen. Den tidligere fysik- og kemilærer og vicerektor er i dag økonomi- og ledelseskonsulent på deltid.
I 2021 var han egentlig klar til at stoppe, men da Lars Roesen, der på daværende tidspunkt var ny som rektor, tilbød ham den nye rolle, sagde han ja med det samme. Han var ikke parat til at slippe skolen.
”Jeg føler jo noget for skolen og vil gerne være med til at sikre, at den har det godt. Det er nok, fordi jeg har været med fra starten i 1979,” siger han.
Han kender skolen ud og ind og deler hellere end gerne ud af sin viden og erfaringer.
”Jeg har haft næsten alle de funktioner, der findes på en skole,” siger Hans Birger Jensen og begynder at remse op:
”Lærer, tillidsrepræsentant, formand for pædagogisk råd, boginspektor, vicerektor og konstitueret rektor.”
De første to år som konsulent var hans ansættelsesgrad på 20 procent. I år er han trappet yderligere ned og er kun på skolen hver onsdag formiddag. Så har ledelsen typisk samlet en bunke spørgsmål sammen, de gerne vil drøfte med ham. Tager han og hustruen en uge til København for at besøge børnebørnene, arbejder han bare en anden formiddag. Derudover kan ledelse og lærere altid ringe eller maile til ham.
”Der går ikke en uge uden spørgsmål,” fortæller Hans Birger Jensen.
Årshjul og studieretninger
Som vicerektor var det Hans Birger Jensen, der blandt andet var skemalægger, stod for skolens budget og holdt styr på lærernes arbejdstid og løn. Opgaverne er nu fordelt på andre medarbejdere, og de kan nu spørge ham til råds.
Senest har han lavet et årshjul til ledelsen, så det er tydeligt, hvilke opgaver der skal løses hvornår og af hvem, og han har sparret med ledelsen, om hvordan man får sammensat de kommende studieretningsklasser bedst muligt.
Han nyder, at han fortsat har sin gang på lærerværelset, hvor der både er hyggeligt samvær og tid til en diskussion om regeringens udspil til en reform af ungdomsuddannelserne.
”Det kunne være spændende at være med til at implementere epx, men det er jo først om seks år, og der er jeg trods alt nok stoppet,” siger Hans Birger Jensen og smiler.
Nogle dage savner han at undervise. Da en ung kollega for nylig skulle på barselsorlov i tre uger, sprang han til som vikar i kemi.
”Det nød jeg. Men det var rart, at jeg ikke skulle rette opgaver.”
”Det skal være attraktivt at blive”
Det er en meget bevidst prioritering at skabe nogle arbejdsvilkår, så gode, ældre medarbejdere kan fortsætte med at arbejde ud over pensionsalderen, hvis de har lyst, fortæller Lars Roesen, rektor på Ringkøbing Gymnasium. Skolen har ikke en nedskreven seniorpolitik, men udgangspunktet er, at ”man kan få det, som man vil have det”, siger han.
”Det skal være attraktivt at blive her. Vi finder den ansættelsesgrad og de opgaver, der passer til den enkelte,” fortæller Lars Roesen.
Ud over at gå ned i tid kan ældre lærere, der gerne vil fortsætte med at undervise, for eksempel nøjes med at undervise i deres ene fag og få en eller to skemafri dage om ugen.
Erfarne, ældre lærere, der fortsætter med at undervise eller får nye funktioner, er en gevinst for skolen, fastslår Lars Roesen.
”Det giver en tryghed og kontinuitet. De er kulturbærere og har en erfaring, som yngre kolleger kan nyde godt af. Det ville da være dumt at smide guld på gaden.”
Udover Jørgen Lauritsen og Birger Jensen har skolen lige nu en lærer på 66 år, der fortsat underviser. Derudover har skolen en sekretær, to rengøringsassistenter og en pedel på henholdsvis 65, 65, 71 og 72 år.
For et udkantsgymnasium handler det med at holde på gode medarbejdere selvfølgelig også om, at det kan være svært at skaffe nye, erkender Lars Roesen.
Han mener, at der på landets arbejdspladser og i samfundet generelt er brug for et nyt syn på ældre medarbejdere.
”Politikerne siger, at vi skal arbejde længere, og virksomheder siger, de mangler medarbejdere. Samtidig fortæller folk på 50+, at de bliver afskediget og føler sig sorteret fra, når de søger job. Det hænger jo ikke sammen. Altså undskyld, det er jo arbejdsgiverne, der har et ansvar her,” siger Lars Roesen.
Morten Abildgaard, der er tillidsrepræsentant på skolen, er glad for den tilgang, hans rektor har.
”Dygtige, ældre lærere er en ressource. Jeg er glad for, at vi her på skolen ser på den enkelte medarbejders behov. Jeg mener, det i høj grad handler om fleksibilitet og anerkendelse, hvis ældre lærere skal have lyst til at blive,” siger Morten Abildgaard, der selv har haft glæde af at kunne trække på ældre kollegers viden.
Han mener, at en blanding af unge og ældre lærere – og alle dem midt imellem – giver den bedste dynamik i et lærerkollegium.
”Det er fantastisk at være på en arbejdsplads med et så stort aldersspænd som her. Det er også sundt for eleverne,” siger Morten Abildgaard.
Han nævner selv, at en arbejdsplads, der holder fast på ældre medarbejdere, kan blive kritiseret for ikke at give plads til nye.
”Men her synes jeg, at vi har formået at gøre begge dele.”
Nedsat tid var afgørende
Nede ad en grusvej en halv times kørsel fra gymnasiet bor 69-årige Hans Ihler. På marken ved siden af huset går to islandske heste. Dem får han bedre tid til nu. For to måneder siden gik han nemlig på pension efter 41 år som lærer.
”Jeg har haft det rigtig godt på skolen. Det er mine to fag og formidlingen af dem, jeg især har brændt for,” fortæller Hans Ihler, der har undervist i biologi og naturgeografi.
Han kunne være gået på pension for fire år siden, men ville gerne fortsætte, hvis han kunne gå ned i tid.
”Jeg ville ned på to tredjedel tid, og sådan blev det, og jeg fik også en ugentlig fridag. Det sidste år havde jeg kun tre klasser. For mig var det en god måde at trappe ned på,” siger Hans Ihler, der også har været omfattet af den såkaldte aldersreduktion.
Han og hustruen Annemarie, der også netop er gået på pension, byder på kaffe og hjemmebagt æblekage i stuen på husets øverste etage, hvor der er udsigt til områdets smukke natur fra alle vinduer.
”Jeg glæder mig til flere vandre- og cykelture og til at se på dyr. Vi har både ørne, traner, gæs, fasaner og agerhøns i området,” fortæller Hans Ihler.
Rejser, modernisering af huset og tid med deres 10 børnebørn står også på de to pensionisters to do-liste.
Hans Ihler synes, det er udmærket, at nogle fortsætter endnu længere på arbejdsmarkedet, men for ham har det været rigtigt at stoppe nu. Alting har sin tid. Og så handler det også om loyalitet over for skolen.
”Jeg har det godt med at give plads til en ny generation. Jeg er altid blevet behandlet godt af skolen og vil gerne give lidt tilbage.”
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode