Hvor blev arbejdsglæden af?

Det vintervåde grus slår op til siden, da hun kører en frisk slalom igennem parkeringspladsen ved Teknisk Gymnasium Aarhus. Ved hvert sving sænker hun lige akkurat hastigheden tilpas meget til, at hun ikke skrider ud. Fotografen i bilen bagved har svært ved at følge med hendes lille Aygo. Sådan har det været, siden hun svingede ud fra indkørslen i forstaden Risskov.

Rikke Ellerbæk er ikke ved at komme for sent, men hun bryder sig ikke om at spilde tid. Hverken når hun er på vej på arbejde, eller når hun er fremme.

Men netop dét gør hun for tiden. Alt for meget.

”Jeg bruger mere tid på at forberede mig, for jeg er ikke så effektiv som tidligere,” fortæller hun senere i en pause mellem 1.g’ernes prøver i grundforløbets studieområde.
Ligesom resten af landets 14.000 gymnasielærere fik hun ny overenskomst 1. august sidste år. Og ligesom rigtig mange af dem er hun ikke stor fan.

Rikke Ellerbæk og de andre lærere på Teknisk Gymnasium Aarhus har delvis tilstedeværelsespligt. De har i år otte flekstimer om ugen, som de selv må placere, resten af arbejdet skal lægges på skolen. Fra næste år skal de ifølge Rikke Ellerbæk have fuld tilstedeværelse. Selvom ledelserne har mulighed for at indføre fuld tilstedeværelsespligt, så er det meget få skoler, hvor det er sket.

Rikke Ellerbæk er ikke den eneste, der bruger mere tid på skolen. Faktisk er det 58 procent af landets gymnasielærere, der efter den nye overenskomst bruger mere tid på skolen. Kun tre procent bruger mindre tid på skolen, viser en ny undersøgelse, som Gymnasieskolen har lavet.

Tilstedeværelsespligten, kombineret med flere opgaver og mindre tid til forberedelse, har givet store skår i arbejdsglæden.

”Nu skal man forberede sig på et bestemt tidspunkt. Fleksibiliteten i faget har betydet meget, og den er fjernet nu,” siger hun, mens hun sidder i en af skolens nye lædersofaer.

De er indkøbt for at forbedre lærernes forhold i pauserne, nu hvor de skal bruge mere tid på skolen. En slags plaster på såret, mener Rikke Ellerbæk.

Hun tilhører de 80 procent af gymnasielærerne, der i den nye undersøgelse siger, at de har oplevet et fald i deres arbejdsglæde, efter at OK 13 trådte i kraft i starten af dette skoleår.

Med Rikke Ellerbæks egne ord:

”Min arbejdsglæde er faldet. Det har været meget hårdt og stressende og frustrerende efter den nye overenskomst. Det fylder utroligt meget her på stedet, og vi taler meget om det. Vi er kollektivt deprimerede.”

Bekymring hos GL
At fire ud af fem gymnasielærere er mindre glade for deres job nu end sidste skoleår, er dybt bekymrende, mener Gymnasieskolernes Lærerforenings (GL) nytiltrådte formand, Annette Nordstrøm Hansen. Hun blev i december suveræn sejrherre ved hovedbestyrelsesvalget på netop en markant modstand mod OK 13-resultatet.

”Det er alarmerende høje tal – med forbehold for, at der jo ikke er tale om en videnskabelig undersøgelse. Alle fornuftige ledere må spørge sig selv, hvad de kan gøre for at ændre det. Vi risikerer, at lærerne søger væk fra sektoren, hvis presset bliver for stort. Både ministeriet og skoleledelserne må tage det her meget alvorligt,” siger hun.

I Gymnasieskolernes Rektorforening har de også fået ny formand. Hun hedder Anne-Birgitte Rasmussen og er til daglig rektor på Københavns åbne Gymnasium. Hun tager undersøgelsens resultat alvorligt, men mener dog, at tallene primært skyldes startproblemer.

”Det mest iøjnefaldende er, at lærerne oplever en markant mindre arbejdsglæde end før. Det er noget, man skal tænke over og finde ud af, hvad man gør ved. Det er rigtig vigtigt at få lærernes arbejdsglæde genetableret. Vi skal i gang med at få talt om de rigtig mange gode muligheder, der er i den nye overenskomst. Jeg tror bare, at de er rigtig svære at få øje på for lærerne lige nu,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.

Hun anerkender samtidig, at implementeringen af OK 13 ikke har været optimal.

”Det vil ikke være underligt, hvis der er mange lærere, der har oplevet, at ledelsen ikke er gået i dialog omkring ­implementeringen af OK 13. Man må ­acceptere, at det har været et år, hvor vi har skullet skynde os, og vi har haft fokus på at få implementeret den nye overenskomst så hurtigt som muligt. Nu er det tid til at se på, hvordan vi kan gøre det bedre i dialog med lærerne på den enkelte skole i forhold til den enkelte skoles mål,” siger hun.

GL’s formand, Annette Nordstrøm Hansen, mener dog, at der også er en anden forklaring.

”Vi har også set en lang række ledelser på gymnasierne, der samtidig med implementeringen af OK 13 har lavet besparelser, primært på forberedelsen. Det er klart, at man ikke kan skære på forberedelsen, uden at det går ud over kvaliteten. Det er også det, lærerne ifølge undersøgelsen oplever.” siger hun.

Dårligere forberedelse
Netop forberedelsen er et af de steder, der halter. Hver tredje gymnasielærer svarer i Gymnasieskolens undersøgelse, at de bruger mindre tid på forberedelse, efter at den nye overenskomst trådte i kraft. Hver syvende lærer siger, at de bruger mere tid på forberedelsen.

Rikke Ellerbæk fortæller, at hun har mindre tid til forberedelse end før. Samtidig er hendes forberedelse mindre effektiv, blandt andet på grund af de fysiske rammer, og tager derfor længere tid.

På skolen deler hun kontor med otte andre kollegaer. Her er to øer med hver fire arbejdspladser og et enkelt singlebord op ad væggen. Samtlige borde er skjult af bunker af bøger, opgaver, computere, håndskrevne noter og ledninger. Til gengæld er der nærmest ingen personlige ejendele. På væggen har nogen hængt et foto af Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen op ved siden af en lille bogreol på hjul med et klassesæt af Gyldendals røde engelsk-dansk ordbog.

Kontoret er ikke mere end 20-25 kvadratmeter stort, og lærerne må kante sig forbi hinanden, når de skal frem og tilbage. Flere sidder med store høretelefoner på for at holde støj ude.

Og det er ikke optimalt at være tvunget til at forberede sig på den måde, mener Rikke Ellerbæk, der er cand.mag. i engelsk, dansk og psykologi.

”Det er ikke særlig befordrende. Jeg kan virkelig ikke se en fornuftig grund til, at vi skal forberede os på skolen, når vi kan gøre det derhjemme,” siger hun og peger på to andre problemstillinger med forberedelsen:

”Det er svært at presse forberedelsen ind i en ramme mellem klokken 8 og 16. Jeg er jo ikke færdig med at være lærer, når jeg går hjem. Der er stadig elever, der kontakter mig om aftenen, og det vil der blive ved med at være.”

Hun tilføjer:

”Du skal jo være inspirerende for at kunne motivere eleverne, ellers bliver det dødssygt og kedeligt. Men det er jo ikke altid, den ånd lige er der, hvis man skal tvinges til det mellem klokken 14 og 16.”

Derudover er hun i år blevet pålagt flere opgaver end tidligere.

”Jeg er blevet mere presset,” siger hun.

Det påvirker hendes forberedelse.

”Jeg synes ikke, jeg har været så innovativ, som jeg var før. Og samtidig har jeg ikke kunnet rette så mange opgaver, som jeg plejer. Jeg har simpelthen ikke haft tid til det,” fortæller hun, da vi er gået ud af kontoret for ikke at forstyrre de andre lærere.

Et par af hendes kollegaer kommer ind i den lille kantine, hvor vi sidder, og slår sig ned i lædersofaerne. Adspurgt om, hvorvidt de forbereder sig lige så godt i dag som for et år siden, udbryder de i kor: ”Nej!” – med en bestemt stemmeføring, der dirrer af opsparet frustration.

En af dem tilføjer: ”Det er jo en umulighed.”

Mere stress og mindre sparring
Mange lærere melder om, at de omfattende forandringer har givet dem en travlere hverdag.

Det bekræftes af tal fra Danske Underviserorganisationers Samråd (DUS), der administrerer en psykologordning for medlemmer af GL.

I perioden 1. august til 31. december 2013 blev 84 gymnasielærere henvist til en psykolog på grund af arbejdspres. I samme periode året inden var tallet 55. Det er en stigning på 52 procent.

Selvom hun ikke har haft brug for psykolog, så kan Rikke Ellerbæk godt mærke, at hun løber stærkere end før. Ud over at hun forbereder sig mindre, så har hun også mindre tid til at udvikle fagene i fællesskab med kollegerne.

”Vi har været mere fortravlede, så vi har ikke kunnet sparre så meget, som vi gerne vil,” fortæller hun.

Hver fjerde lærer siger i Gymnasieskolens undersøgelse, at de sparrer mindre med deres kolleger end tidligere, mens 16 procent siger, at de bruger mere tid på faglig sparring.
På Teknisk Gymnasium Aarhus betyder det blandt andet, at sparring er noget, der også foregår i pauserne. Hen over smørrebrød og en tyk voksdug i frokoststuen snakker fire-fem lærere om et par 1.g-elevers indsats ved den netop overståede ­prøve i studieområdet i grundforløbet.

Her er ingen snak om X Factor eller håndbold-EM. Uanset hvilke samtaler man lytter med på rundt om bordet, hvor cirka femten lærere samler energi til næste lektion, så er indholdet fagligt. Det fremstår mere som et lærermøde med mad end en frokostpause.

”Ikke så skarp på beatet som før”
Kombinationen af at bruge mindre tid på forberedelse og sparring har fået konsekvenser for både undervisningens kvalitet og elevernes læring, mener Rikke Ellerbæk.

”Jeg synes ikke, at jeg er så skarp på beatet, som jeg har været. Et lille tegn er, at det først er her omkring jul, at jeg har lært elevernes navne. Før har jeg været meget hurtigere til det. Det synes jeg, er bekymrende, for så er det så upersonligt at være underviser, hvis man ikke kan deres navne, når man har haft dem længe,” siger hun.

En mere bramfri kollega blander sig i snakken, før han vender tilbage til computeren.

”Der bliver ikke den dynamik i undervisningen, som samfundet kræver. Elevernes mentalitet kræver, at der er ting, som er meget friske og nye, men sådan bliver det ikke. Det bliver i stedet sådan, at det er noget, der bare skal overstås, og at gymnasiet bare er røvkedeligt,” siger han.

Lærerne på Teknisk Gymnasium Aarhus er ikke alene med den opfattelse. 44 procent af landets gymnasielærere mener, at kvaliteten af deres undervisning er faldet. Kun tre procent mener, at den er steget.

Samtidig mener hver fjerde, at elevernes læring er blevet dårligere, efter at OK 13 trådte i kraft. Kun en procent af lærerne oplever, at den er blevet bedre.

Aben sendes videre
Gymnasieskolen har i flere omgange været i kontakt med Undervisningsministeriets pressekontor. De har ikke ønsket at kommentere på undersøgelsen. De siger til Gymnasieskolen, at de ikke kan kommentere på en overenskomst, som Moderniseringsstyrelsen og Finansministeriet har indgået, og henviser til de to instanser og til rektorforeningen.

Moderniseringsstyrelsen har ikke ønsket at kommentere på undersøgelsens resultater omkring undervisningskvalitet, forberedelsestid, faglig sparring og elevernes læring. Styrelsen henviser til, at det er Undervisningsministeriets område.

Et enkelt spørgsmål i undersøgelsen vil Moderniseringsstyrelsen dog gerne kommentere på. I en skriftlig udtalelse om lærernes faldende arbejdsglæde siger vicedirektør i Moderniseringsstyrelsen Barbara Bertelsen:

”Tallene bekræfter, hvor vigtigt det er, at lederne på de statslige arbejdspladser har fokus på at sikre et velfungerende og tillidsfuldt samarbejde og et godt psykisk arbejdsmiljø. Og dette gælder naturligvis ikke mindst, når der sker større forandringer, som det er tilfældet med overgangen til de nye arbejdstidsregler på gymnasierne. Vi har en fælles opgave med at sikre en vellykket implementering af OK 13, og jeg er sikker på, at de lokale ledere har stort fokus på dialogen med lærerne i den forbindelse.”

Generelt er Moderniseringsstyrelsen ikke nem at få i tale for journalister. Selvom styrelsen blev omtalt i 3.792 artikler sidste år, udtalte Barbara Bertelsen, der har ansvar for arbejdsgiverområdet, sig kun i fire artikler. Det viser en optælling i artikeldatabasen Infomedia. Styrelsens direktør, Niels Gotfredsen, udtalte sig i én artikel.

Tavshed er guld
Når man beskæftiger sig med gymnasielærernes arbejdsforhold, er der generelt mange, der ikke har lyst til at udtale sig. Også blandt lærerne selv.

I forbindelse med researchen til denne artikel har Gymnasieskolen været i kontakt med en række gymnasielærere, der alle har sagt nej til at udtale sig til citat af frygt for ledelsens reaktion.

Og det er ikke kun de menige lærere, der frygter konsekvensen ved at udtale sig. I slutningen af 2013 viste en undersøgelse i Gymnasieskolen, at hver sjette tillidsrepræsentant på gymnasierne mener, at de og deres kolleager de seneste år er blevet mindre tilbøjelige end tidligere til at kritisere forhold på arbejdspladsen af frygt for ledelsens reaktion.

Rikke Ellerbæk sagde først endelig ja til at deltage efter at have spurgt sin ledelse om lov.

Enhedslisten: Det var det, vi frygtede
På Christiansborg mener Enhedslisten, at undersøgelsens resultater viser, at de fik ret i deres forudsigelser omkring den nye overenskomst.

”Det var lige præcis det her, vi frygtede skulle ske. Tallene kommer ikke bag på mig. Det er meget få gymnasielærere, der synes, at undervisningen er blevet bedre. Kvaliteten hænger sammen med forberedelsen, og forberedelsestiden er afgørende,” siger Rosa Lund, der er uddannelsesordfører for Enhedslisten, og tilføjer:

”Den langsigtede konsekvens er, at vores gymnasieelever bliver dårligere. Alle kræver, at vi skal konkurrere mod kineserne, men det kan vi ikke, hvis undervisningen bliver dårligere.”

Den opfattelse er Venstres uddannelsesordfører, Peter Juel Jensen, der selv er uddannet folkeskolelærer og tidligere viceskoleinspektør, helt uenig i.

”Det er nogle skrækkelige tal,” er hans første reaktion efter at have fået præsenteret tallene.

”Men jeg tror, at det her er ren og skær psykologi. De gymnasielærere, jeg taler med, er stadig motiverede og finder stadig stor mening i at gå på arbejde. Som faggruppe føler de sig måske lidt kørt over efter OK 13, og så er det svært at tage de positive briller på,” siger han.

”Jeg har indtryk af, at der er en god dialog derude. Som medarbejder er man med i bestyrelsen og samarbejdsorganer, så man er ikke afskåret, men hvis jeg var leder på et gymnasium, så ville jeg kræse lidt ekstra om mine medarbejdere og få taget en grundig dialog,” tilføjer han.

Kommunikation er alfa og omega
Når så mange lærere er utilfredse med situationen, må man især se på ledelsernes kommunikation, mener Steen Hildebrandt, der er professor i organisations- og ledelsesteori ved Aarhus Universitet og CBS i København.

”Det er meget banalt. Kommunikationen til medarbejderne omkring det nye, der skal ske, er uhyre væsentlig. Der skal klarhed over, hvad der skal ske, hvorfor det skal ske, hvad der er begrundelsen, motiverne, perspektiverne, og hvad resultaterne vil blive. Man kan ikke anstrenge sig nok,” forklarer han.

Gør ledelsen ikke det, så er det svært at få medarbejdernes opbakning.

”Man skal informere flere gange, og man skal være tydelig. Man skal skabe en opfattelse af det nye, så lærerne oplever, at det er meningsfyldt. Grunden til, at mange føler, at deres arbejdsglæde bliver reduceret, er, at de ikke kan se mening eller forbedring med det nye,” siger Steen Hildebrandt.

Usikker fremtid frustrerer
For Rikke Ellerbæk har overenskomsten efterladt mange spørgsmål.

”Det er et kald at være underviser. Man er glad for sine fag, og dem beskæftiger man sig med hele tiden. Men hvordan bliver det fremover? Kan det hænge sammen fremover? Er det dét her, jeg vil?” siger hun.

Hendes kollegas ord fra tidligere på dagen hænger stadig i luften: ”Hvis udviklingen fortsætter, så kommer gymnasiet kun til at tiltrække folk, der ikke kan finde job andre steder. Det er ikke attraktivt at knokle her, når man kan få 10.000 kroner mere et andet sted.”

For Rikke Ellerbæk er pengene dog ikke det vigtigste.

”Jeg er ikke så interesseret i en høj månedsløn, jeg vil hellere have et fag med højt til loftet og et fag i udvikling.”

Ud på eftermiddagen er hun færdig med at forberede sig til morgendagens fortsatte prøver. Efter endnu en hidsig biltur ser hun sin datter træne håndbold. For første gang i løbet af dagen er hun et sted, hvor tiden ikke er vigtig.