Sted: Teknisk Gymnasium Viby
Dato: 9. oktober 2018
Et par gange om ugen graver en 3.g-klasse regnorme op til deres aborrer. Aborrerne er opkaldt efter skolens rektor, Ivan, og de er fanget i lærerens egen sø på en tur i bioscience. Aborrerne sluger de slimede regnorme, uvidende om at de om et par måneder skal være forsøgsdyr til et eksamensprojekt. Eleverne vil fodre fiskene med melorme og undersøge, om melormenes giftstoffer overføres til fiskenes afkom.
I bioscience på A-niveau arbejder 3.g-klassen med et fælles projekt om bioethanol. De laver forsøg, hvor de skal måle pH-værdien i forskellige cellulosekilder, når de tilsætter forskellige enzymer. De skal finde det enzym, som giver den laveste pH-værdi, som indikation på at cellulosen spaltes mest optimalt. Eleverne får ikke nogen forsøgsvejledning at støtte sig til. De skal selv tænke ud af boksen.
“Jeg er nok lidt excentrisk,” siger Caroline Amalie Holmen Pedersen, som går i 3.g på Teknisk Gymnasium Viby. Hendes øjne skifter farve ved hjælp af specielle kontaktlinser. Om et par uger skal klassen have crime scene-temauge, og så er det tid til røde øjne.
I 26 år har Lene Troest Kjeldsen undervist på Teknisk Gymnasium i Viby og Skanderborg. Hun underviser i teknologi, bioteknologi, biologi og bioscience. Bioscience hører under teknikfagets ene hovedområde (proces, levnedsmiddel og sundhed). Hendes motto er “Sæt faglighed på fantasien”, for hun kan ikke lade være med at lave nye projekter og eksperimenter med eleverne. Hjemme i fryseren ligger en mårhund klar til 2.g’erne, der skal lave en opgave om biodiversitet og invasive arter. Hun arbejder for tiden på at få fremskaffet slangegift fra Randers Regnskov til et proteinforsøg.
Teknikfaget er specielt for htx. Iværksætteri, tværfaglighed og kreativitet er i fokus. Teknikfaget består af tre områder: byggeri og energi, design og produktion samt proces, levnedsmiddel og sundhed. Indenfor disse kan eleverne frit vælge fag.
Eleverne kan vælge teknikfag på tværs af skolerne: Teknisk Gymnasium Viby, Teknisk Gymnasium Skanderborg og Aarhus Gymnasium.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode