Forældre og elever har sat sig til rette for at høre om de mange uddannelser på Sydkysten Gymnasium – stx, hhx, htx og eux. En elev fortæller, at hun har planlagt at besøge syv ungdomsuddannelser, inden hun beslutter sig. Lærerne fortæller, at de er bevidste om, at de er i konkurrence om de unge ansøgere, og orienteringsaftenen er derfor altid spændende.
Veninderne Sidra Latif, Ayesha Khalid og Maryam Khan er sikre på, at de vil søge ind på Sydkysten Gymnasium, men de vil gerne høre mere om skolen og studieretningerne. Gymnasiet åbner mange døre til fremtiden, mener pigerne. To af dem er sikre på, at de vil vælge stx, mens Maryam Khan også overvejer hhx.
Værkstederne på htx er åbne, og elever og lærere fortæller om en uddannelse, hvor der ikke er langt fra teori til praksis. Robotter, selvbyggede maskiner, biler og elektronik bliver vist frem, og lærerne roser elevernes kreative opgaver.
Tobias Cadin (tv.) er uddannet pædagog og er ansat som social- og trivselsmedarbejder på Sydkysten Gymnasium. Jeg snakker med eleverne om mange ting og hjælper dem, som har det svært, fortæller han. Ihsan Farah (th.) er elevrådsformand og fortæller, at “alle snakker med alle” på skolen, og at det er et rart sted at være.
Lucas Lorentzen går i 3.g, og han rapper to numre for de nye elever, som er på rundvisning på skolen. Han og nogle andre elever på gymnasiet mødes jævnligt og spiller musik sammen.
Et skoleår består af cirka 200 skoledage og en næsten uendelig række af stunder. I denne serie indfanger Gymnasieskolen i billeder og tekst glimt fra hverdagens gymnasieliv.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode