Efter omkring et års samliv med coronaen og alt, hvad den har ført med sig af restriktioner, hjemmetid og omlægning af vaner, er det gået op for mange, at det, vi antog som normalt, ikke nødvendigvis er det bedste. Det var bare sådan, terningerne tilfældigvis landede, da cementen i fundamentet størknede. Men vi må give coronaen det, at den har tvunget os til at se på vores hverdagspraksisser i et forandrende lys. Coronaen har vist os alle, at de forestillinger, som vi troede var uforanderlige, i virkeligheden er plastiske – og hele tiden har været det. Netop den erkendelse er vigtig i disse år, hvor vi står foran en eskalerende klimakrise, og der er derfor mere end nogensinde før brug for en samlet gymnasiesektor, der tør gentænke de sigtelinjer, som vi hver og en navigerer efter. Alle os, der til daglig slår vores folder på gymnasier landet over, ved, at vi – gennem vores elever – har noget helt afgørende at bidrage med, når det handler om at lægge grundlaget for morgendagens samfund, og dermed også den omfattende bæredygtige omstilling, som i mærkbar grad vil komme til at præge de næste mange årtier.
Den formbare alder
Den danske gymnasieskole indtager en både unik og fremtrædende position i det nationale uddannelseslandsskab. I årtier har gymnasieskolen varetaget en betydelig samfundsopgave, som både er dannende og uddannende. Det har vi gjort i tale og i handling og altid med en krog i det omgivende samfunds aktuelle tilstand og udfordringer. Gymnasieskolen har aldrig været en ø, men altid en dybt integreret del af samfundet. Det skal den blive ved med at være.
I den formbare alder mellem 15-19 år, mens eleverne går på vores skoler, udvikler de sig enormt. Fra usikre 1.g’ere med flakkende blikke og skiftende frisurer til studenter med mod på såvel tilværelsen som det videre studieliv. Men vigtigst af alt, så udvikler vores elever sig i gymnasieårene til at være ansvarsbevidste borgere. Dette er ikke blot en løs påstand, men et faktum, som bærer sit eget klare bevis i alle dem, for hvem den personlige udvikling, som de gennemgik i gymnasieårene, står som noget helt særligt. Vi skal være stolte over, at vi har været – og fortsat er – med til give danske borgere et varigt dannelsesaftryk, og det er denne oparbejdede tradition for at bidrage til samfundets positive udvikling, som vi i disse år skal videreudvikle.
Vi tror på, at alle de fag og fakulteter, der i dag er repræsenteret i gymnasieskolen, kan og skal bidrage i den bæredygtige omstillingsproces.
Når FN i sin rapport fra oktober 2018 skriver, at for ”at begrænse den globale opvarmning til 1,5 grader celsius [så vil det] kræve hastige og vidtrækkende omstillinger uden fortilfælde af enhver side af samfundet”, er det et alarmerende budskab, der ikke er til at misforstå. Vi tror fuldt på, at gymnasieskolen kan og skal bidrage til denne omstilling. Det gør vi, fordi netop gymnasieskolen kan tilføre den bæredygtige omstilling noget essentielt og med en bred gennemslagskraft, som ingen andre af vores velfærds mange institutioner ville kunne. Hvis vi som samfund skal nå i mål med den bæredygtige omstilling, og hvis gymnasieskolen skal fastholde sin helt unikke position i dansk dannelses-, uddannelses- og ungdomsliv, er det afgørende, at vi i gymnasieskolen melder os på banen og er parate til at tage vores del af dette store, kollektive ansvar. Vi er klar – og vi drømmer om en gymnasieskole, der aktivt bidrager til den bæredygtige omstilling.
Lyt til protesterne
En bæredygtigt orienteret gymnasieskole er på den vis en del af svaret på det endnu uformulerede spørgsmål, som vi begynder at ane konturerne af i kølvandet fra de protester, som børn og unge verden over har igangsat i løbet af det seneste år. Unge, som erklærer sig enige i Greta Thunbergs velplacerede uddannelseskritik, hvori et uddannelsessystem, der ikke i overvejende grad forbereder sine elever på den fremtid, som alle siger kommer, ingen mening giver. Det handler i høj grad om, hvordan uddannelsessystemet i bredeste forstand kan indrettes for og til de udfordringer, som verden står over for i dag og i morgen.
Lad os komme de unge i møde. Lad os lytte til deres protesters indhold og indlede en national diskussion om, hvordan vi udvikler uddannelsessektoren, herunder også gymnasieskolen. En nødvendig transformation, der – helt i tråd med klimapanelets anbefalinger – bør hvile på den forudsætning, at enhver side af samfundet skal bidrage, hvis vi skal gøre de bæredygtige ambitioner til bæredygtig virkelighed. Gymnasieskolen er en del af dette samfund og skal derfor også være en del af forandringen.
Alle fag og fakulteter skal bidrage
Nogle antager, at den bæredygtige omstilling vil komme i mål alene gennem teknologisk innovation, og at vi derfor i uddannelsessektoren blot bør opprioritere de naturvidenskabelige fag. I vores perspektiv er dette et klart fejlvalg, som på sigt kan vise sig skæbnesvangert. Vi tror på, at alle de fag og fakulteter, der i dag er repræsenteret i gymnasieskolen, kan og skal bidrage i den bæredygtige omstillingsproces.
Gymnasieskolen kan tilføre den bæredygtige omstilling noget essentielt og med en bred gennemslagskraft, som ingen andre af vores velfærds mange institutioner ville kunne.
De humanistiske fag vil kunne bidrage med etiske perspektiver omkring, hvad mennesket og dets relation til naturen er og kan være, ligesom humaniora også står centralt i den kæmpe formidlings-, kommunikations- og vidensdelingsopgave, som vi alle står over for. Samfundsvidenskaberne vil kunne bidrage med en forståelse af de præmisser, som vores forskellige samfundstyper hviler på, og ikke mindst hvordan vi som (verdens)samfund kan arrangere og organisere os på andre, alternative måder, som i højere grad vil hjælpe omstillingen i gang. De kunstneriske fag arbejder med billeder, ord, sange og andre alternative udtryksformer; forskelligartede kunstneriske greb, som historisk set har været vigtige og virkningsfulde elementer for større samfundsforandringer. Og endelig bidrager naturfagene selvfølgelig med konkret faglig indsigt i teknologi og ressourceforvaltning, ligesom naturvidenskaben også bibringer en dyb forståelse af det komplekse artssammenspil og den gensidige afhængighed, som livet på planeten Jorden er betinget af. Der er ikke ét af disse i alt fire perspektiver, som er mere eller mindre værd end de andre, og derfor er alle fag og fakulteter også lige væsentlige at have blik for i gymnasieskolens bidrag til den bæredygtige omstilling.
Et miniaturesamfund
Men det handler om mere end blot fag, fakulteter og uddannelse. Gymnasiet er så meget mere end det, der kan udledes af et ugeskema. Gymnasiet er i sig en slags samfund in miniature, og derfor bør vi – som det omgivende samfund – også forholde os til samtlige af gymnasiets enkeltdele, hvis vi skal i mål med omstillingen.
Det handler i høj grad om, hvordan uddannelsessystemet i bredeste forstand kan indrettes for og til de udfordringer, som verden står over for i dag og i morgen.
Lærere, elever, TAP’er og ledere bør i fællesskab formulere ambitioner for, hvordan deres arbejdsplads og gymnasium skal imødekomme og håndtere den interne omstilling. Det handler om indkøbspolitik, IT-aftaler, genbrug, printløsninger, forventninger til studieture og anden transport, affaldssortering, kantineordning med mere. I en samlet betragtning er det aftryk, som vi som arbejdspladser sætter på klimaet, mindst lige så vigtigt og symbolsk væsentligt for den bæredygtige omstilling som det aftryk, vi som uddannelsesinstitutioner sætter på vores elever.
Ministeren med i klimaråd
Som et første skridt i den rigtige retning foreslår vi, at børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil tildeles en plads i regeringens klimaråd på linje med tunge ressortområder som transport, energi, forsyning, klima, skat, fødevarer, transport, forskning og erhverv. Først når Rosenkrantz-Theil sidder med om bordet, vil hun have mulighed for at påvirke sine ministerkolleger og overbevise dem om, at den største accelerator for forandring i samfund som det danske er børne- og undervisningssektoren, og en gang for alle slå fast, at hvis denne sektor trækkes ud af ligningen eller gøres til et sekundært redskab, bliver den bæredygtige omstilling ikke blot svær, men direkte umulig.
Klar til en ny kurs
Det er med ovenstående idéer og perspektiver in mente, at vi gerne vil opfordre børne- og undervisningsministeren til, i tæt samarbejde og dialog med alle, der har lyst, at starte en målrettet proces, der skal munde ud i en gentænkning af gymnasieskolens dannelses- og uddannelsesmæssige koordinater, således at den bæredygtige omstilling tildeles en langt mere central placering i alle led af den unikke ungdomsuddannelse, som vi alle ønsker det bedste for. I Gymnasieskolernes Klimaalliance er vi klar. Klar til at sætte en ny kurs for vores ungdomsuddannelser. Klar til at tage vores del af ansvaret for den bæredygtige omstilling. Fordi vi kan, vil og skal.
Anette Hestbæk Jørgensen er rektor på Aurehøj Gymnasium.
Sara Mac Dalland er rektor på Det fri Gymnasium.
Mads Strarup er vicerektor på Københavns åbne Gymnasium.
De tre kronikører er initiativtagere til Gymnasieskolernes Klimaalliance.
Gymnasieskolernes Klimaalliance er et gymnasialt uddannelsesnetværk, som ser det som sit hovedformål at understøtte og styrke sammenhængen mellem gymnasiets forskelligartede opgaver og den bæredygtige omstilling. Gymnasieskolernes Klimaalliance blev etableret i februar 2020 og består i skrivende stund af 43 gymnasier spredt ud over hele Danmark.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode