Gymnasier brander sig for at overleve

G ymnasierne gør mere og mere for at brande sig. De udbyder hidtil usete studieretninger for at skabe sig en kunstnerisk eller naturvidenskabelig profil. Og de ansætter professionelle kommunikationsmedarbejdere, der kan sælge gode historier til medierne – alt sammen for at tiltrække sig de bedste elever.
Ifølge Ane Qvortrup, der er ph.d. og adjunkt ved Institut for Uddannelse og Pædagogik (tidligere DPU), Aarhus Universitet, er det en naturlig udvikling set i lyset af de nye styringsmekanismer i gymnasiet. Hun mener, det er en strategisk nødvendighed i deres nuværende økonomiske situation.
”Gymnasierne er blevet bevidste om, at hvis de skal overleve, bliver de nødt til at udarbejde salgstilbud for at tiltrække elever til skolen,” forklarer hun.
Hun vurderer, at denne situation har både positive og negative konsekvenser. På den ene side er det positivt, at gymnasierne får øjnene op for, hvad verden uden for de røde mursten efterspørger, og forsøger at efterleve det. På den anden side har det en række mindre positive konsekvenser.
Peter Henrik Raae, der er ph.d. og lektor ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier (IFPR), Syddansk Universitet, er nervøs for fremtiden, hvis brandingtendensen eskalerer.
”Branding kan true, i det øjeblik den bliver for voldsom, og gymnasierne ender som små selvstændige enheder, der kæmper på et marked. Og tradition og ansvaret for fællesskabet forsvinder i alles kamp mod alle,” advarer Peter Henrik Raae.

Selveje kræver branding
Ane Qvortrup knytter det øgede fokus på branding i gymnasiet direkte sammen med reformen og overgangen til selveje, hvor hvert enkelt gymnasium løsrev sig fra Undervisningsministeriet og startede hver deres forretning med egen formue, vedtægt og uafhængig ledelse.
”I det øjeblik man fungerer på markedsvilkår, er man en forretning. Og hvad gør forretninger for at tjene godt? De reklamerer på den rigtige måde,” fastslår hun.
Ane Qvortrup er medredaktør på antologien Det styrer for vildt – Om paradokser i styring af pædagogik. Den udkommer til september og handler blandt andet om branding og nye styringsteknologier i uddannelsessystemet.
Ane Qvortrup mener, der er mange gode intentioner i reformen, men hun tror, der er nogle utilsigtede og uhensigtsmæssige konsekvenser af den, som man ikke har haft blik for, inden man igangsatte den. Konsekvenser, som begynder at kunne ses nu.
”Der er en uhensigtsmæssig dobbelthed i, at gymnasierne skal arbejde for og med hinanden, samtidig med at de alle er i indbyrdes konkurrence,” siger hun.

Sociale konsekvenser
Det gælder om at skille sig ud fra mængden. Sankt Annæ Gymnasium i København er for musikerne. Oure Gymnasium er for de aktive sportsfolk. Og flere slår sig op som globale gymnasier, hvor eleverne for eksempel skal på studietur til Kina. Men det er langtfra alle teenagere, der har råd eller personligt overskud til en længere studietur. Og det kan føre til nye eksklusionsmekanismer, hvilket betyder, at for eksempel studieturen kan være med til at styrke eller ligefrem skabe sociale forskelligheder, mener Ane Qvortrup.
Specielt i storbyerne er konkurrencen om de ”rigtige” elever hård.
”Når gymnasier forsøger at håndplukke elever fra de bedste postnumre, skaber det en skævvridning i systemet og leder tankerne hen på A- og B-gymnasier,” siger Peter Henrik Raae.
Han mener dog, at fordelingsudvalg og faglig styring stadig holder gymnasierne i skak, så fordelingen på A- og B-hold endnu ikke er en realitet.
”Vi har slet ikke set branding af danske gymnasier i fuldt flor endnu,” forsikrer han.
Men A- og B-gymnasier kan snart blive virkeligheden. For de, der får sig brandet godt, formår at tiltrække sig de gode elever, og dermed klarer de sig godt i konkurrencen, og de får mulighed for at udbygge deres aktiviteter. De opnår gode resultater, som de kan bruge til at brande sig endnu bedre. Omvendt er der nogle gymnasier, der ikke brander sig. De vil få problemer med at tiltrække elever. Et lavt elevtal giver dårlig økonomi. Det går ud over udbuddet af valgfag, og skolen kan få problemer med at fastholde lære­re. Peter Henrik Raae henviser til tendensen på Københavns Vestegn, hvor eleverne søger uden om deres lokale gymnasium for at komme ind til bymidten.
”De risikerer at havne i en negativ spiral og kan komme bagud i kampen om elever, når ungdomsårgangene snart bliver mindre,” siger han.

Branding på resultater
I dag er det et lovkrav, at gymnasierne har deres gennemførelsesprocent og karaktergennemsnit offentligt tilgængeligt på deres hjemmesider. Tallene kan bruges til at underbygge en skoles brand med konkrete beviser på succes – altså for de skoler, som har et karaktergennemsnit, som er værd at skilte med. Ane Qvortrup mener, det er en uheldig udvikling at brande på resultater, da det starter en kamp om at tiltrække de ”rigtige” elever og kan resultere i strategisk karaktergivning.  
”Hvis vi forestiller os en skole, hvor elevsøgningen er faldende, og økonomien dårlig, kan det være sidste udvej for lærerne at give højere karakterer i et forsøg på at fastholde deres job og skolens eksistens,” siger hun. Men hun understreger, at der er tale om et scenario i yderste konsekvens.
Der har været tale om at ændre på kravet om, at resultaterne skal være offentligt tilgængelige på hjemmesiderne. Ane Qvortrup mener dog ikke, en eventuel ændring vil gøre den store forskel.
”De skoler, hvis gennemsnit er værd at prale af, vil stadig fremhæve det på hjemmesiden. Mens de, der vælger at holde tallene hemmelige, vil blive set på som dårlige gymnasier,” forudser hun og konstaterer: ”De gode elevresultater er jo skolens vare så at sige.”

Etisk forfald
Branding påvirker ikke kun kommende gymnasieelever og deres forældre. Branding påvirker i høj grad også lærerne. Man kunne umiddelbart forestille sig, at et tydeligt brand vil skabe stærk enhedsfølelse blandt lærerne på en stor skole. En undersøgelse viser imidlertid, at enhedsfølelsen er blevet mindre på skolerne. Undersøgelsen er gennemført på baggrund af interview med gymnasielærere i forbindelse med antologien Det styrer for vildt. I antologien kommer det frem, at der har fundet en asocialisering sted.
”Lærerne føler sig forvirrede og stillet over for modstridende krav, fordi det er blevet tydeligt for dem, at skolens brand og virkeligheden ikke hænger tilstrækkeligt sammen,” forklarer Ane Qvortrup og fortsætter.
”Man brander sig altså på én måde, men gør noget andet indadtil.”
På en konference om kultur og læring sidste efterår, hvor Ane Qvortrup holdt oplæg, opstod en debat om gymnasiers brug af branding. Hun fortæller, at en gymnasielærer udtrykte sig meget ærligt om, at de på hans skole brandede sig på noget, som ikke var rigtigt. Men at det var et faktum, de levede med og i øvrigt forsøgte at forbedre, så godt de nu kunne. En ansat fra kommunens forvaltning blev fortørnet og mente, at man var gået i etisk forfald. Forvaltningen iværksætter nemlig tiltag på grundlag af den virkelighed, skolerne signalerer udadtil, hvilket i dette tilfælde var det forkerte.
”Jeg tolker det hverken som etisk eller moralsk forfald, men en nødvendig konsekvens af selvejet,” siger Ane Qvortrup.