Artikel
GL: Uacceptabelt at der er forskel på læreres ytringsfrihed
Annettenordstrøm

GL: Uacceptabelt at der er forskel på læreres ytringsfrihed

Inden du som gymnasielærer ytrer dig offentligt, skal du lige sikre dig, at du faktisk må. For der er forskel på gymnasielæreres ytringsfrihed, alt efter om man er ansat på et alment gymnasium eller et erhvervsgymnasium.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Ikke alle gymnasielærere har samme grad af ytringsfrihed.

Det bekræfter Undervisningsministeriet nu i en mail til gymnasieskolen.dk:

“Ministeriet oplyser, at lærere ved private gymnasier og erhvervsgymnasier ikke er omfattet af de regler og principper, der gælder for offentligt ansatte, da denne gruppe lærere ikke er en del af den offentlige sektor. Men de er som alle andre beskyttet af bestemmelserne om ytringsfrihed i Grundloven og Den Europæiske Menneskeretskonvention.”

Gymnasieskolen har siden interviewet med Folketingets Ombudsmand været interesseret i ministeriets tolkning af ytringsfriheden for gymnasielærere ansat på erhvervsskoler og private gymnasier.
Folketingets Ombudsmand, Jørgen Steen Sørensen, gjorde efter interviewet nemlig opmærksom på, at han ikke havde forholdt sig til, hvad der gælder på private gymnasier og erhvervsgymnasier. Her henviste han til Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling. Ministeriet har dog kun ønsket at svare skriftligt.

Regler bør være ens for alle
Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Annette Nordstrøm Hansen, er ikke tilfreds med svaret:

“Det er helt uacceptabelt, hvis gymnasielæreres ytringsfrihed er forskellig, når de er ansat på et erhvervsgymnasium frem for et alment gymnasium,” siger Annette Nordstrøm Hansen og uddyber:

“Begge institutioner er finansieret af offentlige midler, så der må gælde de samme vilkår for lærerne.”

GL-formanden understreger, at det er en vigtig sag, som både GL og Akademikerne vil forfølge.

“Ombudsmanden slog jo utvetydigt fast, at lærere har ret til at ytre sig. I afgørelsen lå der også en forståelse af, at offentligt ansattes ytringer er vigtige for at udvikle den offentlige sektor,” siger Annette Nordstrøm Hansen og henviser til gymnasielærer Søren Wilhjelm, der blev afskediget af Campus Bornholm for at have handlet illoyalt over for sin arbejdsplads.

Læs: Ombudsmand kritiserer fyring af gymnasielærer

Usund tavshedskultur
Efter Ombudsmandens afgørelse har GL ændret sin vejledning om ytringsfrihed.

“Vi har lagt mere vægt på de offentligt ansattes ret til at ytre sig. Men vi skriver også, at i en tid med nedskæringer kan det være hensigtsmæssigt at ytre sig i fællesskab,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Det er et stort problem, at flere holder op med at ytre sig, understreger GL-formanden.

“En usund tavshedskultur breder sig i en tid med store nedskæringer. Lærere tør ikke ytre sig eller blande sig i diskussionen af frygt for at fremstå som et brokkehoved,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Dialog med lederne
GL’s formand foreslår, at man i skolernes samarbejdsudvalg tager diskussionen om, hvordan man forholder sig til emnet.

“Samarbejdsudvalget skal opfordre til en konstruktiv dialog, så lærere tør ytre sig, og ledelser forholder sig til medarbejdernes ytringer,” siger Annette Nordstrøm Hansen, der også vil tage initiativ til at drøfte det med lederforeningerne.

Sikre genansættelse
Derudover vil GL kigge på de ansættelsesretlige konsekvenser.

“Det var helt exceptionelt, at det lykkedes for GL at få Søren Wilhjelm genansat på Campus Bornholm. Der er jo ikke nødvendigvis en sikkerhed for, at man bliver genansat, hvis man er blevet uretmæssigt fyret,” siger GL-formanden, der vil arbejde for at sikre retten til at blive genansat.

Ingen kommentar fra ministeren
Da lovgivningen ifølge ministeriet er klar, har gymnasieskolen.dk ønsket at få undervisningsministerens mening om det. Men hun har afvist med henvisning til en travl kalender.

Gymnasieskolen.dk understregede herefter, at redaktionen havde tid til at vente på, at der var tid i ministerens travle kalender, da spørgsmålet er af stor vigtighed for mange gymnasielærere.
Men ministeren kan stadig ikke finde tid til et kort interview.

Rammer for offentligt ansattes ytringsfrihed

  • Man skal gøre det klart, at man taler på egne vegne - og ikke skolens.
  • Man skal respektere sin tavshedspligt.
  • Man må ikke udbrede injurier eller være for grov i sin form.
  • Man skal ikke fremkomme med oplysninger, der er bevidst forkerte.

Kilde: Folketingets Ombudsmand

 

Offentligt ansat eller ej?

  • Som gymnasielærer er man offentligt ansat, hvis man er ansat på et alment gymnasium, hf eller et VUC.
  • Som offentligt ansat har man ytringsfrihed til at ytre sig offentligt om sin arbejdsplads. Det skyldes, at offentlige arbejdspladser er underlagt forvaltnings- og offentlighedsloven.
  • Er man underlagt forvaltnings- og offentlighedsloven er man forpligtet til partshøring og aktindsigt.
  • Erhvervsgymnasier placeret sammen med et alment gymnasium, hf eller VUC hører under forvaltnings- og offentlighedsloven. Og her anses alle gymnasielærerne for at være offentligt ansatte.
  • Det gælder dog ikke for private gymnasier og rene erhvervsgymnasier - for rent forvaltningsmæssigt regnes de for at være private institutioner.
 

Hvorfor forskellen?

  • Forskellen mellem erhvervsgymnasier og almene gymnasier skyldes et levn fra fortiden.
  • Erhvervsskoler og hermed erhvervsgymnasier regnes forvaltningsmæssigt for at være private selvejende uddannelsesinstitutioner. Det skyldes den måde, som mange erhvervsskoler fra starten blev finansieret på. Her var det blandt andet private virksomheder, som skød kapital i institutionerne. Hvis staten pludselig valgte at gøre disse institutioner til offentlige institutioner, ville det svare til ekspropriering.
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater