Regeringen nedsætter nu en ekspertgruppe, der skal komme med bud på, hvordan man kan erstatte den nuværende karakterskala. Det oplyser Børne- og Undervisningsministeriet.
“Ekspertgruppen skal opstille mulige modeller for en ændret karakterskala, der løser de udfordringer, som blev identificeret i evalueringen, samt præsentere fordele og ulemper ved de enkelte modeller,” står der i kommissoriet til ekspertgruppen.
I januar sidste år offentliggjorde den daværende regering en større evaluering af karakterskalaen, der blandt andet pegede på, at der er for store spring mellem skalaens midterste karakterer, 4-7-10, at skalaen fokuserer for meget på fejl og mangler, og at det ikke er muligt at anerkende den ekstraordinære præstation med 7-trinsskalaen.
Løsningen på den sidstnævnte udfordring var ifølge den daværende regering at indføre karakteren 12+, men det forslag blev meget hurtigt fjernet fra bordet, da uddannelses- og forskningminister Ane Halsboe-Jørgensen (S) trådte til ved regeringsskiftet. Siden har der været lidt stille fra regeringen omkring karakterskalaen, men nu har ekspertgruppen frem til udgangen af september til at finde nye bud på udfordringerne.
Ekspertgruppens forslag vil danne udgangspunkt for et regeringsudspil i efteråret 2020 og efterfølgende politiske forhandlinger, skriver Børne- og Undervisningsministeriet.
Helt ny karakterskala
Formanden for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) er glad for, at man endelig fortsætter arbejdet med at ændre karakterskalaen.
“Vi har længe sagt, at man ikke bør fortsætte med den nuværende karakterskala, fordi den har pænt sagt en del udfordringer,” siger Tomas Kepler, der er formand i GL.
Rektor på Roskilde Universitet Hanne Leth Andersen har tidligere kommet med et forslag til en modificeret 7-trinsskala, men i virkeligheden ser GL helst, at man finder frem til en helt tredje løsning.
Læs: ”Karakterskala er blevet for tjeklisteorienteret”
“Hanne Leths forslag er da et skridt fremad, fordi man nivellerer springene mellem karaktererne, og man slipper af med den negative dumpekarakter,” siger Tomas Kepler og tilføjer:
“Men karaktererne springer stadig mere end et point, og det, tror jeg, påvirker elevernes syn på karaktererne, for jo større spring der er mellem karaktererne, jo mere er der på spil for eleverne.”
Det er jo lærerne, der skal bruge karakterskalaen som et fast værktøj og give karakterer til eleverne, derfor er det da besynderligt, at vi ikke er bedre repræsenteret.
Da man gik fra 13-skalaen til 7-trinsskalaen mistede man en karakter i midten, hvor karaktererne samtidig lå helt tæt, påpeger Tomas Kepler.
“Hvis man nu laver en hel ny karakterskala, kan man også få en eller flere karakterer i midten af skalaen, som er vigtig, i forhold til at eleverne kan se en progression i deres udvikling, i små skridt og uden en masse på spil fra et trin til det næste,” siger Tomas Kepler.
Lærernes faste værktøj
Det er fint, at det er et ekspertudvalg, der nu skal komme med løsningsmodeller, mener Tomas Kepler
“Men i GL undrer vi os noget over fraværet af en repræsentativ gymnasielærerstemme,” siger Tomas Kepler og uddyber:
“Det er jo lærerne, der skal bruge karakterskalaen som et fast værktøj og give karakterer til eleverne, derfor er det da besynderligt, at vi ikke er bedre repræsenteret,” siger Tomas Kepler.
Han opfordrer nu Børne- og Undervisningsministeren til at genoverveje ekspertgruppens sammensætning, så der bliver plads til en repræsentant for gymnasielærerne.
Ekspertgruppen skal afrapportere senest ved udgangen af september 2020.
Ekspertgruppens forslag til løsningsmodeller vil danne udgangspunkt for et regeringsudspil i efteråret 2020 og efterfølgende politiske forhandlinger.
Ekspertgruppen skal opstille mulige modeller for en ændret karakterskala, der løser de udfordringer, som blev identificeret i evalueringen, samt præsentere fordele og ulemper ved de enkelte modeller.
Ekspertgruppens forslag skal, ud over at pege på modeller for karakterskalaer, der løser de ovenfor nævnte udfordringer, opfylde følgende krav:
Analysen kan med fordel inddrage erfaringer med karakterskalaer i udlandet og skal samtidig belyse og analysere, hvordan forslagene vil fungere i det danske uddannelsessystem, herunder f.eks. anvendelsen ved de danske prøveformer, og hvordan tidligere karakterskalaer har betydning for oplevelsen af de enkelte karakterer i skalaen.
Ekspertgruppen skal bl.a. vurdere karaktersystemer baseret på pointsystemer, som man eksempelvis anvender i det engelske uddannelsessystem. Ekspertgruppen skal desuden beskrive, hvordan forslagene adresserer samspillet mellem en entydig summativ evaluering og en formativ synliggørelse af progression i læringen.
Det skal desuden beskrives, hvordan ekspertgruppens forslag vil kunne implementeres, og der skal foretages en vurdering af, hvordan overgangen fra én skala til en anden kan forløbe, og hvordan de tilsigtede mål med skalaen opnås.
Kilde: Børne- og Undervisningsministeriet
Regeringen bestående af Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti satte i foråret 2017 en evaluering af karakterskalaen i gang.
Første evaluering udkom i juni 2018, anden del i januar 2019.
Læs den samlede evaluering her.
EVA's evaluering fra 2019 peger på, at 7-trinsskalaen har en række udfordringer:
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode