Artikel
GL-formand om kravsudveksling: “Det ser spændende ud”
Formand-04-endelig-scaled-aspect-ratio-348-234

GL-formand om kravsudveksling: “Det ser spændende ud”

Forhandlingerne om en ny overenskomst bliver skudt i gang i dag. GL-formand Tomas Kepler mener, at kravene fra Finansministeriet kan tyde på et skridt i en positiv retning.

Tekst_ Benjamin Mikkelsen
Foto_ Jacob Nielsen

Finansministeriets OK 24-krav

Her er et udpluk af nogle krav fra Finansministeriet:

Krav 1: Sammen om lokale løsninger, a) Videreudvikling af det lokale samarbejde mellem tillidsrepræsentant og ledelse og b) et styrket lokalt samarbejde mellem medarbejderrepræsentanter og ledelse.

Krav 3: Revitalisering og forenkling af statens nye lønsystemer

Krav 8: Fælles indsats for det gode arbejdsmiljø

Krav 15: Sammenlægning af GL-overenskomsten med AC-overenskomsten

Krav 20 og 21: Standardkravene om § 4 og § 8

Læs alle kravene her.

Jungletrommerne er begyndt at spille. Overenskomstforhandlingerne (OK 24) er blevet sat i gang. GL har fremlagt 12 krav, der skal være omdrejningspunktet for forhandlingerne for gymnasielærerne, der forventes afsluttet den 1. februar eller deromkring.

Kravene er kommet til efter en række medlemsmøder rundt i kongeriget. Gennem workshops og et fælles samarbejde er medlemmerne blevet inkluderet i sådan en grad, at deres behov og ønsker har udmøntet sig i de 12 fremlagte krav (se faktaboks: GL’s OK 24-krav).

Den private sektor fik tidligere i år en overenskomstfornyelse (OK 23), og forventningen for den offentlige sektors forhandlinger (OK 24) afspejler sig i den. Ligesom løn var et kardinalpunkt i de overståede forhandlinger på det private område, er lønnen også på det offentlige område et problem, der ønskes taget hånd om. Det handler ganske enkelt om at sikre reallønnen, hvilket traditionelt er et emne i overenskomstforhandlinger – den seneste overenskomstperiode har imidlertid oplevet blandt andet krig i Ukraine med deraf  stigende inflation og forøgede leveomkostninger, og lønspørgsmålet er således kommet i ekstra fokus denne gang.

Formanden for GL, Tomas Kepler, mener da også, at kravet om procentuelle lønforbedringer er væsentligt. Han uddyber, at nøjagtigt som det var tilfældet for det private, skal reallønnen følge den stigende inflation og højere leveomkostninger. Tomas Keplers forventning er samtidig, at der vil blive taget hånd om det, præcis som der blev i OK 23.

Overordnet set er der også fokus fra GL’s side på lokalløn – at lønnen skal aftales mere lokalt og arbejdsmiljø og det lokale samarbejde.

De fremlagte krav fra Finansministeriet (se faktaboks: Finansministeriets OK 24-krav) virker umiddelbart ikke afskrækkende for GL-formanden.

Det er nye toner fra arbejdsgiverne, og det ser utroligt spændende ud.
Tomas Kepler, formand
Gymnasieskolernes Lærerforening

GL’s OK 24-krav

1. Styrke et forpligtende lokalt samarbejde om lærernes arbejdstid, herunder sikre:

a) Præambeltekst om det gode samarbejde

b) Sammenhæng mellem opgaver og tid

c) Gennemskuelighed i arbejdsplanen

d) Mindre skævbelastning

e) Retningslinjer for undervisningens omfang

f) Varslingsregler ved ændringer

2. Sikre ligeløn i den lokale løndannelse i sektoren

3. Forbedrede vilkår for deltidsansatte/ikke-fastansatte

4. Tryghed i ansættelsen

5. Styrke et forpligtende lokalt samarbejde for at sikre et godt arbejdsmiljø

6. Styrke mulighederne for kompetenceudvikling

7. Videreførelse af reguleringsordningen

8. Procentuelle lønforbedringer

a) Fritvalgsordning på en del af lønforbedringerne (løn/pension/fritid)

9. Bedre TR-regler samt forbedrede vilkår for arbejdsmiljørepræsentanter

10. Bedre forhold for seniorer

11. Forhøjelse af adjunkt-/lektortillægget

12. Fagtillæg på fællesoverenskomsten

Nye toner
Finansministeriets krav tegner et billede af, at det i højere grad handler om lokale løsninger. Det er tegn på en videreudvikling af tillidsrepræsentanter og ledelse. Samtidig peger det også mod, at arbejdsgiver ønsker et styrket lokalt samarbejde mellem medarbejderrepræsentanter og ledelse, mener Tomas Kepler og fortsætter:

“Det er nye toner fra arbejdsgiverne, og det ser utroligt spændende ud. Umiddelbart virker det som et skridt videre fra OK 21, og jeg noterer mig, at det ser ud til, at arbejdsgiverne har arbejdet videre med de krav som vi stillede under sidste forhandling.”

Arbejdsmiljøet bliver også fremlagt som et krav, hvor der skal ske en fælles indsats fra både arbejdsgiver og arbejdstager. Og Tomas Kepler ser det som et kæmpe skridt i den rigtige retning, så spørgsmål om arbejdsmiljøet ikke er placeret på den enkelte medarbejder. GL-formanden mener, at det bliver enormt interessant at høre, hvilke konkrete indgreb der skal ske fra arbejdsgivere for at hjælpe på arbejdsmiljøet.

Der er forbehold fra GL-formanden, som har blikket rettet mod nogle enkelte overskrifter blandt de fremlagte krav. I særdeleshed krav nummer 21, som vedrører ansatte i tidsbegrænsede stillinger.

“Den har enorm betydning for vores lærere på det almengymnasiale område. Det er et spørgsmål om jobsikkerhed. Hvis vi vil undgå, at vores medlemmer bliver ansat i en række tidsbegrænsede stillinger efter hinanden og sikre, at skolerne faktisk er forpligtet til at fastansætte, så skal der ikke gøres noget ved den nuværende struktur.”

Kravene fra Finansministeriet omtaler også en omlægning af tillægsstrukturen. Det er nogle tillæg, som de naturvidenskabelige fag har kæmpet for at få, så en sådan omlægning er langt fra ideelt. GL ønsker ikke en omlægning, men ser hellere strukturen udbredt, siger Tomas Kepler.

“Overordnet ser jeg på det med meget stor interesse. Hvis jeg tager udgangspunkt i de overskrifter, som kravene dækker over, så lover det godt og ser utroligt spændende ud. Og det ligner et skridt videre ud ad den vej, som vi tog i OK 21.”

Klokken 16.00 den 15. december træder Thomas Kepler ind i Finansministeriet, hvor den formelle åbning af OK24 bliver igangsat. Selve forhandlingerne finder først sted på den anden side af nytår.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater