Klasseloftet er et nødvendigt værn mod overfyldte lokaler, oversete elever og forringet undervisningskvalitet.
Det slår GL-formand Annette Nordstrøm Hansen fast, efter at klasseloftet igen er kommet på dagsordenen i den forgangne uge.
”Med klasseloftet har vi sikret de rigtige rammer for god kvalitet i undervisningen. Det har stor betydning, at der er blevet mere tid til den enkelte elev – især i 1.g, hvor det er vigtigt at få godt fat i dem fra start. Det kan man ikke som lærer, hvis der er for mange i en klasse. Så risikerer vi at tabe nogle af eleverne på gulvet, fordi de ikke får den nødvendige opmærksomhed,” siger Annette Nordstrøm Hansen.
Formanden er derfor ikke i tvivl om, at indførelsen af klasseloftet har været til gavn – ikke kun for de elever, der har brug for ekstra hjælp, men også de fagligt stærke.
”Klasseloftet har banet vejen for, at lærerne også har mere tid til de elever, som klarer sig godt. Der er skabt bedre mulighed for at give eleverne opgaver, som udfordrer dem individuelt og styrker deres evner,” siger Anette Nordstrøm Hansen.
Omstændig proces
En ny optælling fra Undervisningsministeriet viser, at flere københavnske gymnasier overskrider den maksimale kvotient på 28 elever per klasse. Det fik i starten af ugen rektorforeningen Danske Gymnasier til at efterlyse større fleksibilitet i klasseindretningen.
Ifølge formand for Danske Gymnasier Anne-Birgitte Rasmussen er de nuværende regler for firkantede.
”Vi ønsker en mere fleksibel måde at opgøre klasseloftet på. Som det er nu, går man ind kort efter skolestart og tæller eleverne i hver enkelt klasse. Herefter skal man korrigere og finde begrundelser, hvis man har optaget flere elever i en klasse, end klasseloftet tillader. Det er en omstændelig procedure, som både er tung og uhensigtsmæssig,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Rektorformanden mener derfor, at klasseloftet bør kunne opgøres efter gennemsnit i stedet for antallet af elever i de individuelle klasser.
”På nogle gymnasier har man for eksempel erfaringer med, at en del elever finder andre uddannelsesveje eller fraflytter. Derfor er det vigtigt for disse skoler at have frihed til at kunne planlægge klasserne på en måde, så deres økonomi kan hænge sammen,” siger Anne-Birgitte Rasmussen.
Vil give forringelser
Annette Nordstrøm Hansen er ikke enig med Anne-Birgitte Rasmussen.
”Hvis vi fjerner klasseloftet igen, vil det uden tvivl betyde forringelser for undervisningskvaliteten. Så vil vi skrue tiden tilbage til overfyldte klasselokaler og til lærere, der ikke har tid til den enkelte elev,” siger GL-formanden.
Annette Nordstrøm Hansen opfordrer derfor politikerne til at behandle klasseloftet med omtanke. En rundringning fortaget af gymnasieskolen.dk viser da også, at der er politisk flertal for at bevare det fleksible klasseloft.
Læs: Politisk flertal vil bevare klasseloftet
Undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) ønsker ikke at kommentere på, hvorvidt klasseloftet bør fjernes. Hun agter dog at bringe sagen videre til folketinget.
”Jeg har ikke taget stilling til, hvorvidt der skal ske en ændring af reglerne for klasseloftet, men jeg har modtaget en henvendelse fra Danske Gymnasier om, at de ønsker loftet afskaffet. Det og de mange andre forslag til ændringer i loven, som de har foreslået, vil jeg diskutere med partierne,” skriver Ellen Trane Nørby til gymnasieskolen.dk.
Ifølge Undervisningsministeriet vil en evaluering af klasseloftet blive igangsat i foråret 2016 og forventes afsluttet omkring sommer.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode