Forskere ­bekymrede over gymnasie­læreres stigende arbejdspres

Mangel på gennemsigtighed
Hun ser tydelige tegn på, at der med overenskomsten i 2013 forsvandt et loft over mængden af arbejdsopgaver, og at arbejdstid og opgaver nu skal forhandles med den lokale leder. Derfor er det forskelligt fra gymnasium til gymnasium, hvordan tid og opgaver planlægges.

”Det er tydeligt, at den måde, som arbejdstiden bliver styret på, er helt afgørende for lærernes arbejdsliv. Nogle lærere beskriver, hvordan de kan blive væltet omkuld af øvrige opgaver, som pludselig dukker op ud af ingenting, så deres arbejdsplan helt vælter. Det gør mig meget bekymret,” siger Nana Vaaben og uddyber:

”Det er ret betydningsfuldt, at man som arbejdstager til en vis grad selv kan bestemme over sin tid og har styr på, hvor mange og hvilke opgaver man skal nå. Men hvis der hele tiden er et usikkerhedsmoment, hvor man pludselig kan få opgaver, man ikke regnede med, så skaber det en ustyrlighed i arbejdet og en følelse af, at man ikke mestrer arbejdet og ikke kan lykkes. Det kan være virkelig stressende.”

Et af de helt store problemer, som undersøgelsen dokumenterer, er, at mange gymnasielærere oplever manglende gennemsigtighed i måden, hvorpå mængden af arbejdsopgaver udregnes og fordeles. Den manglende åbenhed skaber bekymring hos lærerne og grobund for mistillid til ledelsen, fortæller Nana Vaaben.

”Fordelingen af arbejdsopgaver sker på meget forskellige måder, og nogle gange opleves fordelingen som uretfærdig. Det er meget problematisk, da vi ved fra forskningen, at oplevelsen af retfærdighed er sindssygt vigtig i forhold til at have et godt psykisk arbejdsmiljø,” forklarer Nana Vaaben.

Krævende relationsarbejde
Gymnasielærerne er gennemgående glade for at undervise, og deres primære drivkraft og store motivation er glæden ved at formidle deres fag og have et fagligt udviklende samspil med elever og kolleger. Men de er bestemt ikke positive, når det kommer til arbejdsvilkår eller fremtidsudsigter. Mange overvejer brancheskift, ikke fordi de er trætte af at være lærer, men fordi de er i tvivl om, hvorvidt de kan holde til det stigende arbejdspres.

Den største kilde til arbejdsglæde, som gymnasielærerne angiver i undersøgelsen, er eleverne. Gymnasielærerne skriver igen og igen om, hvor utrolig tilfredsstillende det er, når undervisningen lykkes, og når de formår at rykke eleverne. Men omvendt skriver de skriver også om, hvor frustrerende det er, når de oplever, at de mislykkes med at undervise eleverne.

Gymnasielærerne er ret enige om, at relationsarbejdet i forhold til eleverne er en central del af jobbet og en forudsætning for, at undervisningen lykkes. Men relationsarbejdet gør også, at arbejdet opleves mere og mere komplekst blandt andet på grund af en ændret elevgruppe, hvor flere unge har det svært. De fleste gymnasielærere ønsker at hjælpe elever, der har diverse udfordringer, men problemet er, at arbejdet er betydeligt mere tidskrævende i forhold til andre elevgrupper, og det er der ikke taget højde for i arbejdstilrettelæggelsen, fortæller lærerne i undersøgelsen.

Det er derfor kombinationen af at stå med ansvaret for nogle unge mennesker med svære problemer og samtidig at skulle klare større mængder arbejdsopgaver på kortere tid, der bringer lærerne under et stort pres.

Øget stressrisiko
Kombinationer af flere negative påvirkninger i det psykiske arbejdsmiljø kan forstærke konsekvenserne for de ansattes helbred. Ifølge forskning fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har ansatte, der både oplever høje følelsesmæssige krav og stor arbejdsmængde og tidspres, større risiko for langvarigt sygefravær og depressive symptomer end ansatte, der blot oplever én eller ingen af disse påvirkninger i arbejdsmiljøet. Samme konsekvenser ses for ansatte, der oplever kombinationen af uklare krav og modstridende krav og stor arbejdsmængde og tidspres.

”Det er lige præcis det, gymnasielærerne står i. De står med høje følelsesmæssige krav, fordi vi har en ungdomsgeneration, som har nogle udfordringer, og som har brug for, at nogle tager sig af dem og hjælper dem. Samtidig oplever lærerne nogle meget høje kvantitative krav, blandt andet flere elever, lektioner og opgaver. Derudover kommer det førnævnte usikkerhedsmoment oveni,” siger Nana Vaaben.

Relationsarbejdet opleves som både givende og krævende, og noget tyder på, at det ikke er ensartet fordelt. Det ser ud, som om nogle gymnasielærere har mere relationsarbejde end andre.

”Gymnasielærerne fortæller, at hvis ikke de tager sig af relationsarbejdet som for eksempel at opbygge gode klassedynamikker og få en god relation til eleverne, så kan de ikke lykkes med undervisningen. Så de kan faktisk ikke fravælge det krævende relationsarbejde. Det bliver lidt en Catch 22,” siger Nana Vaaben.

Usynlige arbejdsopgaver
For at læsset ikke vælter for gymnasielærerne, vil der være behov for at afvikle nogle af opgaverne.

”Men gymnasielærerne bekymrer sig oprigtigt og holder af de unge mennesker, derfor kan de ikke få sig selv til at slippe ansvaret, medmindre de er sikre på, at der er nogle andre, der tager over,” siger Nana Vaaben.

Derfor opfordrer hun de enkelte gymnasier til at have snakke om, hvem der samler op på de unge, og hvordan man sørger for at passe på de lærere, der tager en ekstra tørn i forhold til det relationelle arbejde med eleverne.

Lærerne udtrykker i undersøgelsen, at de faktisk ikke ønsker at være foruden relationsarbejdet, men blot ønsker at have tid til det.

For på trods af vigtigheden af relationsarbejdet så oplever gymnasielærerne, at der ikke bliver afsat nok tid til det.

”Relationsarbejdet fylder rigtig meget, men det er, som om det ikke rigtig tæller med i opgavefordelingen. Det bliver altså til en masse usynlige arbejdsopgaver, som ikke rigtig figurerer i arbejdsplanen,” påpeger Nana Vaaben.

Hun mener, at det er meget vigtigt, at gymnasieledelser tager initiativ til samtaler, der kan bringe de mange usynlige opgaver frem i lyset, så de fremover bliver tænkt med, når man fordeler opgaver.