Foragten for forstaden

Forstaden er altid forstadiet. Stedet før staden, der, hvor livet findes. Det begynder omkring gymnasietiden. Det er i den alder, at forstaden for nogle bliver intet-livet og intet-stedet, som man vil gøre hvad som helst for at undslippe. For dem, der vil videre, føles forstadens endeløse rækker af tryg monotoni som en uendelig endestation. Et klaustrofobisk vakuum, som siden måske eksploderer i ord, musik og film.
”Foragten for forstaden kommer typisk i gymnasie­tiden, når man begynder at reflektere over sit hjem i en samfundsmæssig og kulturel sammenhæng,” siger kulturforsker Mette Mechlenborg, der har undersøgt forstæderne i ph.d.’en Rundt om Webergrillen.
”Det er meget svært at være oprørsk i et parcelhus, det er bygget til at være trygt og sikkert, og derfor må man forlade det for at blive rigtig voksen.”
Som Michael Strunge skrev med store bogstaver, da han gik rundt i 70’ernes evigt regnkolde Hvidovre: ”Hvorfor er jeg egentlig her? / De store grå betonklodser / Vælter ned over mig. / Jeg må væk herfra”.

Verdens største ikke-sted
Og når man følger i hans og andre digteres, musikeres og forfatteres fodspor og bevæger sig ud i forstæderne omkring København, som lige så godt kunne være forstæder om enhver anden by, er det, som om 1970’erne aldrig har forladt boligkomplekserne og villavejene. De gule murstensparcelhuse er godt nok blevet til friværdifinansierede hvide glaspalæer med åbne samtalekøkkener og Webergrill-terrasser. Men der er stadig den der følelse af Puch Maxi og brevene til Det elektriske barometer, der altid handlede om unge i kvistværelser med blikket rettet længselsfuldt mod en horisont med alt andet end højhuse, villatage og storcentre.
Forfatteren Klaus Lynggaard var en af dem, der skulle væk fra de ligusterhække, som The Clash brølede om på samme tid med ordene: ”We had a hedge back home in the suburbs / Over which I never could see”. I bøgerne Martin & Victoria og Victorias år udødeliggjorde han forstæderne set gennem outsideren Martins desillusionerede blik.
”For mig blev forstaden for snæver. Jeg tror, de fleste af dem, der tager af sted, oplever en vækkelse i gymnasietiden. Men foragten for forstaden er nok først og fremmest møntet på ens egen magtesløshed. Man vil videre og opleve verden, og forstæderne bliver med deres ensformige grimhed og trøstesløshed indbegrebet af alt det, man ikke vil. Det er det også for Martin i Martin & Victoria. Han når ikke at undslippe forstaden i bogen, men han er en af dem, der søger og vil noget andet,” siger Klaus Lynggaard.
Dem kommer der tilsyneladende flere af. I Region Hovedstadens fordelingsudvalg har de en klar fornemmelse af, at flere unge proforma flytter adressen for at få en plads på et af storbyens gymnasier. En del af dem, der bliver tilbage, sidder på kvistværelserne endnu og lytter til Arcade Fires opus The Suburbs om teenageangst i forstæderne. Og det, uanset om de er i Storkøbenhavns randområder eller i parcelhusene uden for Liverpool eller i middelklasseforstæderne omkring Seattle. Det er det samme sted. For paradoksalt nok er det sted, som kaldes et ikke-sted, fordi dets eneste identitet er pendlerafstanden til byen, samtidig også verdens største sted. Ikke alene er de fleste vestlige forstæder bygget ud fra de moderne funktionsopdelte tanker, arkitekter som Le Corbusier sammenfattede i Athens Chartret i 1933, men ifølge musikere, forfattere og instruktører er følelsen af forstad også ens. Enten følger man Bronski Beats ord i Smalltown Boy – Run away, turn away, run away – og slipper levende ud, eller også er man en af dem, Morrissey kalder ”ordinary boys, happy going nowhere”.  
Dem er der nok flest af. Det tror i hvert fald Klaus Lynggaard.
”Mine venner i Hørsholm syntes, jeg var sindssyg, da jeg forlod det, de opfattede som verdens bedste sted, og flyttede til København. Men de, der flytter, er ofte kunstner-typerne, så derfor er det altid foragten for forstaden, der bliver beskrevet i kunsten,” siger Klaus Lynggaard.

Den snævre ensretning
Forfatteren Jens Christian Grøndahl foragter hverken forstaden eller dem, der bor der. Men han mener, at 60’ernes og 70’ernes arbejder- og middelklasseudvandring fra byerne til forstæderne har gjort Danmark til en selvbedragerisk nation, hvis største politiske fællesskab er enighed om at holde boligskatten nede.
”I byen bor vi tæt op ad hinanden og bliver konfronteret med konstant forskellighed. Men den upåagtede konsekvens af, at flertallet af os har trukket sig tilbage til villavejene som velfærdstilfreds middelklasse, er, at vi har fjernet os fra samfundet som et fælles rum, hvor modsætningerne står skarpere over for hinanden, og de store kampe finder sted. I stedet isolerer vi os på villavejene og stirrer ind i fladskærme så store som bordtennisborde,” siger Jens Christian Grøndahl.
International forskning viser, at jo mindre vi bliver konfronteret med forskellighed, desto mindre empatiske over for andre bliver vi. Mette Mechlenborg, der selv voksede op lidt uden for Odense i et gult parcelhus med fordelingsgang og sten i indkørslen, er ikke helt uenig med Jens Christian Grøndahl.
”Man kan ikke adskille forstaden fra middelklassekulturen. Når man vokser op i forstaden, får man en idé om, at vi alle sammen kommer nogenlunde samme sted fra, at vi alle er lige og ens. Familien spiser middag, når far kommer hjem fra arbejde, der er lørdagsslik og en masse ritualer. Der kan opstå en provinsialitet af at bevæge sig omkring det gennemsnitlige menneske. Man får en fornemmelse af, at vi grundlæggende alle sammen er meget ens, og det kan give et snævert blik på verden,” siger Mette Mechlenborg.

”Fy for helvede”
Det var alt det, den senere digter og reklamemand Niels Thomsen skulle væk fra, da han forlod Rødovre over hals og hoved efter det afsluttende, og lidt småborgerlige, 13-tal i dansk på Rødovre Statsskole. Han kunne ikke komme hurtigt nok af sted. Væk. De få kilometer mod byen. Som han skriver i sin nye digtsamling Rødovre blodåre: ”Når man kun er ét skridt fra /det uopnåelige / er afstanden på en måde størst”. Dengang i 70’erne føltes intet i Rødovre som ham. I løbet af gymnasietiden blev han en af dem, ishockeydrengene skulede til, når han kom gående med hele sin punkersjæl uden på tøjet. Livet var i København, på Rockmaskinen på Christiania, når hans punkband No Knox dobbeltheadlinede med Sods, der senere blændede solen sort.
”Jeg vidste bare, at jeg ikke ville være som de andre i Rødovre, der begyndte at samle middagsstel sammen til fremtiden. Jeg skulle ikke noget som helst af alt det der. Jeg var kun lige fyldt 18, da jeg flyttede til byen, og havde hele den der ’fy for helvede’-foragt for forstaden og dem, der blev derude. Hele myten om forstaden som ensrettende var meget levende for mig,” siger Niels Thomsen.

Stolthed på trods
Men der er en anden forstad end middelklassens trygge villaveje. En mere rå forstad med tusinder af ens rækkehuse og tårnhøje betonmonumenter til overførselsindkomst. Det var den forstad, hiphoppen voksede ud af. I både dansk og international hiphop som N.W.A.s Straight outta Compton og Rockers By Choices Amar er #1 er forstaden altid blevet beskrevet med trodsig stolthed.
”Vi hylder det, som de andre ville kalde det værste lort. Det handler om at være stolt af de mennesker og det fællesskab, man er vokset op med. Hiphop stammer fra forstæderne, og netop ordet stamme er vigtigt, for det er en stammeting, hvor man har sit crew af venner, man dyrker sine rødder sammen med. Vi klager ikke, vi spænder musklerne,” siger Emil Simonsen fra hiphopbandet Suspekt, der stammer fra Albertslund, og tilføjer:
”Men jeg kender selvfølgelig også til følelsen af ensomhed og melankoli i årets ni efterårsmåneder, hvor det bliver mørkt klokken 15, og der ikke er et øje på vejen. Det oplevede jeg især i en kort periode omkring 18-19-årsalderen, hvor jeg bare ville væk og ind til byen.”

Randområdet indeni
Den trodsige stolthed og den vrængende foragt er kun halvdelen af historien om forstaden i film, musik og bøger. For der er et andet forstadsliv. Det er det liv, som de, for hvem forstaden blev bygget, lever. I forfatteren Jonathan Franzens Frihed og i filmen American Beauty og hos deres danske pendanter som Helle Helle er det i forstaden, at det moderne menneske går til grunde bag parforholdets perfekte Facebook-facade. Forstaden er selve symbolet på ophøret af oprør og ungdom. I stedet er terminerne, fællesøkonomien og trygheden funderet på, at drømmene er blevet så gamle, at desperationen over, at de ikke blev realiseret, for længst er mildnet af magelig middelmådighed.
Selv de, der allermest desperat tog væk, vender tilbage igen både i bøgerne og i virkeligheden, fortæller Mette Mechlenborg.
”Når man flytter tilbage til parcelhusforstæderne, flytter ens egne fordomme med, og det kan for mange føles lidt akavet at fortælle, man bor i parcelhus. De undskylder sig ofte med, at det er for børnenes skyld, men de leger også selv med på myten om det klassiske gode liv med en trampolin på græsplænen og en Webergrill på terrassen,” siger Mette Mechlenborg.
Det var alt det i den mere brunligorange 1970’er-udgave af det gode liv, som Niels Thomsen ville væk fra. Endda i en grad, så han i mange år bildte sig selv ind, at Rødovre kun var et mindre afbræk, fordi han tilbragte de første tre måneder af livet i København og derfor reelt var københavner. Men nu ved han, at Rødovre aldrig forlader ham. Uanset hvor storbysmart en reklamemand han har været, så sidder Rødovre i ham. Han kan mærke det, når han cyklende under de tunge pile langs Damhussøen nærmer sig det, han flygtede fra.
Det er derfor, at allerede titlen på hans aktuelle digtsamling Rødovre blodåre lyder som en blottelse. En voksen erkendelse, en moden accept, som også Dan Turèll og Klaus Rifbjerg kom til før ham med deres Vangede billeder og Amagerdigte, af, at herfra min verden går. Som han skriver i åbningsdigtet: ”Vi boede i en rundkørsel / og alle vi børn / ku’ se, at selvom noget er uden ende / kan det omvendt / sagtens / ende blindt”.
”Der er en skam forbundet med at komme fra Rødovre. Det er ikke særlig dominerende, men meget fundamentalt. Ligesom Rødovre er i randområdet af byen, så findes Rødovre i randområdet af mig selv. Rødovre er i mine blodårers kredsløb,” siger Niels Thomsen.