Artikel
Første år som lærer i Grønland: “Her er tid til rensdyrjagt”
bodil-scaled-aspect-ratio-348-234

Bodil Junker Pedersen er i løbet af året blevet uddannelsesleder på GUX Aasiaat.

Første år som lærer i Grønland: “Her er tid til rensdyrjagt”

Det seneste skoleår har på flere måder været spændende og anderledes for de to gymnasielærere Bodil Junker Pedersen og Simon Haugaard Birch. De flyttede begge til Grønland sidste år.

Tekst_ Benjamin Mikkelsen
Foto_ Privat

Eksamensperioden nærmer sig i Nuuk og Aasiaat i Grønland. Eksamen bliver afslutningen på et meget anderledes arbejds- og skoleår for Bodil Junker Pedersen og Simon Haugaard Birch

Begge gymnasielærere tog fra begyndelsen af dette skoleår et stort spring og besluttede sig for at undervise på et grønlandsk gymnasium. Det er et spring, ingen af dem fortryder.

Rensdyrjagt og frihed
”Jeg har været gymnasielærer i mange år, som du kan se,” siger hun og tager fat i sit grå hår, mens hun smiler gennem en forbindelse på Zoom.

Bodil Junker Pedersen havde de seneste 19 år været ansat på Munkensdam Gymnasium i Kolding. Men efter nogle ture som tilsynsførende ved pædagogikum i Grønland tog hun og hendes mand en beslutning om, at det var tid til at ryste posen og prøve noget nyt.

Der er en simpel struktur, som gør, at folk trives og har en stor frihed.
Bodil Junker Pedersen, lærer
GUX Aasiaat

Bodil Junker Pedersen

  • Alder: 54 år.
  • Uddannelse: Cand.mag. i religion og engelsk fra Aarhus Universitet i 1997. Efterfølgende 26 år som gymnasielærer – de seneste 19 år på Munkensdam Gymnasium i Kolding.
  • Job i Grønland: Underviser i engelsk og religion på GUX Aasiaat.

Bodil Junker Pedersen sagde ja til en stilling som engelsk- og religionslærer på GUX Aasiaat i det nordvestlige Grønland ved Diskobugten. Nu, hvor det første skoleår er ved at være slut, gør hun status over de mange indtryk og oplevelser, hun har fået i selvstyret.

”I positiv forstand, så er der en simpel struktur heroppe. Vi har eksempelvis meget få valgfag, så vi kan flytte rundt på skemaet, så det passer med rensdyrjagten,” forklarer hun og griner.

”Man tager fint hensyn til medarbejderne. Der er en simpel struktur, som gør, at folk trives og har en stor frihed.”

Elevgrupperne
Både Simon Haugaard Birch, som sagde ja til en kontrakt på tre år med pædagogikum på GUX i Nuuk, og Bodil Junker Pedersen er en del af et kuld danske lærere, der sidste sommer tog mod Grønland. Enten som det første arbejde efter en endt kandidatuddannelse eller for at få et skift i arbejdslivet.

Simon Haugaard Birch havde ikke gjort sig nogle konkrete overvejelser om, hvordan det ville være at falde til i Grønland. Men godt et år efter skoleårets start er han blevet overrasket over, hvor nemt og gnidningsfrit det har været at falde til og indgå på lærerværelset.

”Her er på mange måder som i en lille landsby i Danmark. De helt store forskelle er naturen og vejret.”

Der skal noget mere stilladsering til.
Simon Haugaard Birch, lærer
GUX Nuuk

Simon Haugaard Birch

  • Alder: 28 år.
  • Uddannelse: Cand.mag. i dansk og filosofi fra Roskilde Universitet i 2022.
  • Job i Grønland: Underviser i dansk og filosofi på GUX Nuuk.

Noget, der også har overrasket ham, er, at han har elever, som har dansk som andetsprog.

”Der er en sproglig udfordring, som gør, at man ikke bare kan gribe teksterne an på samme måde, som man ville gøre i Danmark. Der skal mere stilladsering til.”

Bodil Junker Pedersen har også på trods af sine mange års erfaring som lærer måttet revurdere dele af sin undervisning, som hun plejede at udføre i Danmark. Hun har også måttet lave ekstra stilladsering i sin undervisning for at kunne imødekomme niveauet blandt eleverne på de grønlandske gymnasier.

”Jo mere jeg lærer dem at kende, jo bedre lærer de at følge med. Undervisningen er meget baseret på relationerne på de små hold, jeg underviser,” siger hun.

Bodil Junker Pedersen har to engelsk hold på GUX Aasiaat på ni og to elever.

”Det hele går lidt langsommere, men de kan godt følge med. De er dygtige, velopdragne og enormt høflige,” siger hun og fortsætter:

”Det er en kultur, hvor man er vant til at dele. De hjælper hinanden i undervisningen. Jeg har oplevet, at jeg kan stille en opgave, og at eleverne i de små grupper indbyrdes hjælper hinanden.”

Det eneste, man skal gøre sig klart, er, at man er langt væk hjemmefra.
Simon Haugaard Birch, lærer
GUX Nuuk

Perfekthedskultur og distance
Simon Haugaard Birch er lige blevet onkel og har i en periode følt, at de godt 3.000 kilometer til Danmark føles endnu længere væk.

”Det eneste, man skal gøre sig klart, er, at man er langt væk hjemmefra. Særligt hvis der sker noget hjemme. Så kan det godt være svært ikke at ønske at være hjemme i en periode,” siger han.

”Ellers er arbejdet i Grønland noget, jeg vil anbefale både fagligt og socialt. Det er en gave at starte i Nuuk, fordi der bliver taget hånd om en. Det er mit første arbejde, og jeg tror ikke, jeg ville kunne få en bedre start.”

Bodil Junker Pedersen har også mærket et savn til familien hjemme i Danmark, men med Facetime og Facebook føles distancen overkommelig.

Bodil Junker Pedersen fortæller, at hun på trods af et afsavn til familien hjemme i Danmark har lært at slappe af og lade den grønlandske naturs ro sænke sig over hende. Ligeledes har Aasiaat og indbyggerne i byen også hjulpet hende med at gøre op med, at alt skal være perfekt og tilrettelagt.

”Jeg synes, det er dejligt, der ikke hersker en perfekthedskultur heroppe. Det kan mærkes på alt fra stavefejl på skilte til sproglige svipsere i undervisningen. Man slapper mere af, når det hele ikke altid behøver være perfekt.”

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater