Der er tale om et stort samarbejde, når fire universiteter fra næste år skal stå for den teoretiske del af uddannelsen til gymnasielærer.
Et konsortium bestående af Roskilde Universitet, Aarhus Universitet, Aalborg Universitet og Syddansk Universitet har netop vundet udbuddet af pædagogikum.
Det er Undervisningsministeren, der har udpeget konsortiet til at stå for teoretisk pædagogikum fra næste år og fire år frem.
Velfungerende uddannelse
Beslutningen vækker glæde på Syddansk Universitet, hvor administration og ledelse fortsat vil være placeret.
“Vi er glade og stolte af at få lov til at fortsætte vores arbejde. Samtidig er vi stolte over ministerens begrundelse for at vælge os. Hun skrev, at vi var valgt, fordi pædagogikum er en dokumenteret velfungerende uddannelse, og fordi vi har fokus på gymnasieelevernes behov og udbytte af undervisningen,” siger uddannelseschef Erik Damberg, Institut for Kulturvidenskaber, Syddansk Universitet.
Teori og praksis i samspil
Det nye teoretiske pædagogikum vil på en række punkter ligne det gamle både strukturelt og indholdsmæssigt, fortæller han.
“Men målet med pædagogikum vil være lidt forandret, fordi vi forsøger at bringe almendidaktikken og fagdidaktikken tættere på hinanden – derved bringer vi praksis og teori tættere på hinanden,” siger Erik Damberg.
De almene kurser bliver derfor også omdøbt til almene didaktiske kurser.
Lyttet til kritik
Netop afstanden mellem praktisk og teoretisk pædagogikum har tidligere fået en del kritik blandt andet fra en evaluering af pædagogikum, som Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) foretog for Undervisningsministeriet tidligere i år.
Her blev teoretisk og praktisk pædagogikum kritiseret for i høj grad at leve i hver sin verden. En del kandidater savnede en bedre sammenhæng.
Erik Damberg betoner, at teoretisk pædagogikum har taget sin del af kritikken til efterretning.
“Vi har både kigget på evalueringsrapporten og de individuelle evalueringerne af kurserne, da vi udformede retningslinjer for det nye teoretiske pædagogikum,” siger han.
Flere samarbejdspartnere
Tidligere samarbejdede Syddansk Universitet med Aarhus Universitet om pædagogikum. Aalborg Universitet var kun med i en form for associeringsaftale.
“Vi håber, at det nye konsortium kan fortsætte det gode samarbejde med kolleger på de forskellige universiteter rundt i landet, så vi sammen kan tone og videreudvikle pædagogikum,” siger Erik Damberg.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode