Regeringens forslag til finansloven 2015 er kommet. Som forventet er en del af udspillet at indføre et socialt taxameter på en række ungdomsuddannelser. Det skriver Undervisningsministeriet i en pressemeddelelse.
200 millioner kroner skal omfordeles til skoler, hvor der er mange frafaldstruede elever. Både gymnasier og erhvervsskoler står til at modtage penge fra det sociale taxameter, men modellen indebærer, at en vis omfordeling kommer til at gå fra de almene gymnasier til erhvervsskolerne, skriver Undervisningsministeriet.
”Med det nye tilskud giver vi skolerne en mulighed for at styrke indsatsen for de unge, der er i risiko for at falde fra. De skal måske have et ekstra skub fra skolen i form af en mentorordning eller anden støtte. Det bliver nu nemmere for skolen med det sociale taxameter," siger undervisningsminister Christine Antorini (S).
Ministeriet forventer, at den sjettedel af gymnasierne, der har de største udfordringer med eleverne, vil få et større tilskud som følge af det sociale taxameter. Sammenlignet vil det være 40 procent af erhvervsskolerne, der vil få et større tilskud.
Omfordelingen vil medføre, at nogle institutioner vil få et mindre samlet tilskud end tidligere. Ministeriet lover, at ingen bliver beskåret med mere end cirka to procent.
Udover at indføre det sociale taxameter på en række ungdomsuddannelser vil det geografiske tilskud til skoler med geografiske udfordringer blive øget med 16 millioner kroner, så det i alt er over 80 millioner kroner. Det skal være med til at give flere unge mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i deres nærområde, står der i pressemeddelelsen.
Gymnasieskolen vil følge op på regeringens forslag til finansloven 2015 med det sociale taxameter.
Læs hele pressemeddelelsen fra Undervisningsministeriet her
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode