Fælles kontor med gevinster

Ingen siger en lyd. De tre engelsklærere i lokale 119 koncentrerer sig om deres forberedelser. Først da endnu to kolleger kommer til, brydes tavsheden. Den ene er i tvivl om en formulering i en opgave om USA’s historie, og da den anden har klassen i historie, spørger hun hende til råds. 
”Vi sidder unge og gamle sammen, og vi trækker i den grad på hinanden,” fortæller Elisabeth Christensen, der med 32 års ansættelse hører til de erfarne lærere på Holstebro Gymnasium & HF. 
”Det er altid rart at få andre øjne på sine formuleringer, men det kan blive meget formelt, hvis vi skal ud at lede efter hinanden,” uddyber Sarah Thayer. 
Tidligere var 119 et klasselokale, men fungerer nu som kontor for 11 engelsklærere. På næsten alle skriveborde ligger der en Dictionary, og væggene prydes af plakater, som lærerne har taget med hjem fra de årlige rejser: The King and Queens of England, Irish Doors og London City. 
”Det giver en faglig identitet og gør lokalet til et rart sted at arbejde,” siger Sarah Thayer, inden stilheden igen tager over. 
Esben Nielsen fremhæver balancen mellem samtale og arbejdsro. 
”Vi spørger hinanden til råds, men vi snakker ikke om, hvad vi har lavet i weekenden. Vi har ikke aftalt, at det skal være sådan. Det er vokset ud af sig selv, fordi vi er her for at forberede os.”

Mere effektiv end derhjemme 
Esben Nielsen bruger lokalet hver dag og ofte i weekenden. Han tager hjem omkring klokken fire og prøver så vidt muligt at være færdig med sine forberedelser. 
”Vi bor i et lille hus med to børn på tre og fem år. Jeg har ikke noget kontor derhjemme, så jeg er afhængig af, at jeg kan arbejde her,” siger han. 
Elisabeth Christensen bruger også sin plads om morgenen, i mellemmoduler og om eftermiddagen. Når hun tager hjem, kan hun nogle gange holde fri til næste morgen. 
”Det kan jeg godt lide, for ellers flyder arbejde og fritid let sammen. Min mand er pensionist, så hvis jeg arbejder hjemme, foreslår han måske, at vi skal drikke kaffe eller gå en tur med hunden. Det er der ingen, som gør i 119. Her arbejder jeg mere effektivt,” siger Elisabeth Christensen. 

Det genkender Jane Nielsen. Første gang hun så kontoret med de 11 skriveborde, tænkte hun ellers: ”Hold da op, skal vi være så mange?” I dag ser hun anderledes på det. 
”Vi er her aldrig alle sammen på én gang, men det er godt, at der altid er nogen, for vi gider ikke sidde her alene. Det kan vi se på vores kolleger. Nogle bruger aldrig deres faglokale, fordi der kun kommer en eller to.”

Pladserne er personlige 
Det er seks-syv år siden, at engelsklærerne som nogle af de første fik et arbejdslokale på gymnasiet. Ingen husker præcis, hvordan det gik til, ud over at de manglede stik og internetadgang, og at rektor var lydhør. Siden er elevtallet steget, så Jane Nielsen tvivler på, at det ville være blevet til noget, hvis beslutningen skulle træffes i dag. 

Men det har stor værdi for lærerne, at de har hver deres skrivebord, reol og skab. De skal ikke slæbe alle bøger og papirer med rundt til timerne, og de kan lade deres ting ligge natten over. 

Flere har familieportrætter, små figurer og andre personlige ting på skrivebordene, mens andre har indrettet sig minimalistisk. I den modsatte grøft befinder Sarah Thayer sig. Hendes plads domineres af papirer i stakkevis, halvtomme slikposer, og øverst på en stabel bøger balancerer en skål med klementiner. 
”Jeg prøver at holde orden, men det går ikke så godt. Jeg fungerer åbenbart bedst med et fyldt skrivebord, men det er ærgerligt for de andre, at de skal påduttes mit rod. Heldigvis er de meget tolerante,” siger hun.