Artikel
Eux spreder sig til landbruget
koeer

Eux spreder sig til landbruget

Regeringen ønsker, at flere elever tager en eux-uddannelse. Til august starter eux-landbrug i Grindsted.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Det skal være fagligt stærke elever med interesse for landbrug, der skal søge eux-landbrug på Grindsted Gymnasium og Hf og Grindsted Landbrugsskole. Uddannelsen er for elever, der ikke er helt sikre på, at de vil gå landbrugets vej og derfor tager en gymnasial eksamen ved siden af.

Regeringen vil gerne have, at flere elever tager en eux-uddannelse og ønsker derfor, at uddannelsesinstitutionerne opretter flere eux-linjer. Det er ofte håndværk, som for eksempel tømreruddannelsen, der forbindes med en eux-uddannelse, men de nye linjer skal dække alle erhvervsuddannelser – også inden for landbruget.

Gitte Vest Barkholt, der er rektor på Grindsted Gymnasium og HF, forklarer, at eux-landbrug er for elever, der ligger i den gode ende af karakterskalaen. Opbygningen af fag minder om hf, og der bliver mulighed for at opgradere fagene, så kravene til de videregående uddannelser imødekommes. Efter den fire år lange uddannelse vil de studerende også have fået en solid naturvidenskabelig grunduddannelse, der åbner op for at læse videre til for eksempel dyrlæge eller agronom.

”Faktisk er der muligheder for hvad som helst, for det er kombinationen af fag og niveauer, der tæller, når man skal læse videre. Men det er oplagt, at det bliver indenfor jord, landbrug og dyr,” siger Gitte Vest Barkholt.

Uddannelsen kan blive udsat
Det var Grindsted Landbrugsskole, der kontaktede gymnasiet for at høre, om man var interesseeret i at udbyde den nye uddannelse. Gitte Vest Barkholt var med på idéen om en kombineret landbrugs- og gymnasial uddannelse til dem, der vil læse videre og gøre karriere inden for landbruget.

Udannelsen bliver delt op, så teorien om landbrug foregår på landbrugsskolen, mens de gymnasiale fag er på gymnasiet. Derudover er der praktik i næsten to år fordelt over tre perioder. Grindsted Gymnasium og HF havde åbent hus angående uddannelsen i januar, hvor der dog kun dukkede en håndfuld interesserede op.

”Der skal selvfølgelig være en hvis volumen, før vi opretter linjen. Men lykkedes det ikke i år, så prøver vi igen næste sommer,” siger Gitte Vest Barkholt.

Eux-landbrug findes allerede på Viborg Gymnasium og HF og Asmildkloster Landbrugsskole samt Høng Gymnasium og HF og Landbrugsskolen Sjælland.

Eux

Eux er en erhvervsuddannelse, som samtidig giver eleven en gymnasial eksamen på hf-niveau. Regeringen ønsker, at flere elever tager en eux og mener, at eux skal tilbydes på flere uddannelser. Skoler kan udbyde eux inden for fire hovedområder:

  • Social, sundhed og pædagogik
  • Handel og servicefag
  • Landbrug og fødevarer
  • Teknologi, byggeri og transport

De første eux-hold blev oprettet som pilotprojekt i 2010.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater