Et gymnasium lukker: Trist farvel til gode kolleger

Lærer Hanne Askjær leder igen efter nøglerne.

“Den seneste tid har været lidt forvirrende og følelsesladet,” undskylder hun, idet hun låser op til et endnu et lokale, hvor lyden af håndværkernes arbejde og musik overdøver vores snak.

Vi fortsætter jagten på et lokale på Johannesgymnasiet, der ellers er helt tømt for elever og lærere, der er taget på sommerferie. Fem dage forinden fejrede skolen de sidste studenter ved en rørende translokation. Traditionen tro blev studenternes udmarch akkompagneret med trompetfanfare, men i år bad skolens rektor lærerne om at følge efter deres studenter, for at de også kunne blive hyldet for deres indsats. Glædestårer, jubel, tristhed og klapsalver smeltede sammen i den gamle gymnastiksal, da gymnasiets sidste studenter og lærere gik ud til de pyntede studentervogne.

100 år med gymnasieskole er slut for privatskolen på Frederiksberg i København, som efter sommerferien åbner for endnu flere grundskoleelever, der vil indtage de tidligere gymnasiegange. Skolens 1.- og 2. g’ere må fortsætte deres uddannelse på andre gymnasier, og skolens lærere er sendt ud i en jobjagt. Men Hanne Askjær fortsætter på skolen, næste skoleår starter hun i skolens udskoling, hvor hun skal undervise i tysk og engelsk.

“Jeg traf beslutningen om at søge job her på grundskolen ret hurtigt, efter vi fik beskeden, om at gymnasiet skulle lukke. Jeg synes, at jeg som 60-årig er for ung til at gå på pension, men at jeg er for gammel til at starte på en ny, stor skole,” fortæller Hanne Askjær, der som resten af skolens lærere oplevede coronanedlukningen som en hård rutschebanetur med op- og nedture.

Dagen efter Mette Frederiksens historiske pressemøde, hvor store dele af Danmark blev lukket ned, var Johannesgymnasiets lærere indkaldt til møde. Her fortalte skolens rektor, at bestyrelsen havde besluttet at lukke skolen på grund af faldende elevtal. Skolens bestyrelse var ikke repræsenteret ved mødet.

“Selv om vi godt var klar over, at skolen havde fået færre elever de seneste år, kom lukningen som et chok – især at bestyrelsen ikke ville lade 1. og 2.g’erne færdiggøre deres uddannelse,” fortæller Hanne Askjær.

Det blev overladt til lærerne to og to at gå tilbage til klasserne for at give eleverne den triste besked.

“Jeg var lidt heldigere end andre, for jeg skulle fortælle 3.g’ere om det, og de var mere bekymrede for deres SRP, som de lige var gået i gang med. Men mange af de andre elever var naturligvis kede af det og bekymrede – og det var vi lærere jo også,” siger Hanne Askjær og tilføjer:

“Det var en frygtelig dag!. Vi var lige blevet fyret, og så skulle vi gå hjem, uden at vi måtte give hinanden et kram.”

Glemt
Næste dag gik Hanne Askjær og hendes kolleger i gang med nødundervisningen. Det har hun sidenhen spekuleret lidt over.

“Vi var lige blevet afskediget, så det ville være forståeligt, hvis vi lærere havde lyst til at blæse det hele et stykke. Men vi gik alligevel i gang fra dag ét med virtuel undervisning og SRP-vejledning,” siger hun.

Hendes talestrøm stopper et øjeblik, og hun kigger ud af vinduet, hvor regnen trommer på vinduerne.

“Det skyldes nok hensynet og kærligheden til eleverne. Jeg tror, at vi var mange, der tænkte, ‘det her skal ikke gå ud over eleverne, for de kan ikke gøre for det. Det er jo os, der skal tage os af dem’,” siger Hanne Askjær og tilføjer:

“Og så skyldes det nok også den faglige stolthed – vi lærere sætter en ære i at gøre arbejdet godt.”

Men det var en hård tid for lærerne, der følte sig meget glemt, fortæller Hanne Askjær.

“De første par uger var mange af os lamslået over, at vi ikke hørte fra nogen instanser. Rektor lå vandret, men vi hørte hverken fra skolens bestyrelse eller GL,” siger Hanne Askjær.

Især påsken var hård, og Hanne Askjær og kollegerne blev mere og mere frustrerede.

“Vi indså, at vi måtte klare det her selv, så vi holdt nogle virtuelle møder,” siger Hanne Askjær, der mener, at GL var alt for længe om at kontakte lærerkollegiet og i det hele taget at foretage sig noget.

Et smørhul
Da genåbningen startede med, at 3.g’erne skulle tilbage til skolen med meget afstand og undervisning i flere lokaler på samme tid, havde Hanne Askjær ikke lyst til at komme tilbage.

“Jeg stod udenfor skolen og tænkte: ‘Jeg gider slet ikke at være her, hvis vi skal undervise på den her åndssvage måde’,” siger Hanne Askjær og kigger ned i bordet, inden hun udbryder:

“Men da jeg først kom ind og fik snakket med rektor og mine kolleger og mødte eleverne igen i klassen, så tænkte jeg, det er dét, der tæller, samværet! Nu tager vi alle succesoplevelserne med herfra og glemmer det, som ikke lykkes så godt’.”

Hanne Askjær har altid været meget glad for at arbejde på en lille skole, men det har især også været en fordel i krisetid, fortæller hun.

“Vi kender hinanden og støtter hinanden – alle sammen – hele tiden! Der er ikke nogen kollega eller elev, der går under radaren. Derfor har det altid været et trygt og godt sted både for lærere og elever – et smørhul,” siger Hanne Askjær.

I den hårde tid har det lille lærerkollegium også forsøgt at holde humøret oppe sammen.

“Og rektor har været meget initiativrig til at finde anledninger – store som små – som vi kunne fejre sammen,” siger Hanne Askjær med et grin.

Himmelhenrykt og trist
Afskedigelsen var en anledning for den erfarne lærer til at tænke over sit arbejdsliv, for der var kun opslået få ledige stillinger på gymnasier.

“Mange sagde til mig, at der er masser af store firmaer, der har brug for mine sprogkompetencer, men jeg kunne ikke lade være med at tænke, ‘hvad i alverden skal jeg i et stort firma – det er jo ikke, hvad jeg brænder for’,” siger Hanne Askjær og tilføjer:

“Jeg har tre kriterier for mit videre arbejdsliv: Jeg vil stadig undervise i sprog, jeg vil arbejde med mennesker, jeg kan lide, og jeg vil have en løn, der giver mig lidt til pensionen.”

Efter 30 år med forskellige poster på skolen lige fra tillidsrepræsentant til PR-formand og pædagogikumvejleder ser hun frem til at prøve kræfter med grundskolen.

“Rent fagligt og pædagogisk glæder jeg mig til at komme ind i mine fags kerne især i tysk. Det har været fantastisk i gymnasiet, og nu skal jeg prøve at være med til at bygge elevernes sprog op fra starten. Det bliver spændende og udfordrende,” siger Hanne Askjær, der dog gik på sommerferie med blandede følelser.

“Jeg er himmelhenrykt over stillingen, men jeg er samtidig så trist over at sige farvel til mange gode kolleger.”