Spillet om årskaraktererne

Jagten på den perfekte studentereksamen betyder for nogle elever, at hver time er en test. Årskaraktererne udgør en betydelig del af elevernes samlede gennemsnit på eksamensbeviset, men flere har svært ved at gennemskue, hvad de skal gøre for at gøre sig fortjent til karaktererne i den gode ende af skalaen. De forsøger at positionere sig, som var de skakbrikker i klasselokalet. Ikke så langt fremme, at læreren opdager manglende forberedelse, og ikke så langt tilbage, at de virker uinteresserede.  

Ifølge Noemi Katznelson, der er leder af Center for Ungdomsforskning på Aalborg Universitet i København, risikerer præstationskulturen at føre til, at eleverne konstant gør sig tanker om, hvordan de kan forbedre deres karakterer, og timerne kan derfor gå hen at blive daglige eksaminer. Hun mener, at karakterjagten kan være skadelig for læringsrummet.

”Mange unge sidder og tænker: ’Jeg skal sige noget i hver time.’ Ikke fordi de har noget at byde ind med, eller fordi de er særligt interesserede i, hvad der foregår. De gør det for karakterens skyld,” siger Noemi Katznelson, der er i gang med en undersøgelse af karakterernes påvirkning på ungdomsuddannelserne.

Det er ganske naturligt, at der er elementer af taktik og konkurrence i klasselokalet, men elementer som innovation og selvstændighed ryger alt for ofte i svinget, når spillet om karaktererne sætter ind, mener hun.  

Ingen sang i timerne
Noemi Katznelson har i sin forskning observeret elever, der oplevede, at deres selvstændighed stod i vejen for, at de kunne få gode karakterer. Hun nævner en gruppe ambitiøse unge, der valgte at analysere en række sangtekster, da de skulle holde oplæg i en time.

Læreren mente ikke, at der var nok indhold i teksterne og endte derfor med at give eleverne en karakter, der lå langt under deres egen vurdering.

”Eleverne konkluderede, at det, de kunne lære af den oplevelse, var, at de ikke skulle vælge emne ud fra interesse, men snarere ud fra hvad læreren gerne vil have,” siger Noemi Katznelson.

En undersøgelse af karaktergivning i gymnasiet foretaget af Danmarks Evalueringsinstitut (EVA) viser, at flere elever er usikre på, hvornår de bliver bedømt, og hvad de bliver bedømt for. Det er et billede, Noemi Katznelson godt kan genkende.  

”Sat lidt på spidsen, så kan karaktererne afhænge af, om du sætter dig forrest i klassen med kavalergangen fremme, eller om du sætter dig bagerst i klassen med computerskærmen oppe,” siger hun.

Spil spillet
Der er rigtig god grund til at kæmpe for årskaraktererne, mener Alexander Sonne Wulff, tidligere elev på Niels Brocks handelsgymnasium og medforfatter til bogen Spillet om karaktererne.

”Jeg vidste godt, at årskaraktererne var vigtige, men da jeg en dag satte mig og regnede på det, så var jeg alligevel ved at falde bagover. Årskaraktererne betyder virkelig meget for, hvordan du bør gribe gymnasiet an,” siger Alexander Sonne Wulff.

Han oplevede, at han med meget enkle midler kunne påvirke sine årskarakterer.

”Det er i klasselokalet, at du påvirker dine karakterer mest. Min oplevelse var, at 80 procent af klassen ikke lavede noget i timerne. I den situation kan en lille bitte ting som at vise interesse for dit fag være afgørende for dine karakterer,” siger Alexander Sonne Wulff.

Oplevelserne fra klasseværelset inspirerede tilbage i 2010 Alexander Sonne Wulff og hans medstuderende Peter Hertz til at skrive bogen Spillet om karaktererne. I bogen fortæller de to tidligere hhx-elever, med udgangspunkt i deres egen tid på Niels Brocks handelsgymnasium, hvordan brug af fremmedord, minimal – men gennemtænkt – forberedelse og pres på lærere ved karaktersamtaler kan gøre underværker for årskarakterer.
I bogens introduktion skriver forfatterne:

”At gå i gymnasiet er et spil, udnyt systemet og spil spillet.”

Prioritering og forberedelse
Otte år efter at han blev student, husker Alexander Sonne Wulff stadigvæk sin gymnasietid som en af de travleste perioder i sit liv. Derfor anser han også bogen som en prioritetsliste snarere end en guide til at bluffe sig til de gode karakterer.

Han oplevede selv, at prioritering var nøglen til at kunne leve et normalt ungdomsliv – med dertilhørende fester, kærester og fritidsinteresser – og stadigvæk få gode karakterer.

”Jeg sørgede for så vidt muligt at være forberedt, men hvis jeg ikke havde nået at læse en hel tekst, så læste jeg en side eller konklusionen, og så sørgede jeg for at komme først med min ene pointe, sådan at min lærer troede, at jeg var helt forberedt,” siger Alexander Sonne Wulff.

Han ville aldrig indrømme over for læreren, hvis han ikke havde læst en tekst. I det tilfælde ville han hellere gemme sig bag sine medstuderende. For det gode forhold til lærerne er vigtigt, hvis man vil have fat i de gode årskarakterer, mener han.

”Det er ikke sådan, at du kan have en god kontakt med læreren på den gammeldags måde med et rødt æble på katederet. Eleverne bliver nødt til at vise interesse for lærerens faglighed,” siger Alexander Sonne Wulff og forsætter:

”Det er naturligt, at læreren belønner elever, der er med til at skabe et godt miljø i timerne. Der var nogle af mine klassekammerater, der ikke var særligt stærke fagligt, men formåede at udvise nok interesse i timerne til, at de fik karakterer, der lå over deres niveau.”

Elever mangler meningen
Peter-Christian Brøndum er pædagogisk faglig koordinator på Øregård Gymnasium, hvor han underviser i historie og samfundsfag. Han underviser desuden lærere i pædagogikum på fagdidaktik i samfundsfag. Han mener, at lærerne godt kan gennemskue elevernes faglighed uden at lade sig påvirke af, hvordan eleven ellers agerer i timerne.

”Jeg tror, at lærerstanden i Danmark er så tilpas professionel, at selvom en lærer skulle have et mindre godt forhold til en elev, så vil læreren stadigvæk være i stand til at bedømme elevens faglige kompetencer,” siger Peter-Christian Brøndum.

Han kan dog godt forstå, hvorfor eleverne søger efter fortællinger, der kan give karaktererne mening. Sammenhængen mellem den diffuse talværdi og den mundtlige evaluering er nemlig ikke god nok, mener han. Både lærere og elever skal ifølge ham have et bedre fællesfagligt sprog.

”Det, der står i læreplanerne, er ikke et sprog, som eleverne kan forstå, og jeg vil faktisk også mene, at det er så løst beskrevet, at vi lærere fortolker kravene forskelligt,” siger Peter-Christian Brøndum.

Han mener, at manglen på mening bag tallene også kan være grunden til, at mange elever sammenligner sig med deres sidekammerater frem for at kigge på deres egen faglige udvikling.

Han har sammen med resten af Øregård Gymnasium udfordret tanken om karakterer som evaluering ved blandt andet at have karakterfrie 1.g-klasser.

”På Øregård gymnasium er vi ikke modstandere af karakterer, men vi har stillet os kritiske over for karakterer som eneste evalueringsform, fordi de ofte begrænser elevernes både faglige og sociale udvikling. De er bange for at træde forkert, i stedet for at lære af deres fejl,” siger Peter-Christian Brøndum.