En lang række ledere har i skolernes budgetter for næste år skåret to procent. Det havde de alligevel ikke behøvet at gøre.
Med finansloven for 2014 står det klart, at den såkaldte omstillingsreserve på to procent for 2014 bliver ført direkte tilbage til skolerne. Det betyder rundt regnet, at skolerne kan ansætte lærere, købe bøger eller noget helt tredje for en kvart milliard kroner mere i 2014 end ellers planlagt.
Nogle skoler har dog allerede lagt budgetter for næste år med besparelser på to procent.
”På vores skole er man begyndt at rationalisere med den begrundelse, at vi har færre penge til næste år. Nu viser det sig, at skolerne ikke mister to procent til næste år, og så er det vigtigt, at pengene kommer tilbage til undervisning,” siger Ellen Sørensen, som er tillidsrepræsentant på Maribo Gymnasium og formand for netværksbestyrelsen GL Storstrøm.
Pengene skal bruges
Formand for gymnasieudvalget i Danske Erhvervsskoler – Lederne, René van Laer, mener, det er vigtigt, at skolerne nu justerer budgetterne og taler om, hvordan de to procent skal bruges.
”Når skolerne har planlagt at skære to procent til næste år, må det betyde noget for nogle indsatsområder. Jeg mener, at bestyrelsen og samarbejdsudvalget nu skal snakke om, hvordan pengene bedst muligt gives tilbage til næste år,” siger René van Laer, som også er direktør for handelsskolen København Nord.
Han mener, det er et vigtigt politisk signal at sende, at skolerne kan finde ud af at bruge de midler, som politikerne bevilger, til for eksempel undervisning.
”Det er et forkert signal, hvis vi ikke bruger de penge, som politikerne uddeler til formålet. De to procent skal ikke bare bruges til at skabe et større overskud. Vi driver ikke bank, men uddannelse,” siger René van Laer.
Til glæde og gavn
Formand for Gymnasieskolernes Lærerforening (GL), Gorm Leschly, glæder sig over, at omstillingsreserven bliver givet tilbage til skolerne krone for krone, og forventer, at skolerne bruger pengene til gavn for elever og lærere.
”Det giver skolerne bedre mulighed for at lave god undervisning og bedre rammer for lærernes arbejde. Der er behov for ekstra initiativer, der sætter fokus på dialog om udvikling af undervisningen.”
Millioner
Henrik Holsteen Jessen, som er tillidsrepræsentant på Aabenraa Statsskole og formand for netværksbestyrelsen for GL Sønderjylland, opfordrer også til, at lederne bruger pengene på undervisning.
”På mange skoler har man en stor egenkapital og store overskud i forvejen. Pengene skal derfor bruges til formålet – nemlig undervisning. Det er ikke for sent at justere i budgettet,” siger han.
Han nævner, at der på Aabenraa Statsskole er planlagt et overskud på 1,9 millioner kroner til næste år, og det er, før omstillingsreserven bliver ført tilbage til skolen.
Så stort er overskuddet dog ikke alle steder.
På Ringkjøbing Gymnasium glæder rektor Tonny Hansen sig over, at han råder over to procent mere end først antaget. Nogle af pengene skal bruges til undervisning, bøger og it, mens andre skal bruges til at skabe et lidt større overskud.
”Jeg har lavet et budget med et overskud på 300.000 kroner til næste år, men min bestyrelse vil have, at det skal være på mindst 500.000, så nogle af pengene skal bruges til det,” siger han.
På Ordrup Gymnasium vil de to procent fra omstillingsreserven ikke betyde ændringer i forhold til budgettet for undervisning.”Vi havde i vores budget for næste år ikke skåret ned i undervisningen. Det betød bare, at vores resultat blev ringere. Nu får vi alt andet lige et større overskud, og det bruger vi til at finansiere et byggeri, vi er i gang med og kan dermed optage et mindre lån,” siger rektor Henning Thomsen.
Omstillingsreserven blev allerede skrevet ind i finansloven for 2011 og skulle gælde for 2014 og foreløbig frem til 2017. Meningen er, at skolerne skal bidrage økonomisk til omstillingsreserven, som Folketinget så igen skal omfordele inden for uddannelsessektoren. Den nye finanslov betyder, at skolerne ikke skal bidrage til reserven i 2014. Som det ser ud nu, bliver skolerne dog trukket to procent i 2015, fire procent i 2016 og seks procent i 2017.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode