Det rene ord er beskidt

Bo Tao Michaëlis trækker en tung bog ud af reolen. ”En stor satan”, som han selv beskriver den. Dante står der med hvide art deco-bogstaver i et sort felt på forsiden, og på første side har hans farfar skrevet sit navn med en sikker, sort skrift: Sophus Michaëlis og så datoen: Juni 1930. Nedenunder har Bo Tao Michaëlis selv skrevet sit navn.
Det er den bog, der først satte dybe spor i ham; Dantes Guddommelige Komedie. Bo Tao Michaëlis var ti år gammel, og han kan stadig huske, hvordan dens vægt føltes, når han tog den på skødet.
”Der er nogle meget uhyggelige billeder i. Det var nok dem, jeg først blev tiltrukket af. Sproget var også uhyggeligt og mærkeligt. Og jeg husker det som en fantastisk, underlig historie. Siden læste jeg De tre musketerer, som også betog mig. Begge var tunge bøger, og det var nok tyngden, der gjorde indtryk,” fortæller Bo Tao Michaëlis.
Ville Bo Tao Michaëlis have fået samme oplevelse, hvis han havde været 10 år i dag, og hans første møde med skelsættende litteratur havde været på en iPad? Hans eget svar er nej:
”Man kan ikke skille form og indhold ad. Stor litteratur kan også være stor i dets vægtfylde. Sådan en bog giver læseren en respekt for det skrevne ord i sin meget store længde. Man får også en respekt for de mennesker, der har lavet det. De fysiske bøger har noget, som en bog på Kindle eller en iPad ikke har.”

Kunst bliver elektriske strømme og pragmatik
Ifølge Bo Tao Michaëlis er ord ikke bare ord. Et ord er sin kontekst, om den så er mundtlig eller skriftlig. Der er forskel på at læse Herman Bangs Ved vejen i en slidt udgave, hvor tidligere årganges elever har skrevet deres navn på første side med klasse og årstal – og så læse den i en ”nøgen” version på en iPad. Det svarer til at få et kærestebrev per e-mail. Det er ikke det samme som de breve, man sendte engang, og som måske havde pletter af kaffe, en lille tørret blomst lagt i konvolutten, eller hvor håndskriften afslørede en sindsstemning.
”Det rene ord er beskidt. Et ord vil aldrig stå helt rent. Man må have en respekt for papirets kvalitet. Charles Dickens skrev sin bog i hånden med fjerpen, og i dag er det jo læst ud fra den opfattelse, at det er skrevet ned på et stykke papir. Den oplevelse vil vi stadig have i lang tid, tror jeg. Også selv om skriften i dag bliver skrevet på en skærm, og siden læst på en anden skærm. Hvis man ønsker at indføre ungdommen i litteraturens veje og vildveje, kan man ikke undgå at gå til bogen. Det skal vi nok lige tænke over, inden vi afskaffer de traditionelle bøger helt,” siger Bo Tao Michaëlis.
Han ryster på hovedet over det, han kalder ”en euforisk hallelujastemning” på de gymnasier, der kalder sig bogløse.
”Hvis jeg nu skal være lidt polemisk, vil jeg sige, at det er de samme mennesker, der for nogle år siden brokkede sig over alle de fotokopier i undervisningen. Der var argumentet, at det er rart at have en rigtig bog i hænderne. Så vidt jeg kan se, er argumentet nu, at eleverne har fået alle bøgerne på deres iPads, når de begynder i 1.g, og at det ikke fylder noget, og så får lille Lise ikke så meget at slæbe på. Men stor litteratur er sgu tungt. På den måde der går al kunst og kultur op i luft. Det er blevet til elektriske strømme og pragmatik,” fortsætter Bo Tao Michaëlis.

Mangler didaktisk debat om bøgernes vigtighed
Bo Tao Michaëlis er dog ikke blind for, at tabletsene har deres fordele. Han vil ikke være maskinstormer, som han siger:
”Jeg kan godt se, det er smart. For eksempel hvis man er ude at rejse og lige vil have Proust og nogle bind af På sporet af den tabte tid med. Nogle af mine bedste venner er konverteret til Kindle. Jeg er ikke sikker på, jeg har ret. Men der mangler en filosofisk og didaktisk debat om, hvorfor det er vigtigt at bevare bøgerne. Hvilke mulige mangler og ulemper er der ved en fraprioritering af den gammeldags gutenbergske bog?” spørger Bo Tao Michaëlis og svarer selv:
”Med de digitale bøger får man ikke fornemmelsen af, at det er et værk, og man mister den fysiske fornemmelse for genren. Genrens form spiller jo også ind på dens udtryk og indhold. En novelle er kort, og en roman er længere. Og minimalisme er noget, der er knyttet til den korte form. Det er ikke Charles Dickens eller Balzac. Og det er ikke tilfældigt, at Herman Bangs Ved vejen har den længde, den har. Den fornemmelse får man ikke med de digitale bøger,” siger Bo Tao Michaëlis.
Der er også noget andet, der går tabt. Hvis det går med litteratur, som det er gået med musik, vil man måske også holde op med at give bøger i gave. Og så vil man ikke længere kunne hive en ”stor satan” ned fra bogreolen og slå op på første side og se, hvem der har haft den før – eller hvilken giver der har skrevet et par ord på titelbladet.
Bo Tao Michaëlis begræder også, hvis bogen som første skridt til forførelse vil forsvinde:
”Jeg kan huske, da jeg boede i Paris som ung, og en af mine venner dér gav mig et godt råd til at komme i kontakt med de søde franske piger, der tit sad og læste i metroen. Han sagde: ’Spørg dem, hvad de mener om den bog’. Og det virkede meget godt. Det kan man jo ikke i dag, for man kan ikke se, hvad de læser. Verden vil blive affortryllet, hvis al kommunikation skal foregå via skærme. ”