Demokratiets indre splittelse

Det er, da snakken falder på Wikileaks, Julian Assanges udskældte whistleblower-organisation, at Rune Lykkeberg for alvor lader sig rive med. Ellers har han under hele interviewet fortalt som betragteren. I hans nye bog, Alle har ret, analyserer han demokratiet. Men uden selv at være personligt til stede i analysen. Tankerne er så kloge, at de afslører forbindelserne mellem det, man ikke anede er forbundet, men der er intet bid, ingen indignation, ingen vrede. Intet sted, hvor man får følelsen af en skribent, der mener, at noget grundlæggende er for galt. Men alt det træder frem, når talen falder på Wiki­leaks og den modstand, som både medier og magten har mødt organisationen med. 
”Jeg fatter ikke, at aviserne stiller op i modstanden mod Wikileaks. Det viser et moralsk hierarki, der bygger på en mistillid til masserne. Det er en feudal fordom om masserne som for dumme og uansvarlige til at kunne håndtere information, og jeg fatter ikke, særligt med tanke på, hvad lækagerne har afsløret, at man kan fordømme Wikileaks uden at forholde sig til afsløringerne,” siger Rune Lykkeberg. 
Til daglig er han weekendredaktør på Dagbladet Information, der på baggrund af lækager fra Wikileaks afslørede, at danske soldater i strid med mandatet overdrog krigsfanger til amerikanske soldater. 
Flere gange, efter at vi har afsluttet interviewet og følges ad Store Kongensgade ind i Sankt Annæ-passagen til Information, siger han: ”Det var godt, du stillede det spørgsmål om Wikileaks”.

Kierkegaard og Alfons Åberg 
En time tidligere cykler han ind af samme passage lidt forsinket efter en bogsignering i Politikens boghandel. I headsettet er en journalist fra Jyllands-Posten, der ville have en udlægning af partiernes topstyring, og i hånden holder han bogen The Price of Inequality af den amerikanske økonom Joseph Stiglitz. Han kan næppe ankomme på anden måde. Alt ved ham, det flagrende slips, vinden i håret, adgangen til medierne, det gamle København, udstråler denne ubesværede intellektuelle lethed, som man også kan se i debatprogrammer, hvor han altid ligner en, der befinder sig i Frederiksberg Have en sommerdag med både fuglekvidder og bryllupsselskaber i baggrunden. 
Det afspejler sig tydeligt i hans nye bog – Alle har ret – om demokratiet. Hans analyse og argumentation veksler muntert mellem alt fra finanspakker, Tocqueville, Platon og Kierkegaard til Klovn, Medina og Alfons Åberg. Et samlet verdensbillede af populærkultur, politik og almen dannelse. Den grundlæggende præmis i bogen er, at demokrati ikke er dette misbrugte værdislogan, der berettiger selv krig og had, men i stedet er en kamp og en konflikt, som viser sig i store dele af vores daglige liv, uden at vi bemærker det. 
”Der er stor afstand mellem det demokrati, vi hylder, og det demokrati, vi praktiserer. I demokratiet har vi forkastet tyranner og gammeldags autoriteter og erstattet dem med det, som vi vedtager som det fornuftige. I enormt mange livssituationer ved vi, hvad vi bør gøre, og så snart der er et meget stærkt ’det burde du’, er der også et meget stærkt ’fuck, det gider jeg ikke’. Det er en grundkonflikt i bogen og os selv, vi vil ikke have, at nogen bestemmer over os, men samtidig bliver der bestemt over os hele tiden,” siger Rune Lykkeberg.

Udemokratiske dommere 
Et af hans eksempler er diskussionen omkring læreren. I sin essens går kritikken på, at læreren i et for vidtrækkende forsøg på at fjerne sig fra tidligere tiders lærerautoritet har mistet evnen til at skabe ro og fokus i klassen. Resultatet er den ”rundkredspædagogik”, som Anders Fogh Rasmussen vendte sig voldsomt mod, mens han førte krig for demokratiet i fjerne lande. 
”Det paradoksale er, at rundkredspædagogikken netop er demokratisk. Lærerens problem, når han ikke kan skabe ro i klassen, forældrenes problem over for børnene og ledernes problem med de ansatte er et fælles problem i demokratiske kulturer, hvor vi alle er lige. Men vi identificerer det ikke som et demokratisk problem, og derfor opdager vi ikke, at vi ofte oplever demokrati som et problem og en modstand i hverdagen, for det er ikke sådan, vi taler om demokrati. Men det er demokratiet i praksis,” siger Rune Lykkeberg. 
Sagen er nemlig, at alt i demokratiet ikke er demokratisk og heller ikke skal være det. 
”Læreren må ikke være en tyran, men stoffet er ikke demokratisk. Det er ikke til debat, om to plus to er fire,” siger Lykkeberg. 
Det gælder en lang række andre institutioner og forhold i samfundet. For eksempel er det moderne forhold demokratisk. Det er konstant til forhandling, hvem der skal lave mad, hente børn, slappe af. Men sexlivet fungerer ikke som en forhandling. Manden mister viriliteten og kvinden lysten, hvis sex bliver et demokratisk projekt, hvor man forhandler sig til rette om stillinger og tidspunkter. På samme måde kan vi debattere for og imod højere straf for eksempelvis voldtægt, men når højesteretsdommerne bliver ved at idømme samme straf, selv om strafferammen er udvidet, så er det ikke til diskussion. Politikere, der kritiserer dommerne for ikke at følge lovens ånd, bliver straks kaldt for udemokratiske og ude på en farlig vej. 
”Men i virkeligheden kan man sige, at de politikere, der tager debatten, er de demokratiske, for de stiller spørgsmål ved dommerne og magten. Dommerne er ikke folkevalgte, men vi ophøjer dem til en autoritet, der ligger uden for demokratiet. Et aristokrati af de bedst egnede,” siger Rune Lykkeberg. 
Han nævner også forskellen på EU’s finanspagt og Nationalbanken. Med finanspagten vil staterne fjerne en del af finanspolitikken fra demokratiet og lade Djøf-aristokratiet administrere det. 
”Det sker ud fra en præmis om, at folket er for dumt, og det fører til massiv diskussion. Vi betragter finanspolitikken som et demokratisk anliggende, men pengepolitik ligger derimod uden for demokratiet. Nationalbanken har uindskrænket magt i forhold til at hæve og sænke renten, hvilket påvirker vores dagligdag meget direkte, men der er ingen, der stiller spørgsmålstegn ved, at det ikke er en demokratisk proces,” siger Lykkeberg.

Sandheden i demokratiet 
Det, som vi stiller spørgsmålstegn ved, er kulturelt bestemt. For eksempel har den amerikanske centralbank været under kritik for sin politik op til og under finanskrisen. I mindre målestok griner vi danskere af svenskerne, der kun kan købe vin og øl på Systembolaget, til trods for at der er dokumentation for, at man drikker mere, når alkohol er frit tilgængeligt, hvilket fører til leverskader, ulykker, vold og spritbilisme. Omvendt synes svenskerne, vi er skøre, når de, indtil for nylig, kunne konstatere, at butikkerne havde lukket om søndagen. 
”Pointen er, at en masse ting i vores demokrati befinder sig uden for demokratiet, uden at vi sætter spørgsmålstegn ved det. De enkelte samfund vedtager forskellige regler for, hvad der er det rigtige for den enkelte og fællesskabet,” siger Lykkeberg. 
Samtidig med interviewet foregår en debat på Christiansborg. Regeringen lover at skabe 21.000 nye job næste år. Men eksperterne undsiger påstanden, fordi den stramme EU-finanspolitik, vi har indvilget i at følge, betyder, at vi mister 9.500 job, hvilket efterlader godt 11.500 nye job. Den slags diskussioner er næsten daglige. Problemet er, at selv om konsekvenserne er vidt forskellige, er begge udsagn sande. 
”Sandheden er ekstremt delikat i demokratiet. Det er en demokratisk grundintuition, at ingen har monopol på sandheden. Vi er kulturelt modstandere af sandheder, vi ikke kan udfordre. Det store spørgsmål er, hvordan kan vi på den ene side fastholde, at der er noget, der er sandt, uden at komme monopol på sandheden? I dette tilfælde har begge parter ret set ud fra deres præmisser,” siger Lykkeberg.

Tilfældet Frank 
Det er i det vildnis af skiftende sandheder og adfærdsmønstre, at Frank farer vild. I bogen analyserer Lykkeberg en del af livet i demokratiet gennem arketyperne Frank og Casper fra tv-serien Klovn. 
Frank er det rationelle menneske, der mener, at regler er principper, der kan overføres fra den ene situation til den anden, for eksempel er der ingen forskel på, om Mia, hans kæreste, bader med sin nevø, eller om Frank bader med Mias venindes datter. I Franks optik er regler almene, og derfor kan den samme accepterede adfærd overføres fra den ene til den anden situation. Hvis Mia for eksempel påstår, at der intet galt er i, at en mandlig massør fører en slange ind i hendes ”numse”, som Frank kalder den, så tager han hende på ordet og hjælper en fremmed kvinde med at indføre slangen til tarmskylningen. Frank er den rationelle demokrat, der aldrig handler, men altid forhandler. Casper er den romantiske demokrat, der aldrig forhandler, men handler. Han bryder reglerne. Når han og Frank bærer indkøbsposerne for Mia og Iben, siger han fra, sætter poserne og drøner ud i verden på sin motorcykel med et ”hej piger”, der også inkluderer Frank. Frank står måbende tilbage, og Mia og Iben er lidt imponerede af Casper. 
”Når jeg ser fodbold med min datter, roser vi Zlatan Ibrahimović for at være kompromisløs, men hvis hun kommer op at slås i skolen, siger jeg, hun skal lære at gå på kompromis. Det er helt normalt i vores hverdag, at vi veksler mellem adfærd i forhold til situationerne. For Frank skal tilværelsen hænge sammen, så de samme regler gælder over det hele. Han kan ikke forstå, at man kan opføre sig demokratisk som samtalende kæreste, men ikke som erotisk kæreste,” siger Lykkeberg. 
I virkeligheden rummer vi alle begge dele og navigerer naturligt mellem at være rationelle og romantiske demokrater. Det er, når vi navigerer forkert, det går galt. 
”Hvis jeg for eksempel beslutter at planlægge min datters bryllup, ud fra hvad der rationelt er bedst for hende, så vil jeg blive betragtet som vanvittig undertrykkende. Set i den optik kan man se, at mange af konflikterne med flygtninge og muslimer ikke handler om, at de er en antidemokratisk virus, der kommer udefra og inficerer vores kultur, men om, at balancerne er forskudt. Et fornuftsægteskab er bare, at man agerer rationelt demokratisk, hvor vi forventer, man agerer romantisk demokratisk. Det interessante er, at når man ser demokrati som et problem i vores nære hverdagsliv, forstår man mange problemer på en anden og bedre måde,” slutter Rune Lykkeberg.