De skal vide, hvorfor de læser digte fra 30’erne

“Gymnasielærere kan virke selvtilfredse. Som om det, de underviser i, er det ypperligste inden for menneskelig læring.”

Ordene er Lars Goldschmidts. Og selv om man kan ane et smil mellem linjerne, mener han, at gymnasiet skal passe på ikke at drukne i egen forherligende selvforståelse.

“Stx er jo blevet en stor succes. Det er tydeligt, når man kigger på søgningen. Men det har været svært at få en diskussion om, hvorvidt det er et fornuftigt succeskriterium, de uddanner ud fra. De fleste af dem, der går i gymnasiet nu, skal jo ikke fortsætte på en videregående uddannelse. Der er mange, der skal videre på erhvervsakademier eller professionshøjskoler. Og for mig at se er det dannelsesideal, gymnasiet er lavet ud fra, meget indadvendt. I gymnasiets selvforståelse er det den brede holistiske dannelse, der er idealet. Som om de fag, der er nu i gymnasiet, er dannende nok i sig selv. For mig at se skal der langt mere livsduelighed ind i gymnasiet,” siger Lars Goldschmidt, der den 1. maj gik af som direktør for Dansk Industri (DI) og nu stiller op til det kommende folketingsvalg for Socialdemokraterne på Bornholm.

Han deltager jævnligt i den offentlige debat – også om uddannelse – og er næstformand i bestyrelsen for Campus Bornholm.

Med livsduelighed mener Lars Gold­schmidt, at den enkelte elev lærer at tage ansvar for sig selv.

“Hvem er man? Hvordan stiller man sig i relation til andre? Og hvordan forstår man, hvad andre værdsætter og har brug for? Livsduelighed handler om evnen til at lære, evnen til at begejstres. Det afgørende er, at man kan indgå i en social kontekst og skabe en situation, hvor man oplever sit potentiale og deler det med andre. Det er en af de vigtigste kvalifikationer på arbejdsmarkedet og i det civile liv,” siger Lars Goldschmidt.

Brugbare fag
Eleverne skal ikke bare opfordres til livsduelighed, fagene skal være langt mere anvendelsesorienterede, mener Lars Goldschmidt. For fremtiden er det altså ikke sikkert, at eleverne overhovedet kommer til at stille det evige spørgsmål: “Hvad skal vi bruge det her til?” Svaret skal ligge i undervisningen selv.

“For mig at se er det begrundelsen for, at der overhovedet bliver undervist: At vi er i stand til at bruge det til noget. At det, vi har lært, har en værdi i forhold til andre. Det nytter ikke, at matematiklæreren bare synes, matematik er smukt. Man skal kunne bruge det til noget, til en analyse eller en beregning. Det gælder alle fag. Når vi skal have historie, er det jo ikke bare ud fra en narcissistisk betragtning om, at det siger noget om mig, men ud fra et behov for at forstå hinanden. Nogle fag i gymnasiet bliver opfattet som mål i sig selv, men det er en meget begrænsende målsætning at have. Jeg ved godt, det er provokerende ad helvede til, for de fleste gymnasielærere mener, at deres fag er helt unikt.”

Det giver umiddelbart ikke meget plads til romantiske sjæle, der gerne vil undervise eleverne i skønheden ved for eksempel god litteratur. Men Lars Goldschmidt mener ikke, det behøver blive så opdelt.

“Det er da godt at kunne se skønhed, og der er en grund til at lære at se det smukke. Det er en væsentlig del af tilværelsen, men det er ikke en del af pensum. Det kan man fint gøre i sin fritid. Når eleven skal læse et digt fra 30’erne i dansk, skal han eller hun vide, hvorfor han eller hun skal det.“

En forståelse af anvendelsesorienteret undervisning er, at tavleundervisningen bliver kvittet til fordel for ekskursioner og gruppearbejde. Men hvis alt skal være anvendelsesorienteret, risikerer man så ikke, at tiden går fra at lære essentielle færdigheder? Ikke ifølge Lars Goldschmidt

“Der går ikke et sekund mere ved, at undervisningen bliver mere anvendelsesorienteret. Den måde, ingeniører lærer matematik på, er ikke langsommere. De lærer matematik, fordi de skal bruge det til at beregne noget. Det er det samme med dansk: Man lærer at læse og skrive for at kunne kommunikere godt.”

Fremtidsprofetier
De fleste politikere, der har med uddannelse at gøre, vil sige, at man ikke kan spå om fremtiden og derfor ikke kan sige, hvilket fremtidigt arbejdsmarked man uddanner til. Det gælder ikke Lars Gold­schmidt. Det kan man sagtens, mener han.

“Det er en myte, at man ikke kan spå om fremtidens arbejdsmarked. Hvis man kigger på det langsigtet, har ingeniører for eksempel haft langt lavere arbejdsløshed end alle andre, selv om der har været en stor dimittendledighed. Det er selvfølgelig ubehageligt for de dimittender, det er gået ud over, men det har ikke været forkert at sige, at fremtidens arbejdsmarked havde brug for ingeniører, og netop opfordre unge til at blive uddannet til det. For at forudsige, hvad der bliver brug for, kan vi kigge på de store, globale problemer: Folk flytter til byerne, og der vil blive brug for flere fødevarer. Der kommer en klimadagsorden, og der vil altid være en interesse i det, der får os til at leve længere og bedre. Så ja; vi får nok brug for unge mennesker, der er gode til tekniske løsninger og til naturvidenskab og kan navigere globalt. Vi kan ikke forudsige konjunkturerne, men vi kan med rimelig stor sikkerhed forudsige, at vi får brug for unge, der er bredt funderet.”

Bliver ungdommen dét, behøver vi ikke at være bange for ikke at kunne klare os i den internationale konkurrence, mener Lars Goldschmidt.

“Vi er en rimeligt dygtig nation. Vi er ikke bedre end svenskerne, for eksempel, og vi har ikke nogen specielle fortrin. Derfor er det vigtigt, at vi bliver udfordret til grænsen af vores potentiale. For den samlede konkurrencekraft i landet kommer også til at afgøre, hvilken løn den enkelte kan få. Derfor skal vi satse på uddannelse.”