Mette Marie Juhl og Veronika Perko har begge undervist i gymnasiet i et år.
Det er ikke kun 1.g’erne, der i disse uger har svært ved at finde rundt på landets gymnasier, og som har hovedet fyldt af spørgsmål, fordi alt er nyt. Også nye lærere kan have det på den måde.
Mette Marie Juhl og Veronika Perko ved, hvordan det er. For et år siden tog de begge hul på jobbet som gymnasielærer. Og de kan tydeligt huske den første tid.
”I de første uger var jeg nervøs. Man er ny, og alt er nyt. Man skal stå foran eleverne og udstråle, at man har styr på det, selvom det ikke helt er den følelse, man har,” siger 29-årige Mette Marie Juhl, der begyndte som lærer på Randers Statsskole i august sidste år. Hun underviser i religion og matematik.
Veronika Perko er 32 år og underviser i fransk og naturgeografi på Gammel Hellerup Gymnasium. Hun beskriver det første år som ”usandsynligt travlt”.
”Meget af tiden har jeg virkelig følt mig presset,” siger Veronika Perko ærligt.
Især i de første måneder var læringskurven stejl, og spørgsmålene stod nærmest i kø, husker de: Hvad står der i bekendtgørelser og læreplaner? Hvordan får man lavet nogle gode forløb med et passende niveau? Og hvad kan man overhovedet nå på et modul?
Stor hjælp fra kolleger
De to unge lærere har begge haft erfarne fagkolleger som mentorer fra starten af, og det har været en stor hjælp, fortæller de. Mentorerne har delt deres forløb, modulplaner og øvelser og stået parat med sparring og gode råd.
”Det er fedt at have en kollega, man altid kan gå til og bede om hjælp,” siger Veronika Perko.
Hun fik allerede navnene på sine mentorer halvanden måned, inden hun skulle starte, så hun kontaktede dem og fik titlerne på flere af de fagbøger, de brugte. På den måde kunne hun forberede sig på det faglige indhold, inden skoleåret gik i gang.
Nogle gange har jeg tænkt: Lærer jeg overhovedet eleverne det, jeg skal?
Også fra deres faggrupper og lærerkollegiet generelt har de oplevet en stor hjælpsomhed – både i forhold til det fagdidaktiske og helt lavpraktiske ting.
”Jeg tænker, at langt de fleste gerne vil dele ud af materialer og viden, så det skal man endelig bare udnytte,” siger Mette Marie Juhl.
Hun har også overværet sine mentorers undervisning. Det er en meget direkte måde at få nogle brugbare værktøjer på, fortæller hun.
”Det har overrasket mig, hvor meget et ’solo-job’ det faktisk er. Man er jo alene med eleverne meget af tiden. Nogle gange har jeg tænkt: Gør de andre det på en helt anden måde end mig, og lærer jeg overhovedet eleverne det, jeg skal?”
’Nu er det godt nok’
Som ny lærer kommer man let til at overforberede sig. Det kender Mette Marie Juhl godt. I starten forberedte hun hvert modul ned til mindste detalje. Alt var øvet igennem, og hun følte, at hun skulle kunne svare, uanset hvad eleverne spurgte hende om.
”Nogle gange har jeg forberedt så meget til et enkelt modul, at jeg nærmest har haft indhold til tre moduler,” fortæller hun.
Jeg har ofte forberedt mig til langt ud på aftenen og i weekenderne.
I dag har hun skruet lidt ned for forberedelsestiden og er blevet lidt bedre til at sige, at ’nu er det godt nok’. Hun er også blevet lidt bedre til at vurdere, hvad man kan nå på et modul.
”Jeg har i hvert fald lært, at det ikke er nødvendigt at læse 30 ekstra sider om det emne, jeg skal gennemgå. Måske er 15 sider nok.”
Lavere ambitionsniveau
Også Veronika Perko har brugt meget tid på at forberede sig. Hun havde to hold i NV i grundforløbet, tre hold i naturgeografi og tre hold i fransk og havde ingen skemafrie dage.
”Jeg har virkelig haft mange undervisningstimer, så jeg har ofte forberedt mig til langt ud på aftenen og i weekenderne,” fortæller hun.
”Men jeg har ikke overforberedt mig. Jeg har aldrig forberedt noget, som jeg ikke kom til at bruge.”
Mette Maries 3 bedste råd
- Acceptér, at starten kan være svær, og at alting ikke lykkes fra dag ét. Et mislykkes modul er ikke en fiasko, men en del af at lære, hvordan man gør.
- Vær ikke bange for at række ud til dine kolleger. De fleste husker tydeligt, hvordan det var at være ny, og vil gerne dele erfaringer, materialer og opmuntring.
- Vis eleverne, at du interesserer dig for dem og vil dem det godt. Selvom du ikke har mange års erfaring, der kan komme dem til gode, kan du vinde meget ved at være nysgerrig og engageret i dem.
Flere kolleger gjorde hende opmærksom på, at det ikke var normalt at have så mange hold, som hun havde.
”Det lettede lidt at vide det. Ellers havde jeg nok følt, at det var mig, der var inkompetent. De kom med råd til, hvordan jeg kunne komme igennem det og anbefalede blandt andet, at jeg kørte parallelforløb,” fortæller Veronika Perko, der synes, at skolerne burde give helt uerfarne lærere et skema med færre undervisningstimer end erfarne lærere i det første år.
For at overleve i jobbet tvang hun sig selv til at sænke ambitionsniveauet. Hun lavede aftaler med venner og begyndte at gå til musik og klatring om eftermiddagen nogle dage om ugen, så hun kom væk fra arbejdscomputeren.
”Det har været utilfredsstillende, at jeg ofte ikke kunne lave den undervisning, jeg gerne ville. Men jeg var nødt til at lære at acceptere det. Når nu rammerne var, som de var. Ellers var jeg ikke kommet igennem det første år,” fortæller Veronika Perko.
”Nogle timer satte jeg bare eleverne til at læse en tekst, og imens fandt jeg på fem spørgsmål, de skulle svare på bagefter. Det var på ingen måde optimalt, men nødvendigt.”
Det har overrasket mig, hvor enormt stort spændet er mellem top og bund.
Enormt fagligt gab
Den brede elevgruppe, som kendetegner gymnasiet i dag, har også været en udfordring for de to unge lærere – og er det fortsat. Mette Marie Juhl og Veronika Perko øver sig stadig på, hvordan de kan lave en undervisning, som både rammer de fagligt svage og stærke elever.
”Det har overrasket mig, hvor enormt stort spændet er mellem top og bund. I fransk fortsætter B-niveau står jeg med elever, der godt kan bøje verber og sige korte, simple sætninger, og så elever, der på trods af fem års franskundervisning i grundskolen ikke kan bøje ’at være’,” fortæller Veronika Perko, der håber, at hun i løbet af et par år bliver bedre til at differentiere sin undervisning.
Det samme gør Mette Marie Juhl.
”Jeg har forsøgt at lave opgaver med forskellige sværhedsgrader, men det er ikke altid, der er tid til det,” siger hun.
Veronikas 3 bedste råd
- Få din tillidsrepræsentant eller en erfaren kollega til at tjekke dit skema igennem. Man kan risikere at få rigtig mange undervisningstimer, hvis man ikke har fået tildelt andre opgaver.
- Hør, om du kan få klasser på samme niveau og årgang, så du kan køre parallelforløb.
- De kolleger, der ikke er bange for at indrømme, at de er bagud med at rette afleveringer, er oftest dem, der har de bedste råd og den bedste moralske opbakning. Find dem, og bliv venner med dem. Rygtet siger, at de godt kan lide et glas vin.
Mette Marie Juhl har indset, at de svageste elever nærmest har brug for, at hun sidder ved siden af dem, når de skal lave opgaver i klassen.
”Nogle elever kommer ikke i gang, med mindre at jeg guider dem igennem de første tre opgaver.”
Hun har prøvet at være opmærksom på, hvilket indhold hun kan ramme de forskellige elevtyper med, men hun vil gerne bruge mere tid på at tale med eleverne om undervisningen, så hun ved, hvad de savner, og hvad der fungerer godt.
”Jeg vil gerne give de elever, der tror, at de er virkelig dårlige til faget, en oplevelse af, at der faktisk er noget, de forstår.”
Hvordan kan man hjælpe en elev, der mistrives? Det lærer man ikke på universitetet.
Trivselsarbejdet fylder
De to lærere har også begge arbejdet med at få skabt en god relation til den enkelte elev og et trygt klasserum for alle.
Veronika Perko har blandt andet kørt med faste pladser og indsamlet telefonerne i starten af timen, så eleverne kan fokusere på at være tilstede.
”De får også altid lov til at diskutere spørgsmål med en sidemakker, inden jeg stiller et spørgsmål i plenum,” fortæller hun.
Mette Marie Juhl synes, at trivselsarbejdet er en stor udfordring.
”Hvordan faciliterer man en undervisning, hvor eleverne får et fagligt output og samtidig har det godt sammen? Og hvordan kan man hjælpe en elev, der føler sig udenfor og mistrives? Det lærer man ikke på universitetet,” siger Mette Marie Juhl.
Hun har forsøgt at spørge ind til eleverne og vise dem, at hun oprigtigt interesserer sig for dem. Hun prøver også at give noget af sig selv.
”Jeg kan godt lide at følge med i, hvad de går op i og laver i deres fritid, og jeg prøver at spørge ind til det, de har fortalt mig i sidste time. Jeg håber, at det giver en gensidig respekt.”
Selvom det første år har været hårdt, er Mette Marie Juhl og Veronika Perko ikke i tvivl om, at de er landet på den rigtige hylde. De er begge fastansat og skal i pædagogikum i dette skoleår. Og de glæder sig.
”Selvfølgelig bliver der meget at læse, men jeg tror, jeg får langt mere luft i år, fordi jeg kun har to hold, der er mine egne, og to hold med mine vejledere. Og jeg glæder mig meget til at se erfarne lærere undervise,” siger Veronika Perko.
Relaterede artikler
Copyright Gymnasieskolen 2026
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode