Jacob Hinge Carlsson er ikke i tvivl. En god tillidsrepræsentant er lyttende, samarbejdsvillig og kompromissøgende. Det er derfor det, han selv stræber efter at være.
”Dermed ikke sagt, at jeg er en god TR. Men det er sådan, jeg gerne vil være. Det er pejlemærker for mit arbejde,” siger Jacob Hinge Carlsson.
Han er lærer og tillidsrepræsentant på Køge Gymnasium. Posten som lærernes talsmand har han haft siden 2012.
Som bindeled mellem lærere og ledelse er dialogen med begge parter helt afgørende, mener han.
”Jeg prøver at være god til at lytte til mine kolleger, så jeg kender deres synspunkter, behov og udfordringer. På samme måde lytter jeg til ledelsens tanker og ønsker. Det er de to ting, jeg skal have til at mødes, når der skal findes gode løsninger.”
Det nytter intet at stille firkantede krav og tro, at man kommer igennem med det hele.
At skabe et godt forhold til ledelsen ser han som en af sine vigtigste opgaver. For det er dialog, samarbejde og tillid, man når længst med. At stå i hvert sit hjørne og råbe løser ingenting.
”Jeg tror på at samarbejde. Være pragmatisk, lede efter gode løsninger sammen. Jeg kan ikke lykkes alene,” siger Jacob Hinge Carlsson og tilføjer:
”Der er mange ting, hvor lærere og ledelse har fælles interesser, men selvfølgelig er der også situationer, hvor vi er uenige, især i forhold til ressourcespørgsmål. Derfor er jeg også hele tiden klar til at sætte foden ned og blive mere stejl.”
Han oplever, at han har en tillidsfuld dialog med både kolleger og ledelse. Han tror, det skyldes, at han bliver opfattet som troværdig.
”Ofte indvier ledelsen mig i deres tanker på et tidligt stadie. Det, tror jeg, handler om, at de ved, de kan stole på mig.”
Gør en forskel
Tålmodighed er også en vigtig egenskab som tillidsrepræsentant, mener Jacob Hinge Carlsson. Som TR er man nødt til at indgå kompromiser og acceptere, at indflydelsen i mange situationer kan være begrænset. I langt de fleste tilfælde er det i sidste ende op til ledelsen, hvor meget indflydelse man har, påpeger han.
”Det nytter intet at stille firkantede krav og tro, at man kommer igennem med det hele. Det handler ofte om at søge det bedste kompromis.”
Det er en af udfordringerne ved jobbet, siger han. Derfor har han lært sig selv at fokusere på de små fremskridt. Og derfor måler han sin succes på en bestemt måde.
”Jeg kigger på, om jeg har præget tingene i en bedre retning – og ikke på, om jeg er kommet i mål med alt. Insisterer man på at gøre situationerne til nogle, hvor der skal findes vindere og tabere, så vil man oftest stå som taberen. Det ligger i magtfordelingen.”
Selv tror han på, at han gør en forskel. I hvert fald nogle gange. Og det er bedre end ingenting.
”Op- og nedture er en del af jobbet. Jeg har dage, hvor jeg går i seng og tænker, at det ikke er sliddet værd, og at jeg er verdens dårligste TR. Men så lykkes jeg med noget dagen efter, og så ser alting anderledes ud,” siger Jacob Hinge Carlsson.
Jeg kigger på, om jeg har præget tingene i en bedre retning – og ikke på, om jeg er kommet i mål med alt.
Efter OK 13 oplevede han en hård periode, hvor døren til ledelsesrummet var temmelig lukket. Men efterhånden blødte ledelsen op.
”Jeg blev ved med at slå på, at de bedste løsninger – også for ledelsen – er dem, vi finder i fællesskab, og hvor lærerne føler et medejerskab. I dag oplever jeg, at det også er den grundlæggende forståelse, ledelsen har.”
Svært at være TR for alle
Som andre TR’er hjælper Jacob Hinge Carlsson sine kolleger enkeltvis, for eksempel i forbindelse med sygdom, afskedigelse og fordeling af arbejdsopgaver. Og så er der alle de situationer, hvor han skal tale det samlede lærerkollegies sag over for ledelsen. Især det sidste kan være en udfordring, synes han. For når lærerne har forskellige holdninger, hvilken én er det så, han skal gå til ledelsen med?
”Det er vigtigt at være bevidst om, at der kan være mange forskellige synspunkter i spil, og at jeg ikke nødvendigvis kender alle lige godt. Derfor trækker jeg tit på de andre lærerrepræsentanter i skolens MIO, og så håber jeg, at vi tilsammen har en god føling med hele kollegiet,” siger han.
Når han husker tilbage på sin start som TR, tror han, at den største forandring er, at han er blevet bedre til at vælge sine kampe – og ikke mindst tidspunktet for dem.
”For eksempel har jeg i en del år syntes, at en fast del af lærernes arbejdstid burde blive sat af til kompetenceudvikling. Men i en tid med nedskæringer har jeg godt vidst, at det var op ad bakke. Nu, hvor der er tilført ekstra midler, er det klart, at jeg ser bedre muligheder for at komme igennem med det,” siger Jacob Hinge Carlsson.
Lige nu vælger skolerne tillidsrepræsentanter. Hvad kan en god TR? Hvilken betydning har TR for lærerne? Og bliver det anderledes i fremtiden? Vi zoomer ind på rollen.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode