Artikel
Danskere nummer tre til VM
IMG_0037

Danskere nummer tre til VM

Til VM i skemalægning endte det med en tredjeplads til det danske hold. De blev slået af England og suveræne Brasilien.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Vinderne af VM i skemalægning er fundet, men ikke med danskere øverst på podiet. Det norske dommerpanel vurderede danskernes programmering af skemaer til en tredjeplads. Mens det blev et brasiliansk hold skemalæggere, der suverænt løb med sejren.

Konkurrencen, der gik ud på at bygge en matematisk model, der kunne udarbejde det bedst mulige skoleskema for forskellige gymnasieklasser, blev afgjort onsdag. Andenpladsen gik til England, men det var marginalerne, der adskilte Danmark fra England. Det siger Simon Kristiansen, der er den ene halvdel af VM-holdet.

”Brasilien havde forstået opgaven meget bedre og deres løsningsmetoder var bedre end alle andres. Men englændernes program lignede vores meget, og det betyder, at vi har været ret tæt på andenpladsen,” siger Simon Kristiansen, der ligesom sin makker, Matias Sørensen, skriver erhvervsph.d. ved DTU og Lectio. Lectio er et computersystem, der bruges til studieadministration og skemalægning af de fleste danske gymnasier.

Skemalægning på de danske gymnasier er kompliceret. I dag har eleverne mange valgfag, som skal tilpasses med de rigtige lærere og lokale. Men skemalæggerne arbejder for at mindske den tid, som gymnasierne skal bruge på at udarbejde skoleskemaer. Og konkurrencen har givet danskerne stof til eftertanke.

”Når konkurrencen nu er færdig, kan vi igen fokusere på at gøre de danske gymnasiers skemaer bedre. Og vi kan godt tage noget med videre fra turneringen. Vi har lært noget af de løsningsmetoder, som Brasilien brugte,” siger Simon Kristiansen.

”Det blev ikke til den store fest, som vi havde håbet på, men vi fik da fejret det en smule i Norge, og vi har fået et diplom,” siger han.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater