Dansk uddannelsessucces i Kina

Den omtrent tre kvarter lange køretur fra det centrale Shanghai giver et meget godt billede af, hvad det er, der foregår. Fra franskmændenes og briternes gamle by ad imponerende vej-, bro- og tunnelanlæg igennem det glitrende Pudong, ”Asiens Manhattan”, udråbt til særlig økonomisk zone og i dag Asiens – og et af verdens – vigtigste finanscenter. Uendelige boulevarder med en skov af højhuse, der synes lige så uendelig. For det blotte øje er der ikke mange spor af maoistisk socialisme her. 
Der bor 26 millioner mennesker inden for ringvejen i Shanghai, 60 millioner, hvis man tæller de nærmeste småbyer – hvoraf flere er halvanden gang Danmarks størrelse indbyggermæssigt – med, og mere end 100 millioner, hvis man kører et par timer ud i Yangtze-deltaet. Det svarer til, at man pressede Tyskland og Frankrig eller mere end en tredjedel af USA’s befolkning sammen på Sjælland og Fyn. Det er chokerende tal. 
Et godt stykke ude i Pudong ligger Shanghai Finance University. Her holder en flok danske lærere fra erhvervsskolen Niels Brock til, i færd med blandt andet at lære kineserne markedsføring, som stadig er et forholdsvis nyt fænomen i det tidligere monopolsamfund. 
Niels Brock har siden 1996 haft aktiviteter i Kina og har i dag samarbejde med universiteter over hele landet. Jørgen Dalhoff har været med fra begyndelsen og er koordinator for skolens Asien-aktiviteter, der også rækker ind i Vietnam. Han tilbringer sammenlagt omkring tre måneder årligt i regionen, meget af tiden i Shanghai, hvor der nu tilmed er oprettet et eget fakultet. 
”Efter en slags ’mæthedsperiode’ håber jeg, at vores nye selvstændige status som fakultet vil være med til at løfte aktivitetsniveauet. Gennem vores status har vi fået mere frie hænder – alene det, at ledelsen her vil være med til etableringen af et selvstændigt fakultet til vores aktiviteter, viser, at den har set en komparativ fordel ved samarbejdet,” siger Jørgen Dalhoff og påpeger samtidig, at det kinesiske svar på evalueringsinstituttet EVA har givet den danske uddannelse af kineserne på det, der i Danmark svarer til en kort videregående uddannelse, rigtig fine evalueringer. 
”De studerende har faktisk ikke tid til at lave deres hovedopgave, for de får job, inden de er færdige!”

Tankegangen bliver udfordret 
De danske lærere kommer til Kina i kortere eller længere perioder, ligesom de kinesiske kolleger kommer på en slags efteruddannelsesophold i Danmark. I begyndelsen var det ikke let at få de danske lærere til at rejse til Kina, fortæller Jørgen Dalhoff. De fleste har jo også et skema at passe hjemme. Men efterhånden har det spredt sig som ringe i vandet, og andre gerne være en del af eksporteventyret. 
”Det er jo ikke luksus, man som lære kommer herud til. Det er anderledes at undervise i Kina, blandt andet på grund af de sproglige udfordringer. Men der helt sikkert eventyr forbundet med det.” 
Lars Askholm er en af de lærere, der nu gennem nogle år har været i Shanghai ad flere omgange årligt. Han mener, at det grundlæggende har været fantastisk at komme ud at opleve og være del af en optur. Men der er helt sikkert også udfordringer forbundet med det, fortæller han og uddyber nogle af forskellene i undervisningssituationen. For eksempel kan det være svært at få gang i en diskussion. Den høje grad af individualisme, vi kender fra Danmark, hvor elever og studerende gerne vil vise sig frem, eksisterer ikke i Kina. Her er det en kollektivistisk kultur, hvor gruppen løfter ansvaret. Desuden vil kineserne ikke tabe ansigt som individer og fremstå uvidende over for medstuderende. Derfor kan spørgelysten ofte virke lille i andres påhør. Men der er også positive sider ved det svære udgangspunkt, mener han. 
”Marketing er jo en ny disciplin i Kina. Nu åbner der sig pludselig en ny verden for dem, og det er en fed oplevelse at introducere noget nyt. Nogle af de studerende rykker helt vildt – fra ingenting til at kunne gennemføre en mundtlig eksamen.” 
Men hvad har Lars Askholm selv fået ud af det? 
”Jeg har vel udviklet mig som person. Min tankegang bliver hele tiden udfordret, og hver gang lærer jeg lidt om mig selv og flytter mig en lille smule. Det kan kun være nyttigt,” mener han og opfordrer andre til at gøre det samme, hvis de kan få muligheden. 
”Kom ud og få sat dit liv i et perspektiv, du ellers ikke ville få! I en ny og anderledes kontekst bliver man nødt til at genoverveje sig selv og improvisere, når tingene af forskellige årsager viser sig ikke at fungere, som man troede.”

Sproglige og kommunikative udfordringer 
Undervisningen fungerer efter dansk forbillede. Det vil sige, at de studerende arbejder meget i grupper og skal fremlægge og præsentere i plenum. Det har de ikke været vant til før. 
”I Kina er undervisningen normalt docerende. De studerende lytter og tager notater. Den danske form indeholder mange flere muligheder og større variation. De studerende taler mere, mens lærerne nærmest fungerer som vejledere eller guider,” siger Lars Askholms kinesiske teamkollega Xie Meng og tilføjer, at ulempen ved den danske undervisning er, at den er mere tidskrævende på grund af mere analyse og diskussion, ligesom den kræver større forberedelse fra de studerende, som også i højere grad skal lære at motivere sig selv i denne undervisningsform. 
Den helt store udfordring er dog ifølge Xie Meng, at undervisningen foregår på engelsk. 
”Det er et dilemma, at den teoretiske diskussion om for eksempel finanser og statistik nogle gange ikke bliver helt dyb nok. Simpelthen fordi det gøre det ekstra vanskeligt, at det foregår på engelsk,” siger hun. 
Til gengæld er hun begejstret for den øvelsesorienterede undervisning, der både kræver mere research og kommunikation fra de studerende. 
”Danske og kinesiske unge bliver mere og mere ens. Den store forskel er, at mens kinesiske studerende ingenting siger, er danske studerende opdraget til at sige deres mening og vil sige noget hele tiden.” 
Xie Meng har været lærer i 11 år og har opholdt sig to måneder på Niels Brock. Hun mener, at samarbejdet med de danske lærere har givet hende flere pædagogiske og didaktiske metoder. Men positionerne er ligeværdige, selv om danskerne kommer som en slags eksperter i det, kineserne ønsker. 
”Samarbejdet er meget frugtbart, men det sker da, at vi er uenige, for eksempel i valg af materiale. Så tager vi en diskussion om det. Og kan vi ikke blive enige, må vi lade Jørgen afgøre det,” ler Xie Meng med hentydning til koordinatorens ansvar for uddannelsens indhold.

Vindue til verden 
Phillip Fang er dekan på det nyslåede fakultet på Shanghai Finance University. Han er i øvrigt også partiets repræsentant på stedet – lidt socialisme er der tilbage i den ellers meget åbne og markedsorienterede økonomi, der hersker. Fang slår fast, at samarbejdet med Niels Brock er yderst vigtigt for universitetet og en del af et positivt kredsløb. En god cirkel, om man vil. 
”Globalisering og internationalisering er en af universitetets karakteristikker. Vi er pionerer på området; flere og flere følger efter. Og der er ingen tvivl om, at programmet her tiltrækker både tosprogede kinesiske og udenlandske lærerkræfter. Samtidig sender vi flere og flere lærere til Niels Brock og Danmark, hvor de lærer meget om, hvordan undervisningen kan udvikles, så vores studerende lærer at reflektere bedre,” siger han. 
Dekanen mener, at der i samarbejde med Niels Brock er blevet skabt et unikt undervisningsmiljø – også for de kinesiske lærere, der ser det som en stor fordel. Det er ikke penge, men udviklings- og efteruddannelsesmuligheden, der gør jobbet attraktivt. 
”Det er som et vindue, gennem hvilket vores lærere kan se ud af Kina og dermed udvikle sig.”

”Kunst” kontra forretning 
Niels Brock-aktiviteterne i Kina handler imidlertid ikke kun om pædagogik og om at hive know how om Kina og Kinesisk kultur hjem til Danmark. Der er også økonomi med i billedet, og aktiviterne i Asien bidrager positivt til skolens bundlinje. Samlet omsætter Niels Brock for små 15 millioner kroner på det internationale område, som bidrager med cirka 5 millioner kroner til uddannelsesdriften hjemme i Danmark. 
Jørgen Dalhoff er godt klar over, at der i brede kredse i Danmark er en vis berøringsangst over for at tale penge og uddannelse på samme tid. Samt et forbehold over for Niels Brocks ekspansive politik. 
”Jeg vil gerne sige, at mit perspektiv her først og fremmest er at lære unge kinesere noget, vi kan. Det er jeg beæret over at være med til. Når det så er sagt, mener jeg, at man kan sælge uddannelse lige så godt som enhver anden serviceydelse. Det er der sådan set ikke noget odiøst i. Du finder først rigtigt værdien af noget, når nogle er villige til at betale for det. Så jeg ser det som et godt tegn,  et tegn på at vi levere noget af høj kvalitet, når vi kan tjene penge på vores uddannelser her i Asien.” 
Lars Askholm supplerer, at udgangspunktet helt naturligt er merkantilt. 
”Men hvis man underviser, fordi man udelukkende har en kunstnerisk tilgang til det … Altså, vi er jo en handelsskole! Der tales globalisering og internationalisering, så vi bliver da nødt til at være her. Hvis vi alle sammen sidder hjemme og mener, det kun skal være en kunstart, sakker vi bagud. Se for eksempel på de amerikanske og australske universiteter, hvordan de boltrer sig på det internationale marked.   ”