Brug for refleksion

EI-toppen har med den globale kampagne for kvalitet besluttet, at man fremover skal spille bolden på en lidt anden bane end tidligere. Oplevelsen har været, at den ”traditionelle aktivisme” i adskillige år ikke rigtig har bragt organisationen og dens medlemmer de ønskede steder hen. Tværtimod oplever sektoren bare større og større pres og forringelser. 
Men en ting er kommunikationen til omverdenen og medlemmerne. En anden er lærernes fagforeninger selv. De bliver nemlig også udfordret indadtil som organisationer, når presset udefra bliver stort. 
Fagbevægelsen befinder sig således i et nyt paradigme i forhold til tidligere tiders storhed og behov for gammeldags arbejdskamp. Imidlertid har fagbevægelsen selv – uheldigvis – ikke opdaget det, mener koordinator Jefferson Pessi i Education International (EI). Som facilitator kommer han rundt til lærerforeninger i hele verden for at hjælpe dem med at identificere problemer og sætte løsningsprocesser i gang. Han kan se et tydeligt mønster, der – dog på forskellige niveauer – går igen i alle dele af verden, både rige og fattige lande. 
”Alt for mange steder sættes der lighedstegn mellem 1980 og 2013, men verden har altså ændret sig. Folk gider ikke se på røde faner og gammeldags aktivisme. Glem det. Det ændrer ikke folkestemningen, og beslutningstagerne griner nærmest ad det. Hvilken slags aktivisme virker så i dag? Jeg sidder ikke med universalløsningen på, hvad hver enkelt organisation bør gøre. Jeg kan bare se, at vi lider under en kæmpe generationskløft, som skaber problemer alle vegne,” siger Jefferson Pessi. 
Et af problemerne, påpeger han, er, at fagforeninger mange steder er styret af gamle mænd – for at sige det ligeud! – og mange har siddet længe på deres poster. Det er måske nogle steder ikke det store problem, men Pessi mener, at en realitetssans i forhold til klasserummet er nødvendig, ligesom en gammel bestyrelse hurtigt kan komme ud af trit med unge medlemmer. 
Det handler om dialog med medlemmerne. Et spørgsmål om mobilisering, deltagelse og gennemsigtighed. Et spørgsmål om, hvordan man som forening får sig synliggjort over for medlemmerne i samfundsbilledet, men også får overbevist medlemmerne om, at man er til for dem – også i svære tider, hvor en ansvarlig organisation bliver nødt til at fortælle medlemmerne nogle ting, de ofte ikke har lyst til at høre. Fordi det er sådan, realiteterne er. 
 ”Jeg savner nogle flere realistiske visioner. Alle fagforeninger bør spørge sig selv: ”Hvad er det egentlig, vi laver, og hvorfor gør vi, som vi gør?” Den refleksion har vi brug for. Men alt for få stiller det spørgsmål; endnu færre er i stand til at besvare det. Det er et bekymrende problem, og det risikerer at blive vores endeligt som faglige organisationer. Vi er mere eller mindre i gang med at slå os selv langsomt ihjel. Og det får mit fagforeningshjerte til at bløde.” 
Jefferson Pessi har tre ord, han som en besættelse gentager igen og igen i sit daglige arbejde med medlemsorganisationerne: ”Fit for purpose”. Det gælder om at kunne omstille sig og tilpasse sig krav og behov i den verden, man befinder sig i. 
”Jeg ser faktisk en reel fare for, at vi mister den pædagogiske forbindelse til de yngre generationer, hvis ikke der sker ændringer. Vi bliver nødt til at spørge os selv om, hvad der helt nøjagtigt er brug for nu. Hvilke slags lærere skal vi være? Hvilken slags lærerorganisationer skal vi være? Systemet er forbundet som et urværk, der tikker, men det er tid til at redefinere maskinen, der holder det i gang.”