Tirsdag beskrev Gymnasieskolen, at fordelingen af bestyrelsesmedlemmer på erhvervsskoler er skæv, og at flere bestyrelsesmedlemmer oplever, at der er for lidt fokus på htx og hhx i bestyrelsesarbejdet.
Læs: Gymnasier er underrepræsenteret i erhvervsskolers bestyrelser
Artiklen har fået Lars Goldschmidt til at reagere. Han er formand for Danske Erhvervsskoler og -Gymnasier – Bestyrelserne samt bestyrelsesformand på ZBC.
“Jeg mener, at bestyrelserne bør beskæftige sig afbalanceret med de forskellige dele af uddannelsesporteføljen. Hvis man oplever, at en bestyrelse ikke beskæftiger sig med erhvervsgymnasiet, er der tale om en forkert prioritering,” siger han.
Advisory boards skal løse problemet
Lars Goldschmidt anerkender problemets eksistens, men mener, at kritikerne af bestyrelsessammensætningen overser et vigtigt aspekt.
“Nogle undervurderer, at de repræsentanter fra arbejdsmarkedet, der sidder i bestyrelserne på erhvervsskolerne, kommer fra dele af arbejdsmarkedet, hvor hovedparten af de unge fra erhvervsgymnasierne senere kommer til at arbejde.”
Alligevel er der plads til forbedring, siger han.
“Jeg kan godt genkende, at der har været hovedfokus på erhvervsuddannelserne. Der er en bevægelse i gang, hvor man beskæftiger sig mere med erhvervsgymnasiet. Den udvikling er vigtig og skal fortsætte.”
Derfor foreslår han konkret, at erhvervsskolerne, i det omfang at det ikke allerede er sket, nedsætter advisory boards for de gymnasiale uddannelser. De skal rådgive og sparre med bestyrelserne.
“Der er uddannelsesudvalg for alle andre uddannelser på erhvervsskolerne, og det bør der også være for gymnasiedelen. De advisory boards skal sammensættes af virksomheder, der ansætter arbejdskraft med videregående uddannelser, fagforeninger for området samt fagfolk fra de videregående uddannelse,” siger Lars Goldschmidt.
På ZBC, hvor han selv er formand, findes der et advisory board af netop den årsag.
“Vi har diskuteret internationalisering af de erhvervsgymnsaiale uddannelser, og der er det en fordel at have virksomheder med international aktivitet med i vores advisory board. Det samme gælder, når vi snakker om tiltrækning af elever til erhvervsgymnasiet, så er det advisory boardet, der byder ind,” forklarer han.
Man skal bruge selvsuppleringen til at sikre, at det samlede kompetencebillede er i orden.
Bestyrelsens næstformand sidder med i advisory boardet, og direktøren for det gymnasiale område er desuden tilforordnet på møderne.
For Lars Goldschmidt er det en oplagt løsning på problemstillingen.
“Det er ikke bestyrelsen, der skal diskutere detaljer vedrørende de specifikke uddannelser. Vi har ikke indgående viden om den enkelte uddannelsesretning, det er jo derfor, der findes uddannelsesudvalg. De skal opkvalificere bestyrelsens arbejde,” siger Lars Goldschmidt.
Han understreger vigtigheden af, at det gøres formelt:
“Man bør indarbejde advisory boardets rolle i bestyrelsens forretningsorden.”
Den selvsupplerende bestyrelse
Lars Goldschimidt mener også, at bestyrelserne samlet set kan blive bedre til at bruge muligheden for at selvsupplere.
“Når man ser, hvem de udpegningsberettigede har udpeget, bør man se på deres kompetencer og så selvsupplere, så man får de kompetencer, der mangler. Hvis der for eksempel mangler kendskab til de videregående uddannelser, skal man have en fra det område ind via selvsupplering,” siger han og fortsætter:
“Man skal bruge selvsuppleringen til at sikre, at det samlede kompetencebillede er i orden. Der skal være relevant repræsentation for at sikre, at der er nogle, der kender til det gymnasiale område. Der er nogle bestyrelser, der ikke bruger det, og det er en svaghed. Man bør udnytte muligheden,” slutter Lars Goldschmidt.
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode