Artikel
Annette Nordstrøm fortsætter som formand
annette_nordstroem_beskaaret_0

Annette Nordstrøm fortsætter som formand

Annette Nordstrøm Hansen er også GL’s formand de næste tre år. Det står klart efter hovedbestyrelsens tre lister har lavet en konstitueringsaftale.

Denne artikel er hentet fra arkiv og er ikke optimeret til det nye design.

Annette Nordstrøm Hansen tager tre år mere som formand og frontfigur for GL’s medlemmer.

De tre formand for Liste 1, 2 og 3 har lavet en konstitueringsaftale, som betyder, at Annette Nordstrøm Hansen bliver formand.

Sigrid Jørgensen og Jeppe Kragelund, som i dag er henholdsvis 1. næstformand og 2. næstformand, vil i den nye hovedbestyrelse begge bære titlen næstformand.

Annette Nordstrøm Hansen blev valgt som formand for første gang i 2013. Siden da er GL’s love blevet lavet om, så hovedbestyrelsen og dermed også formanden sidder tre år ad gangen.

Bred aftale
”Jeg er glad for, at vi har lavet en bred konstituering, hvor alle tre lister peger på mig som formand, og hvor vi har haft en god snak om, hvordan opgaverne fordeles. Det er nødvendigt, at hele hovedbestyrelsen samarbejder om at løse de store udfordringer vi står over for,” siger Annette Nordstrøm Hansen og nævner især de store nedskæringer, som sektoren kan se frem til.

Nedskæringerne bliver en af de største opgaver og udfordringer for GL og for formanden.

”Der ligger et kæmpe arbejde i at få forklaret politikerne, at nedskæringerne vil forringe kvaliteten, og at flere gymnasier måske må lukke. Det er et langt sejt træk, fordi der er varslet nedskæringer de næste fire år,” siger hun.

Mange stemte – men få på kvinder
Annette Nordstrøm Hansen glæder sig over, at 57 procent af medlemmerne valgte at stemme til hovedbestyrelsesvalget.

Til gengæld ærgrer hun sig over, at resultatet betyder, at der nu kun sidder to kvinder i den 13 personer store hovedbestyrelse. To kvinder blev ikke genvalgt, og en valgte ikke at genopstille.

”Det er uheldigt, fordi vi repræsenterer så mange kvindelige gymnasielærere. Jeg synes, vi må overveje, hvordan vi fremover får flere kvinder ind i hovedbestyrelsen,” siger Annette Nordstrøm Hansen.

Går tilbage
Liste 1, som Annette Nordstrøm Hansen repræsenterer, mistede et mandat. Hun fik også selv færre personlige stemmer i forhold til sidste valg.

”Ved sidste valg blev vi (Liste 1 red.) voldsomt styrket fra fire til seks mandater, og nu er vi gået et tilbage. Det tager vi til efterretning. Denne gang har valget ikke handlet så meget om personer, så jeg tror derfor, at flere har valgt at stemme på lokale kandidater i stedet for formændene for listerne, og det er fint,” siger hun.

Annette Nordstrøm Hansen understregede før valget, at en af de vigtigste opgaver for GL er at arbejde for, at arbejdstidsaftalen fra 2013 kommer til at fungere bedst muligt på alle skoler og for alle lærere – hvad enten skolen tidsregistrerer eller laver lokale aftaler.

Læs: Valg: OK 13 er stadig en stor udfordring.

 Nyt medlem for de ikke-fastansatte
GL’s stående udvalg for ikke-fastansatte (IFA) valgte i går Frederik Bo Lind som repræsentant i GL’s hovedbestyrelse. Majken Skærlund Risvig blev valgt som formand for IFA.

Læs: Nyuddannet får flest stemmer

Den nye hovedbestyrelse tiltræder i 2016.

Den politiske rollefordeling i GL fra 2016

  • Formand: Annette Nordstrøm Hansen
  • Næstformand: Sigrid Jørgensen og Jeppe Kragelund
  • Formand for Uddannelsesudvalget (UDU): Alex Young Pedersen
  • Formand for Overenskomstudvalget (OKU): Ronald Karlsen
  • Formand for Arbejdspladsudvalget (APU): Kåre Blinkenberg
  • Repræsentant i Magistrenes Pensionskasse: Søren Kogsbøll

GL's nye hovedbestyrelse - og de personlige stemmer

  • Jeppe Kragelund, Liste 3: 596
  • Annette Nordstrøm Hansen, Liste 1: 488
  • Peter Madsen, Liste 1: 308
  • Sigrid Jørgensen, Liste 2: 306
  • Thomas kepler, Liste 1: 295
  • Kåre Blinkenberg, Liste 1: 247
  • Peter Hall, Liste 3: 234 (Ny)
  • Mikael Busch, Liste 2: 213
  • Ronald Karlsen, Liste 1: 188
  • Anders Kristian Bærholm Frikke, Liste 3 186 (Ny)
  • Alex Young Pedersen, Liste 3: 185
  • Asger Boe Wille, Liste 2: 144 (Ny)
  • Frederik Bo Lind, repræsentant for det stående udvalg for ikke-fastansatte (IFA): 28 (Ny)
Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater