Medarbejderne på VUC Syd er hårdt prøvede for tiden.
Bestyrelsen for VUC Syd er netop blevet afsat af Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) under Undervisningsministeriet. Og i stedet er en midlertidig bestyrelse blevet indsat.
Den midlertidige bestyrelse skal hurtigst muligt og senest 15. oktober “kortlægge og vurdere skolens økonomiske situation og herunder tilvejebringe et grundlag for, at STUK kan træffe beslutning om, hvorvidt VUC Syd kan fortsætte sin drift,” skriver Undervisningsministeriet på sin hjemmeside.
Det er med andre ord en meget alvorlig situation, som ministeriet ridser op.
22 lærere afskediget
Den drastiske udvikling kommer, efter at 22 hf-lærere plus flere andre medarbejdere blev afskediget fra VUC Syd 1. september i år.
Undervisningsministeriet begrunder afsættelsen af bestyrelsen med, at STUK i sit tilsyn med VUC Syd har konstateret alvorlige økonomiske problemer på VUC Syd. Og ifølge ministeriet har den nuværende bestyrelse, men især den tidligere bragt VUC Syds drift i fare.
I en pressemeddelelse fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) beklager formand Annette Nordstrøm Hansen udviklingen:
”Ministeriet har bemyndigelsen til at gøre, som de gør. Og når det er ministeriets vurdering, at den nuværende bestyrelse ikke kan løfte opgaven, er det vigtigt, at der gøres noget, så man forhåbentlig sikrer et fundament for fortsat at have et uddannelsestilbud i området. VUC Syd har jo undervisning i det meste af Sønderjylland, og det vil være dybt problematisk, hvis ministeriet skulle vælge at lukke VUC Syd.”
Direktøren på uddannelsesinstitutionen Rybners i Esbjerg, Peter Amstrup, er blevet udpeget som midlertidigt bestyrelsesmedlem. Han var tirsdag formiddag på vej til Undervisningsministeriet i København for at blive orienteret om situationen og få alle data på bordet.
“Vores bestræbelse er nu at få lagt en plan for at få institutionen til at køre videre. Det vil selvfølgelig være yderst uheldigt, hvis der ikke er dette uddannelsestilbud til de unge,” siger Peter Amstrup.
Gymnasieskolen.dk har tidligere beskrevet, at det er yderst sjældent, at STUK afsætter en bestyrelse, og reelt sætter en skole under administration.
Tidligere direktør stoppede
Ifølge ministeriet traf STUK i marts i år en afgørelse om, at VUC Syd skal tilbagebetale 1,2 millioner kroner.
Den tidligere direktør for VUC Syd, Hans Jørgen Hansen, trak sig tilbage i juni 2017 blandt andet efter historier i medierne om en dyr studietur til Californien for ledelsen. Sidenhen har et tilsyn fra STUK vist, at den tidligere ledelse på flere områder har haft et kritisabelt stort forbrug af offentlige midler.
Styrelsen kritiserede også, at ledelsen over flere år har forsømt at give en række lærere pædagogikum og sørge for, at de havde de faglige mindstekrav.
I foråret blev Asbjørn Nielsen ansat som ny direktør på VUC Syd. Han ønsker ikke at udtale sig i forhold til den nye udvikling.
VUC Syd har afdelinger i Haderslev, Sønderborg, Tønder og Aabenraa.
Læs pressemeddelse på GL’s hjemmeside
Den midlertidige bestyrelse har en række opgaver, som blandt andet handler om hurtigst muligt at kortlægge VUC Syd's økonomi og helt aktuelt institutionens likviditesbehov.
Bestyrelsen er:
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode