Artikel
AkademikerPension efter kritik: ”Vi har fumlet med bolden”
Anders-Schelde-1-scaled-aspect-ratio-348-234

Anders Schelde er investeringsdirektør i AkademikerPension

AkademikerPension efter kritik: ”Vi har fumlet med bolden”

Årets afkast i pensionskassen er for lavt, lyder kritikken blandt gymnasielærere. Investeringsdirektør Anders Schelde erkender, at det ikke er godt nok og peger på tre forklaringer.

Tekst_ Serge Savin
Foto_ Pressefoto

AkademikerPension er ikke et navn, der normalt fylder i de store amerikanske medier – slet ikke så meget, at USA’s finansminister må forholde sig til det.

Men i januar blev den danske pensionskasse en del af en geopolitisk fortælling om Trump, Grønland og europæisk uafhængighed, da den meddelte, at den vil frasælge amerikanske statsobligationer for omkring 100 millioner dollars – selvom pensionskassen understregede, at beslutningen var truffet af økonomiske grunde og inden det aktuelle drama.

Hjemme i Danmark var der dog langt mindre storhed over pensionskassens næste nyhed: Årets afkast.

For da AkademikerPension for et par uger siden meldte resultatet for 2025 ud, lød afkastet på 5,7 procent for den mest almindelige risikoprofil – godt tre procentpoint lavere end resten af pensionsbranchen.

Og det er blevet bemærket blandt de mange gymnasielærere, der er medlemmer af pensionskassen, fortæller Stine Wolff, GL’s repræsentant i AkademikerPensions bestyrelse.

”Jeg har både mærket konkret kritik ved kaffemaskinen på lærerværelset og på lukkede Facebook-grupper. Jeg forstår godt, at den kommer, for sammenlignet med andre selskaber var AkademikerPensions afkast ikke det bedste, og det er både administrationen og vi i bestyrelsen helt klar over, og der er taget skridt for at rette op på det,” siger hun.

Investeringsdirektør Anders Schelde erkender afkastets mangler og lægger ikke skjul på, at resultatet placerer AkademikerPension i bunden af branchen.

”Som investeringsdirektør er jeg altid bekymret og aldrig helt tilfreds. Heller ikke her, hvor vi – bortset fra Danica Pension – ligger helt i bund. Det er ikke godt nok,” siger han

Ny strategi var dyr
Anders Schelde, der har været på posten i otte år, understreger samtidig, at udsving er en del af pensionsinvesteringer, og at resultatet ser noget bedre ud hen over de seneste 10 år.

”Det går op og ned. Selv når det går op, har vi et kritisk blik på strategien – så det har vi selvfølgelig i særlig grad, når det nu går ned. Det har vi også gjort den seneste tid, hvor vi har ændret på strategien.”

Jeg har mærket konkret kritik ved kaffemaskinen på lærerværelset.
Stine Wolff, bestyrelsesmedlem
AkademikerPension

Netop omlægningen af strategien – som i store træk handler om at forvalte flere penge internt fra kontoret i Gentofte frem for hos eksterne porteføljeforvaltere – er en del af forklaringen på afkastet.

I de måneder, hvor der blev rykket rundt på midlerne, var aktiemarkedet præget af store udsving, blandt andet som følge af meldinger om amerikansk toldkrig. Det endte med at koste AkademikerPension dyrt.

”Det er virkelig ærgerligt, at vi havde en dårlig timing, men det er heldigvis ikke en situation, vi skal ud i igen,” siger han og understreger, at afkastet var bedre i anden halvdel af 2025, efter at omlægningen var gennemført, men ikke nok til at fylde hullet fra 1. halvår.

Novo og dollaren
Mere fundamentalt er der to andre klare forklaringer på afkastet, forklarer Anders Schelde.

Den mest markante var AkademikerPensions store eksponering mod Novo Nordisk, som faldt kraftigt i 2025. Pensionskassen havde i årevis flere Novo-aktier end konkurrenterne.

”Det lønnede sig så godt, at Novo faktisk begyndte at fylde for meget i porteføljen. Derfor besluttede vi for to år siden, at vi gerne ville ned på et mere gennemsnitligt niveau henover 2024 og 2025, men set i bagklogskabens klare lys skulle vi have solgt ud hurtigere. Man kan sige, at som en mangeårig stor Novo-investor, så fumlede vi lidt med bolden lige inden mål,” konkluderer han.

”Men set over hele ejerskabsperioden, så har Novo stadig været en virkelig god aktie for medlemmerne og klart medvirkende til vores fortsat meget robuste langsigtede afkast.”

Anders Schelde forventer ikke, at den fejl gentager sig, da pensionskassen nu er nede på et almindeligt niveau med hensyn til Novo, og han understreger, at man ikke har andre enkeltaktier i samme skala.

Der er ikke tale om, at vi tager hårde beslutninger ud fra etiske hensyn.
Anders Schelde, investeringsdirektør
AkademikerPension

Den sidste store forklaring skal findes i dollarkursen, som AkademikerPension har været mere eksponeret mod end andre.

”Det har i det lange perspektiv været godt, da dollaren er steget i værdi de sidste mange år, men i 2025 vendte den rundt og tog en ordentlig tur ned, så det er atter et eksempel på at noget både kan understøtte de langsigtede afkast og være en udfordring på kortere sigt,” siger Anders Schelde.

Fællesnævneren for de temaer er, at AkademikerPension har truffet beslutninger, der skiller sig ud fra resten af branchen.

Er ambitionen om at gå egne veje forklaringen på, at I er endt så langt under konkurrenterne?
”Det mener jeg overhovedet ikke – det er vigtigt at danne sin egen mening. I forhold til at hjemtage flere investeringer er det faktisk langt billigere selv, og det bliver også mere indeksnært – altså nærmere det samlede aktiemarked, og det, vurderer vi, er fornuftigt i en tid, hvor verden er blevet langt mere uforudsigelig. Og både Novo Nordisk og dollarkursen har tjent os godt i det lange løb, selvom det er noget andet, der fylder lige nu,” siger han.

Etik og investeringer
Frasalget af amerikanske statsobligationer har samtidig fået stor medieopmærksomhed og er flere steder blevet tolket som et etisk kraftfuldt signal. Men Anders Schelde understreger, at beslutningen bunder i en økonomisk vurdering, og at den ikke har nogen etiske overtoner. Men han indrømmer dog, at Trumps ageren ikke gjorde det sværere at tage beslutningen.

”Vi er bekymrede for de offentlige finanser i USA, som virkelig er i en skidt forfatning, og danske obligationer er et godt alternativ. Der er ikke tale om, at vi tager hårde beslutninger ud fra etiske hensyn,” siger han.

Han understreger dog, at ansvarlige investeringer betyder meget for pensionskassen og dens medlemmer.

”Vi tilstræber at investere ansvarligt, og det kan vi se i medlemsundersøgelser er et stærkt ønske fra et stort flertal af medlemmerne. Vi tror på, at vi ved at investere ansvarligt også understøtter gode afkast på den lange bane. Vores analyser viser, at det i store træk ikke ændrer det store på vores risiko.”

Der er reelt kun én ansvarlighedsbeslutning, de har truffet, der kan flytte nålen på afkastet på den lange bane, mener han.

”Det er det fossile frasalg, men der har vi været meget velovervejede omkring at flytte pengene væk fra det. Vores klare konklusion er, at det er afkastmæssigt fornuftigt også i en Trump-verden. Indtil videre har det holdt stik.”

GL’s repræsentant i AkademikerPension understreger også, at gymnasielærerne både går op i etisk ansvarlighed og et solidt afkast.

”Det er ikke sort-hvidt. Selvfølgelig skal det være grønt og uden tobak, men det skal også være et godt afkast. I 2025 så afkastet ikke helt godt ud, men jeg synes ikke, man skal være bekymret, når vi ser det i det store perspektiv, hvor AkademikerPension har det tredje bedste langsigtede afkast set 10 år tilbage,” lyder det fra Stine Wolff,

Hun opfordrer medlemmer, der er utilfredse eller i tvivl, til at møde op på AkademikerPensions generalforsamling den 28. april og stille spørgsmål.

Kommentar til artiklen

Skriv et svar

Anbefalede stofområder
Anbefalede emner

Artikler

Meninger

Anmeldelser

Ingen resultater