En fyring er aldrig sjov, men for lærere omkring de 60 år vil en afskedigelse for de fleste få store økonomiske konsekvenser.
Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) har lavet en beregning, som viser, at hvis en 58-årig gymnasielærer bliver afskediget og ikke finder et nyt arbejde, får han et tab, som svarer til 4,5 millioner kroner resten af livet.
For det første mister læreren sin løn indtil pensionsalderen på 67 år, og for det andet er læreren tvunget til at bruge af sin pensionsopsparing i stedet for at spare op.
Ifølge GL er der flere af de lærere, som har mistet deres job på grund af nedskæringer, der er i slutningen af 50’erne eller lidt over 60 år.
”Lærere i den alder har ofte meget svært ved at finde et nyt job, og med nedskæringerne på skolerne er det endnu vanskeligere,” siger Claus Schreiner Andersen, som er forhandlingschef i GL.
Han mener, at en leder, som skal afskedige, bør have med i sine overvejelser, at en fyreseddel kan være et stort økonomisk slag for de ældste medarbejdere, som stadig har nogle år til pensionsalderen.
Ingen forsørgelse i flere år
Lærere, som mister deres arbejde, har ret til at få dagpenge i to år, men derefter er det langt fra sikkert, at de kan få nogle former for understøttelse indtil folkepensionen.
Du kan nemlig ikke få kontanthjælp, hvis du har en opsparing, friværdi i boligen eller en ægtefælle eller samleverske, som kan forsørge dig. Og selv om det ikke er tilfældet, kan du blive tvunget til at tage hul på den pensionsopsparing, som stort set alle gymnasielærere har.
Efterløn er udvandet
Kan læreren så ikke efter en dagpengeperiode på to år gå på efterløn, ordne sin have og nyde resten af livet, vil nogle måske spørge?
Svaret er tæt på at være nej! I hvert fald for gymnasielærere, som er fyldt 60 år i år eller er yngre. Efterlønsreglerne for denne aldersgruppe er lavet om og er efterhånden meget udvandede. Hvis lærerne overhovedet opfylder betingelserne for at få et efterlønsbevis, bliver pensionsopsparingen modregnet efterlønnen med 64 procent.
Med andre ord betyder det, at efterlønnen måske kun løber op i 30 – 40.000 kroner om året – og det er der næppe nogle, som kan leve af, og derfor er de tvunget til at begynde at bruge af deres pensionsopsparing. Det sidste betyder, at deres pensionsopsparing er langt lavere, når de endelig træder ind i pensionsalderen.
Sagt på en anden måde kan privatøkonomien blive flået i stumper og stykker for en 58-årig, eller for den sags skyld en 60-årig, som ikke er i stand til at finde et nyt job.
Lærere i en speciel situation
Afskedigelser rammer alle på privatøkonomien. GL peger alligevel på en særlig aldersgruppe, hvor en afskedigelse kan være ekstra ærgerlig for den enkeltes privatøkonomi.
Det drejer sig om de lærere, som var over 60 år og under 62 år første januar i år.
De har i modsætning til deres yngre kolleger stadig muligheden for at få efterløn med de gunstige regler for pensionsmodregning. Eller med andre ord at der ikke skal gøres et stort indhug i deres pensionsopsparing, hvis de går på efterløn.
En afskedigelse, før de når efterlønsalderen, vil dog ødelægge den mulighed.
Stor betydning resten af livet
GL har lavet et regnestykke, som viser, at disse lærere kan miste 4.000 kroner om måneden i pension resten af livet ved at blive afskediget blot nogle få måneder før, de kan benytte sig af de gunstige regler for pensionsmodregning, hvis de går på efterløn.
Nogle gange betyder blot en mindre deltidsstilling i nogle måneder en stor økonomisk forskel for den enkelte resten af livet.
En 58-årig gymnasielærer med en månedsløn på 39.000 kroner (eksklusiv pension) bliver afskediget.
Gymnasielæreren fortsætter med at arbejde, til han er 67 år
4.554.000 kroner
Kommentar til artiklen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode