3 store knaster ved OK 18

Løn: En kamp om tal 
Lønstigninger er et af de helt centrale stridspunkter ved årets overenskomstforhandlinger. Begreber som løngab og talmagi er fløjet gennem luften.

Finansministeriet mener, at de statsansatte har fået for store lønstigninger i forhold til de privatansatte. De faglige organisationer mener tværtimod, at de nu tre gange i træk har skrevet under på en kriseoverenskomst, og at det nu er tid til at mærke noget til det økonomiske opsving, som blandt andre statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har talt om.

Tal fra Danmarks Statistik, som også Finansministeriet bruger, viser, at hvis man måler fra første kvartal 2008, så har de statsansatte rent faktisk fået en lidt større lønstigning end de privatansatte.

Men en beregning fra Gymnasieskolernes Lærerforening (GL) viser, at regner man fra stort set alle andre kvartaler og årstal, så har de privatansatte fået højere lønstigninger end de ansatte i staten. Måler man for eksempel fra 2011 og fem år frem, så har lønstigningen for de ansatte i staten i alt ligget på knap seks procent, mens den har været på lidt over ni procent for de privatansatte.

Tal kan bøjes
Lige netop første kvartal 2008 var derfra, at Finansministeriet målte, da minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) i en pressemeddelelse midt i december erklærede: ”Det er ikke godt, når den offentlige lønudvikling i en længere periode er højere end i den private sektor.”    

Efter Sophie Løhdes udmelding pegede alle de faglige organisationer på, at man ikke bare kan zoome ind på et bestemt kvartal et bestemt år og ud fra det konkludere, at de offentligt ansatte har fået højere lønstigninger end de private. Det usædvanlige ved 2008 var nemlig, at den økonomiske krise gjorde, at de samlede lønstigninger blev meget lave for de privatansatte det år.

På grund af ”talkrigen” og uenigheden om, hvilket år lønstigninger skal måles fra, begyndte  overenskomstforhandlingerne med, at parterne ikke engang var enige om, hvordan virkeligheden skal tolkes. Og på nuværende tidspunkt har parterne ikke været i stand til at finde hinanden og et kompromis.

Betalt frokostpause eller 2,5 timer længere arbejdstid

Offentligt ansatte har i årevis haft betalt frokostpause. Det har de stadig, men nu er frokostpausen blevet en af de helt store knaster ved de aktuelle overenskomstforhandlinger og en af årsagerne til den storkonflikt, som virker uundgåelig.

Da Moderniseringsstyrelsen sidste år skrev et brev til arbejdsgiverne om, at betalt frokostpause er en lokal kutyme og ikke en del af overenskomsten, blev det en ”gamechanger” for dette års overenskomstforhandlinger.

For selvom både Moderniseringsstyrelsen og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) flere gange har bedyret, at de ikke vil fjerne den betalte frokostpause, så er der ingen faglige organisationer, som for alvor tror dem.

Trolden er med andre ord ude af æsken, og lige så længe den betalte frokostpause ikke bliver sikret med ord på et stykke papir, vil de enkelte faggrupper være bange for, at den forsvinder før eller siden.

Ikke tid til at spise
Flere sygeplejersker, lærere og andre offentligt ansatte har fortalt, at de i forvejen har svært ved at nå at spise deres madpakke, fordi de ofte er nødt til at klare arbejdsopgaver i frokostpausen.  

Ledelsen i DR har forsøgt at fjerne den betalte frokostpause, men en voldgiftsafgørelse satte en stopper for det. Med Moderniseringsstyrelsens ord om, at den betalte frokostpause er en lokal kutyme og ikke en del af en overenskomst, er der indirekte givet grønt lys for, at andre arbejdspladser kan forsøge at fjerne den betalte frokostpause fra medarbejderne og øge arbejdstiden med 2,5 timer uden betaling.

Det er i hvert fald den konklusion, de faglige organisationer er kommet frem til, og som de nu gør alt for at forhindre.

De tørre tal viser, at en afskaffelse af den betalte frokostpause svarer til en effektivisering på syv procent.

Musketered med folkeskole­lærerne

I 2013 blev folkeskolelærerne og en række andre undervisere sendt hjem fra arbejde uden løn. Arbejdsgivernes lockout endte med et regeringsindgreb og den efterhånden berømte lov 409.

I år har alle faglige organisationer stået sammen om et krav om, at der bliver forhandlet en form for arbejdstidsaftale på plads for lærerne. Overenskomstforhandlingerne for alle grupper i det offentlige blev endda udsat, indtil der blev indledt realitetsforhandlinger mellem KL, Moderniseringsstyrelsen og lærerne. De faglige organisationer taler om en musketered, og analysen er, at en enkelt faggruppe ikke skal stå alene over for Finansministeriet.

På trods af mange forhandlingsdage og -nætter har parterne ikke kunnet blive enige om en aftale, og dermed kan lærerkonflikten fra 2013 indirekte være med til at skabe en storkonflikt på hele det offentlige område.

Vær opmærksom på, at tingene kan have ændret sig siden bladets deadline, torsdag den 1. marts.