Globalhistorie er udgangspunktet for den nye Verdenshistorie fra Lindhardt og Ringhof. En både spændende og sympatisk bestræbelse, som dog (heldigvis) ikke udfoldes helt. Bogen har, som forventet, et klart europæisk fokus. Historie bliver ikke global af, at man ind imellem sin eurocentriske beretning husker at fortælle kort om, hvad der foregik på den anden side af jorden på den samme tid. Men det ville på den anden side også være svært at fastholde en rød tråd med en gennemført global tilgang.

Civilisationsbegrebet er, i dette første af to bind, det bærende teoretiske narrativ. Det giver et klart fokus for den samlede beretning, men er naturligvis (også i bogens kontekst) et eurocentrisk begreb i sig selv. Civilisation er Europa, verdens øvrige civilisationer præsenteres nødvendigvis som modbilleder. Afsnittet om islam er for eksempel ikke så meget islams historie, som det er historien om vestens konflikt med islam.

Men at bogens to forfattere er så opmærksomme på det globale og dermed også på det europæiske, gør læseren selv opmærksom på spørgsmålet om, hvorfra eurocentrismen kommer. I det fremragende kapitel om den første globalisering i perioden 1450-1800 diskuteres netop dette med reference til også nyere historikere, der er kritiske over for den traditionelle postkoloniale udbytningsdiskurs.

De enkelte kapitler, der kan danne rammen om selvstændige forløb, danner således grobund for både undren og diskussion – om hvorfor verden ser ud, som den gør, og hvorfor magt og ressourcer er fordelt, som de er.

Kilderne er ikke så mange, men der er en del gode og en del knap så gode, og de små opgaver til eleverne gennem bogen svinger også en del. Til gengæld lægger grundteksten op til debat og udfordring af sandheden, hvilket fungerer godt.

Hvis bind 2 holder samme standard, er det et godt bud på en samlet verdenshistorie til gymnasiet.