Hvad ved vi? Hvornår kan vi sige, at noget er ”sandt”? Hvordan arbejder videnskaben?
Videnskaben søger sandheden og bevæger sig fremad mod nye landvindinger. Således er vores syn på menneskets plads i naturen et helt andet nu end før Darwin.
For få år siden udkom Torsten Thuréns glimrende bog om videnskabsteori oversat fra svensk af Knud Michelsen. Bogen, som er den 2. reviderede udgave med flere nye kapitler, fortjener fornyet omtale. Den er nyttig, når man skal undervise i teoretiske sammenhænge og forstå metoder og teorier.
Der er fokus på, hvordan man arbejder videnskabeligt bredt set. Derfor kan bogen anvendes i alle fag. Den kan også anvendes i AT, hvor eleven gives en mere sammenhængende baggrundsviden.
Læseren bibringes en forståelse af, hvorledes man undersøger ting videnskabeligt – altså forskningens byggesten.
Bogen giver gode forudsætninger for at forholde sig kritisk til både videnskabelige og mere hverdagsrelaterede tekster.
Der er et fint kapitel om Milgrams socialpsykologiske forsøg: Vil man give en person elektrisk stød? Ligeledes et spændende kapitel om rationalitet, ét om humanistiske forskningsmetoder samt ét om ”ondskabens banalitet”, jævnfør Hannah Arendt og Eichmann-retssagen.
Bogen har en kort og lettilgængelig form og et passende niveau. Den er god til at forklare begreber på en letforståelig måde, eksempelvis positivisme, hermeneutik, empiri, kildekritik, verifikation og falsifikation, induktion og deduktion, reliabilitet og validitet. Og den har et nyttigt stikordsregister.
Alt i alt anskueliggør Torsten Thurén videnskabsteori og videnskabshistorie på en ikke-tør, vedkommende og lærerig facon og er fuld af gode eksempler og konkrete dilemmaer. Derfor skal bogen have topkarakter: seks stjerner ud af seks.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode