En halv fortælling

”Hvad har Rusland gang i?” spurgte Deadline-værten forleden, og det er jo et spørgsmål, som mange stiller i denne tid, hvor Rusland har deployeret cirka 100.000 soldater og tungt materiel op mod den ukrainske grænse. Scenariet er komplekst, men ofte refereres der til 1990’ernes ydmygelse af Rusland, NATO’s udvidelse mod øst og Putins drømme om en genrejsning af Rusland som stormagt. Timingen for nærværende temabog med fokus på Rusland efter Sovjetunionens fald fejler ikke noget, og undertitlens fokus på fortællinger giver også god mening, når nu de fleste eksperter antager, at det netop er spørgsmål om historiske traumer, russisk identitet og nationalfølelse, som er på spil. Rammen for bogen er da også Putins brug af historien og dermed de grundfortællinger, som Kreml konstant tager i anvendelse til strategiske formål. Så langt, så godt.

Bogen er med sine 78 sider en noget tynd udgivelse, og da fremstillingsteksten kun fylder en tredjedel, så står vi i realiteten mere med en egentlig kildesamling. Den første halvdel af bogen omhandler de lange linjer fra revolutionen i 1917 og frem til Sovjetunionens sammenbrud i 1991, hvor den sovjetiske grundfortælling illustreres ved en Stalin-tale fra 1931 om industriledernes opgaver. Så følger gode afsnit om Gorbatjovs reformer i 1980’erne og Jeltsins reformer i 1990’erne. Putin og det ny Rusland siden 2000 fylder under halvdelen af bogen, men igen er der tale om velvalgte kilder: Putins programerklæring fra 1999, talen i München i 2007 og Krim-talen i 2014. Det er blevet sagt om Rusland, at alt er geopolitik, og det afspejler sig da også tydeligt i kilderne, derimod fylder det helt centrale i Putins historiebrug blot et par sider: Ruslands messianske rolle, Rusland som kristenhedens forsvarer, den kultiske dyrkelse af Den store fædrelandskrig, Vesten som degenereret og i forfald og en russisk national selvforståelse og identitet baseret på militarisme, offervillighed og patriotisme.

En måske endnu større mangel ved denne udgivelse er det totale fravær af regimets erindringspolitik, som for eksempel at de fik indskrevet i forfatningen af 2020, at Rusland beskytter ‘den historiske sandhed’ (‘en afskaffelse af den nationale hukommelse’ ifølge kritikere). Kort sagt: Rammerne er rigtig gode, men indholdet kan ikke stå alene. Så er det kun en halv fortælling.