Politik i journalistisk optik 
Denne moppedreng af en bog har undertitlen 65 beretninger om landets vigtigste lovgivning 1848-2012. Der er tale om nedslag i vigtige love/beslutninger, som har haft betydning lang tid frem. I gennemsnit fylder hver beretning 8 sider, hvor der berettes om baggrunden for lovgivningen, processen frem mod og indholdet af den nye lov. Blandt nedslagene er grundloven, parlamentarismen, arbejdsmarkedets grundlov, kvindernes valgret, kommunistloven, momsen, SU, bistandsloven, efterlønnen, Tvin-loven, indvandrerprøven og finanspagten. 
Først det positive: Kaare Skou, som har forsøgt sig flere gange med bøger om politik, skriver levende om vigtige beslutninger i danmarkshistorien. Samfundsfag har behov for det narrative element midt i al vor teoretiseren. 
Problemet er, at der hele vejen er tale om politik i journalistisk optik. Egentlig kunne en sådan bog lægge op til en større grad af induktiv organiseret undervisning. For eksempel kunne man læse om parlamentarismens indførelse og på grundlag af beretningen finde frem til vigtige begreber i det danske politiske system. Men efter denne anmelders mening er der for meget personfaktor i Skous skildringer. Overskriften til kapitlet om parlamentarismen lyder: prinsesse Maries revolution. Hun var gift med kong Christian d. 9.’s søn Valdemar. Selv uden hendes indsats havde vi jo nok fået parlamentarismen indført. 
I samfundsfag har vi jo en tendens til at hylde strukturerne frem for aktøren. Det gør journalisten Skou ikke i samme grad: ”Undervejs stifter læseren bekendtskab med mange af Rigsdagens arbejdsbier … Det har nemlig langtfra altid været partilederne, der skabte de store ændringer i vores samfund” (fra forordet). 
Men underholdende er det at læse. Skous egne meninger skinner igennem flere steder. For eksempel har han svært ved at kapere Dansk Folkeparti.