I bogen What’s So Eastern About Eastern Europe? (af Leon Marc) problematiseres Vestens italesættelse af den gamle østblok som en entitet, som når vi fx konstant generaliserer: ”Østeuropæerne er sådan og sådan” – for giver det virkelig mening at behandle Albanien og Estland som sammenlignelige størrelser? Religion, kultur, økonomi, alt er som nat og dag. Bortset fra at de begge – i større eller mindre grad – har været en del af samme politiske system. Forskellene synes dog større end lighederne. I nærværende udgivelse fastholdes imidlertid fællesnævneren Østeuropa, men sigtet er samtidig at gøre op med ”Vestens stereotyper og fordomme” samt ”nuancere” billedet af den anden halvdel af kontinentet. Med kommunismen og Den Kolde Krig bevægede denne del af Europa sig ad en anden vej end Vesteuropa, skriver forfatteren i indledningen. Argumentet for at lade Østeuropas historie begynde med 1918 er lidt uklart, når nu der er en vis konsensus om, at Den Kolde Krig udspringer af Anden Verdenskrig. Men okay, kortene blandes på ny i kølvandet på Første Verdenskrig, og for eksempel Jugoslavien, Tjekkoslovakiet, Polen og de baltiske lande bliver selvstændige nationer. Forklaringen på, hvorfor næsten hele Østeuropa i mellemkrigstiden udskifter demokratiet med autoritære styreformer, henter forfatteren naturligvis i tiden inden 1918, og selv om det var blevet en helt anden bog, så kunne man godt have ønsket sig en grundigere behandling af tiden inden 1918, for rent faktisk adskilte Østeuropa sig jo længe inden 1918 fra resten af Europa.
Om man efter endt læsning fortsat opfatter Østeuropa som ”vores baghave” og dermed som noget ”andet”, står åbent, men nu har man i hvert fald det fornødne materiale til at tage diskussionen. På plussiden er desuden en lang række velvalgte kilder (herunder kort og tabeller) og arbejdsopgaver, som viser, at forfatteren både har fagligt overblik og overskud. På minussiden er manglende litteraturliste, noter og indeks, som viser, at forlaget Lindhardt og Ringhof endnu en gang tager alt for let på redigeringen.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode