Gevinst for engelskundervisningen
Denne bog tager pulsen på ‘sandhed’ som tekstanalytisk begreb ud fra forskellige vinkler, som blandt andet inkluderer narrative non-fiction, kriminalitet og memoirer. Man ser, at der er tale om meget diverse genrer, og dermed favner bogen (292 sider) bredt og kan være nyttig i flere sammenhænge, medmindre man vælger at køre Truth som ét emne og bruger hele bogen.
Bogen indeholder teoretiske afsnit om forskellige non fiction-undergenrer. Jeg kan godt lide, at bogen arbejder med journalistik, for det er jo en vigtig del af non fiction. Det er godt for eleverne at få teoretisk viden og nyt materiale at arbejde med desangående (ud over det, vi har i forvejen).
Antologien indeholder en række tekster, hvortil der er knyttet arbejdsspørgsmål, herunder også idérige creative excercises. Tekstudvalget er spændende. Jeg kan blandt andet godt lide Airports and Auditions af Riz Ahmed.
Undertiden finder jeg fonten lige rigelig lille (for eksempel p. 51 samt gloselister). Ellers er layoutet godt og overskueligt med gode illustrationer indimellem og variation på siderne. Jeg tænker også her på målgruppen, hvoraf en stor del (ud over lektorerne eller adjunkterne) jo er mellem 15 og 22.
Kapitel 2 om konspirationsteorier interesserer ikke mig personligt, men vil måske kunne interessere nogle af vores elever eller kursister. Kapitel 3 handler om Apologies, og kapitel 4 om True Crime – On Real-Life Atrocities. Dér opgøres forskellene mellem genrerne crime fiction og true crime, hvor sidstnævnte er et mediefænomen, mens førstnævnte er et litterært ditto.
Sproget i bogen er et velformuleret idiomatisk engelsk – lækkert for alle sprogelskere. Bogen har amerikansk ortografi (for eksempel behavior) og er rig på fagtermer, for eksempel longform article, podcast, biography og plot device.
Et frisk pust er også den amerikanske cartoonist Alison Bechdels grafiske tekst Fun Home: A Family Tragicomic (pp. 166-187) – dén vil vores elever givetvis synes om. Dertil kommer kapitler om memoirer og populærvidenskab – begge med fokus på ‘sandhed’. Tools for analysis afrunder bogen – et uhyre nyttigt kapitel med en række nye vinkler og perspektiver.
Denne bog gives seks stjerner ud af seks for et fremragende materiale med et super tema og ordforråd samt glimrende faglige redskaber, opdateret til vores it-tid – alt i alt en gevinst for undervisningen i engelsk.
Kommentar til anmeldelsen
Eller opret med din email
Klik her, hvis du har glemt din adgangskode